Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 3. maj 2007 stillet følgende spørgsmål nr. 10 (L 194), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Anne Baastrup.

 

 

Spørgsmål nr. 10:

”Ad § 1, nr. 10 (ny § 35 a)

 

Har ministeren overvejet hvilke konsekvenser det ville have, at overholde persondatalovens § 8, stk. 3, og dermed give de registrerede en bedre retsstilling end den de får som følge af lovforslaget? Ministeren bedes endvidere beskrive disse konsekvenser med henblik på, at man kan vurdere nødvendigheden af den foreslåede fravigelse af persondatalovens § 8, stk. 3.”

 

 

Endeligt svar:

Jeg har nøje overvejet konsekvenserne af ikke at indføre den foreslåede bestemmel­se i lovforslaget.

 

Konsekvensen ville blandt andet være, at en række personer kan fortsætte med socialt bedrageri og sort arbejde uden sanktionsmulighed til trods for, at myndighederne i forbindelse med behandlingen af pågældendes arbejdsskadesag konstaterede socialt bedrageri eller sort arbejde.

 

Misbrug af sociale ydelser og sort arbejde er uacceptabelt og undergraver tilliden til velfærdssamfundet. Hvis vi vil nyde velfærdssamfundets goder, må vi alle bidrage til fællesskabet efter evne.

 

Derfor har jeg fundet det nødvendigt at foreslå en ændring af arbejdsskadesikringsloven, således at Arbejdsskadestyrelsen effektivt kan understøtte indsatsen mod sort og illegalt arbejde og misbrug af sociale ydelser.

 

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at Arbejdsskadestyrelsen under behandlingen af konkrete skadesager – i forbindelse med fastsættelsen af den årsløn, der skal anvendes til beregning af erstatning for tab af erhvervsevne og tab af forsørger – undertiden kan konstatere, at

-          skaden er indtrÃ¥dt under udførelse af ”sort arbejde” eller

-          tilskadekomne uberettiget har modtaget dagpenge eller andre sociale ydelser samtidig med arbejdet

 

Det foreslås i bestemmelsen at give Arbejdsskadestyrelsen adgang til at videregive nødvendige oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold til Arbejdsdirektoratet, pågældende skatteforvaltning og pågældende kommune, hvor dette er nødvendigt for at kontrollere, om der sker fejl eller misbrug i forbindelse med udbetaling af ydelser eller beskatning af indkomsten.

 

Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at den foreslåede bestemmelse kun skal anvendes, når Arbejdsskadestyrelsen konstaterer et misbrug, eller at det med høj grad af sikkerhed må antages, at der har været et misbrug. Det er således ikke tilstrækkeligt, at der blot er mistanke om et misbrug. Der vil blive tale om få sager.

 

Forslaget om en ny § 35 a, som giver Arbejdsskadestyrelsen adgang til at videregive nødvendige oplysninger til brug for kontrol og tilsyn ved mistanke om sort arbejde og misbrug af sociale ydelser, vil give et mere sikkert og effektivt grundlag for videregivelse end persondatalovens § 8, stk. 3, som forudsætter en afvejning af modstående interesser i hvert enkelt tilfælde.

 

Jeg vil gerne understrege, at den tilskadekomne fortsat har ret til erstatning, uanset om det arbejde, der førte til skaden, var sort arbejde eller, at tilskadekomne samtidig med arbejdet modtog sociale ydelser.

 

Den foreslåede bestemmelse ændrer således ikke på mulighederne for at få erstatning. Det kan dog ikke udelukkes, at den foreslåede bestemmelse indebærer, at tilskadekomne ikke anmelder skaden.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen