Dato:            10. maj 2007

Kontor:         Kommunal sundhed

J.nr.:             2006-1433-269

Sagsbeh.:   HNM

Fil-navn:       Røgfri miljøer: L 191-Spm-46-umiddelbar adgang


Besvarelse af spørgsmål nr. 46 (L 191), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 25. april 2007

 

Spørgsmål 46:

"Hvad menes der helt præcist med ”umiddelbar adgang for offentligheden”, når det gælder § 18 om rygning i det offentlige rum?"

 

Svar:

Det offentlige rum i lovens forstand er en indendørs lokalitet, hvortil offentligheden har adgang. Hvis der kan være tvivl om, hvorvidt en lokalitet er omfattet af loven, vil der skulle foretages en konkret vurdering af lokaliteten.

 

I en sådan vurdering vil kunne indgå bemærkningerne til lovforslagets § 2, hvoraf det fremgår, at loven ikke omfatter private hjem og foreninger, hvor der ikke er umiddelbar adgang for offentligheden, medmindre der samtidig er tale om arbejdspladser.

 

Endvidere vil kunne indgå bemærkningerne til § 18, stk. 1, hvoraf det fremgår, at det afgørende for, om en lokalitet er omfattet af bestemmelsen om forbud mod rygning i det offentlige rum, ikke vil være, om det er en privat eller en offentlig lokalitet, men derimod om der er umiddelbar adgang for offentligheden – såvel gratis som mod betaling.

 

I bemærkningerne til § 18 er nævnt en række eksempler på steder, der vil være omfattet af lovens bestemmelser om det offentlige rum.