ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

14. maj 2007

 

Besvarelse af spørgsmål 59 ad L 199 stillet af Erhvervsudvalget den 11. maj 2007.    

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål 59:

På Realkreditrådets årsmøde den 26. april 2007 omtalte nationalbankdirektøren SDO-lånene med citerede udtalelse. Ministeren bedes kommentere dette, og herunder specielt det af spørgeren kursiverede og samtidig redegør for, hvorledes metoder til gennemskuelighed fremmes:

 

"Det forhold, at der nu på boligfinansieringsområdet kommer et nyt finansieringsinstrument, som også kan anvendes af pengeinstitutterne, må som udgangspunkt forventes at skærpe konkurrencen. Det er ingen skade til. Synspunktet forudsætter imidlertid, at forbrugerne er aktive, og at de er i stand til at gennemskue de tilbud, de får. Der udestår et ganske omfattende arbejde med at udforme metoder til at skabe gennemsigtighed".

 

Ministeren bedes også redegøre for, hvorledes låntagerne sikres mod reguleringer, der har baggrund i udstederens brug af "moderne finansielle instrumenter til at afdække risici" (citat fra nationalbankdirektørens tale).

 

Svar:

Det er korrekt, at nationalbankdirektøren på Realkreditrådets årsmøde den 26. april 2007 omtalte adgangen til at udstede særligt dækkede obligationer. For at sætte de udtalelser, som er citeret ovenfor, ind i det rette perspektiv, er det vigtigt at holde for sig øje, at nationalbankdirektøren i sin tale fremhævede, at Nationalbanken vurderer, at reguleringen af SDO vil danne grundlag for et lige så sikkert boligfinansieringssystem, som realkreditsystemet er det i dag. Jeg er helt enig med Nationalbankdirektøren i denne betragtning.

 

Med lovforslaget får pengeinstitutterne den samme mulighed for at finansiere lån med obligationer, som realkreditinstitutterne har haft i mange år. Det giver mulighed for, at vi får flere forskellige lånetyper på markedet.

 

Jeg er enig med Nationalbankdirektøren i, at det er vigtigt, at forbrugerne også fremover kan manøvrere rundt blandt de forskellige lånetyper. Jeg har derfor aftalt med partierne bag aftalen om at indføre særligt dækkede obligationer, at penge- og realkreditinstitutter pålægges en særlig og udvidet rådgivningsforpligtelse.

 

På den måde sikrer vi, at forbrugerne er grundigt orienteret om de forskellige lånetyper, der findes på markedet, og om de lån, som det institut, hvor kunden henvender sig, har på hylden.

 

Finanstilsynet arbejder for øjeblikket med at udmønte de nye rådgivningsregler i aftalen mellem regeringen og Socialdemonkratiet og Det Radikale Venstre, så de kan træde i kraft den 1. juli 2007 samtidig med ikrafttrædelsen af L 199.

 

Jeg vil endvidere anmode det kommende Penge- og Pensionspanel, som jeg har foreslået oprettet med lovforslag L 178, om som en af sine første opgaver at se nærmere på boligfinansiering, herunder fordele og ulemper ved de forskellige låneformer. I den forbindelse vil det være naturligt at se på et eventuelt yderligere behov for konkrete initiativer til at sikre gennemsigtigheden for den enkelte forbruger.

 

Nationalbankdirektørens bemærkning om risikoafdækning er faldet i forbindelse med en udtalelse om, at der med det nye balanceprincip åbnes op for, at der i højere grad kan anvendes moderne finansielle instrumenter til at afdække risici.

 

Disse finansielle instrumenter vil være en del af institutternes samlede pakke for at skaffe finansiering ved hjælp af særligt dækkede obligationer. Finanstilsynet fører tilsyn med, at balanceprincippet overholdes, og at den samlede risikoafdækning i institutterne er tilstrækkelig.

 

Hertil kommer, at modparterne på de finansielle instrumenter har sammen fortrinsstilling i tilfælde af konkurs som obligationsindehaverne.

 

Der er således ikke noget, der tilsiger, at det vil gøre en forskel for forbrugerne, om finansielle instrumenter indgår i finansieringen af boliglånet.

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk