Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

 

 

 

 

 

 

Den 28. november 2006

 

 

 

 

 

Sagsnr.: 3965


 

 

 

 

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 24. november 2006 (Ad L 28) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 29:

 

Spørgsmål 29:

”Vil ministeren redegøre for, hvorfor de mange indberettede sager ikke har ført til sager ved domstolene med henblik på lukning af virksomhederne?”

 

Svar:

Fødevarestyrelsen har rettet spørgsmålet til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Økonomi- og Erhvervsministeriet, der administrerer næringsbrevsordningen. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Det er en forudsætning for at kunne anvende bestemmelsen om frakendelse, at påstand om frakendelse sker i forbindelse med idømmelse af straf for væsentlig overtrædelse af en af de omfattede særlovgivninger. Under en straffesag vil der derfor samtidig skulle nedlægges påstand om straf for overtrædelser af særlovgivningen og frakendelse af retten til at udøve virksomhed i henhold til loven.

 

Det er de enkelte myndigheder, som fører tilsyn og sanktionerer i henhold til særlovgivningerne, som i forbindelse med, at der konstateres en konkret overtrædelse, også skal vurdere, om der udover den konkrete sag også skal rejses en frakendelsessag.

 

I myndighedernes vurdering indgår alle væsentlige overtrædelser indberettet til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens register over væsentlige overtrædelser. Det forudsættes, at før en myndighed rejser en frakendelsessag, har virksomheden gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder væsentligt overtrådt særlovgivningerne.

 

Ordningen har kun været i kraft i godt et år, og der er endnu kun ganske få virksomheder, der har mere end én væsentlig overtrædelse indberettet. Da forudsætningen for bestemmelsens anvendelse som hovedregel kræver, at virksomheden har begået gentagne væsentlige overtrædelser, er forudsætningen for bestemmelsens anvendelse for de fleste virksomheders vedkommende ikke opfyldt, og der er derfor endnu ikke rejst frakendelsessager imod disse virksomheder.

 

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan desuden oplyse at der dags dato er indberettet i alt 649 væsentlige overtrædelser, af de love, der er omfattet af lovgivningen om næringsbreve til fødevarebutikker og restaurationer.”


 

Fødevarestyrelsen har supplerende oplyst, at det løbende vurderes om registrering af nye overtrædelser sammenholdt med eventuelt allerede registrerede overtrædelser giver grundlag for at rejse en frakendelsessag ved domstolene. Dette har ifølge Fødevarestyrelsen endnu ikke været tilfældet af de af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i afsnit 5 anførte grunde.

 

 

 

Lars Barfoed

/Thomas Elvensø