ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

 

21. maj 2007

Besvarelse af spørgsmål 63 ad L 199 stillet af Erhvervsudvalget den 15. maj 2007.    

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål 63:

Hvad er grunden til at udkast til bekendtgørelse om obligationsudstedelse, balanceprincip og risikostyring først kommer nu og ikke er rykket frem, så høringssvarene kunne have været fremme, inden Erhvervsudvalget skriver betænkning over L 199?

 

Svar:

Det er normalt sådan, at bekendtgørelser ikke bliver udarbejdet før den lov, som de skal udstedes efter, er vedtaget.

 

I forhold til lovforslaget om særligt dækkede obligationer skal der i alt revideres eller nyudstedes 8 bekendtgørelser. Det har imidlertid været en del af lovforslaget, at mulighederne for et moderniseret balanceprincip skulle undersøges. Derfor blev der i tilknytning til arbejdet med at udforme lovforslaget om særligt dækkede obligationer i efteråret 2006 nedsat en arbejdsgruppe. Arbejdsgruppen har bestået af eksperter fra Realkreditrådet, Finansrådet, Danmarks Skibskredit, Danmarks Nationalbank, Finanstilsynet og Økonomi- og Erhvervsministeriet.

 

Under denne arbejdsgruppe har der desuden været nedsat en teknisk underarbejdsgruppe, som skulle regne på konsekvenserne af et moderniseret balanceprincip.

 

Der er tale om kompliceret stof, og arbejdsgruppen har holdt sit sidste møde den 16. april 2007. Herefter er de sidste ændringer blevet indarbejdet i udkastet til ny bekendtgørelse om obligationsudstedelse, balanceprincip og risikostyring. Bekendtgørelsen blev sendt i høring den 9. maj 2007.

 

Det er blevet tilkendegivet over for Erhvervsudvalget, at de ville få et udkast til bekendtgørelsen, inden udvalget skulle afgive betænkning. Dette blev oversendt til Erhvervsudvalget den 8. maj 2007. Efterfølgende har der den 15. maj været en teknisk gennemgang af bekendtgørelsen i udvalget.

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk