Spørgsmål 13

”Kan regeringen bekræfte, at Danmark som en konsekvens af Rumæniens og Bulgariens indtræden i EU får færre stemmer i Ministerrådet og færre medlemmer i Europa-Parlamentet fra 2009?”

 

 

Svar

Danmark har i dag 7 stemmer ud af 321 i Rådet. Det ændres til 7 stemmer ud af 345, fordi Bulgarien får 10 og Rumænien 14 stemmer. Danmark får altså ikke færre stemmer, men stemmerne vil udgøre en mindre andel af det samlede antal stemmer, hvilket vil være tilfældet for alle 25 eksisterende medlemslande.

 

Danmark har i dag 14 ud af i alt 732 medlemmer af Europa-Parlamentet. Danmark vil som konsekvens af Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse få et medlem færre, dvs. 13, fra og med den nye valgperiodes begyndelse i 2009.

 

Denne fordeling af pladser i Europa-Parlamentet og fordelingen af stemmevægtningen i Rådet blev medlemslandene enige om i en erklæring til Nice-traktaten, hvor man enedes om en fælles holdning, som medlemslandene ville indtage under de relevante tiltrædelseskonferencer.

 

Såfremt forfatningstraktaten måtte træde i kraft, vil der gælde andre regler. Disse er nærmere beskrevet i bemærkninger til lovforslaget og den hertil knyttede redegørelse for tiltrædelseskompleksets indhold.