ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

2. maj 2007

 

 

Besvarelse af spørgsmål 36 stillet af Erhvervsudvalget den 26. april 2007 (L 199).    

 

 

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål 36:

Ministeren bedes indhente oplysninger om, hvor mange kunder i pengeinstitutterne med prioritetslån, der låner til de forskellige renter i dag. Der bedes oplyst en gennemsnitlig effektiv lånerente for udvalgte produkter, som minimum lån, der kan sammenlignes med den tilsvarende rente for et F1-lån i realkreditinstitutterne.

 

Svar:

De oplysninger, der spørges til, er at betragte som forretningshemmeligheder, og kan således ikke forventes udleveret af pengeinstitutterne.

 

Det kan oplyses, at der på Pengepriser.dk oplyses om pengeinstitutternes ÅOP-spænd, ligesom det på de enkelte pengeinstitutters hjemmesider vil være muligt at finde yderligere oplysninger om produkter og priser.

 

Det kan videre oplyses, at hvor nogle pengeinstitutter oplyser om rentespænd i form af ét renteniveau, vil andre pengeinstitutter differentiere deres rentesatser afhængig af prioritetsstilling, eksempelvis i form af en rente i prioritetsspændet 0-60 pct. af ejendommens værdi, en anden rente i spændet 60-80 pct. af ejendommens værdi og endelig en sats for spændet 80-100 pct. af ejendommens værdi.

 

Realkreditinstitutter oplyser typisk om deres renter, men ikke nødvendigvis om de vil tilbyde et lån til en kunde op til lovens maksimale grænse herfor. Det vil derfor være vanskeligt at foretage den ønskede sammenligning på en meningsfyldt måde, idet rentesatsen skal sammenholdes for lån med samme prioritetsstilling og med identiske produktkarakteristika i øvrigt. Hvis en kunde eksempelvis alene tilbydes et lån op til 65 pct. af ejendommens værdi hos realkreditinstituttet, er det vanskeligt at sammenligne med en rente hos pengeinstituttet, som måske tilbyder 80 pct.s belåning.

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk