Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 12 af 6. november 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love. (Gruppesøgsmål m.v.) (L 41).

 

Spørgsmål:

 

          ”Ministerens kommentarer udbedes til Landbrugsrådets brev af 13/10-06 til ministeren, jf. L 41 - bilag 3.”

 

Svar:

 

1. Landbrugsraadet har i henvendelsen til Retsudvalget i det væsentlige gentaget de synspunkter, der fremgår af Landbrugsraadets høringssvar over Retsplejerådets betænkning nr. 1468/2005 om reform af den civile retspleje IV (Gruppesøgsmål mv.), som lovforslaget bygger på.

 

Der kan herom henvises til pkt. 1 og 4 i den kommenterede høringsoversigt (L 41 – bilag 1), hvor Landbrugsraadets høringssvar er kommenteret.

 

2. Landbrugsraadet har endvidere anført, at det efter Landbrugsraadets opfattelse vil være en alvorlig forringelse af retssikkerheden for den sagsøgte, hvis der indføres gruppesøgsmål efter en frameldingsmodel, og at det ikke fremgår tilstrækkeligt tydeligt af lovforslagets bemærkninger, hvornår frameldingsmodellen i det hele taget kan anvendes.

 

Justitsministeriet skal hertil anføre, at der i pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger er redegjort for, at hovedreglen efter lovforslaget er, at gruppesøgsmål gennemføres efter en tilmeldingsmodel, men at der også bør være mulighed for i særlige tilfælde at gennemføre et gruppesøgsmål efter en frameldingsmodel. Der er i lovforslagets bemærkninger endvidere redegjort nærmere for, hvornår frameldingsmodellen vil kunne anvendes, og det er præciseret, at frameldingsmodellen kun kan anvendes, når det er klart, at kravene på grund af deres ringe størrelse almindeligvis ikke kan forventes fremmet ved individuelle søgsmål, jf. forslaget til retsplejelovens § 254 e, stk. 8 (lovforslagets § 1, nr. 10), og bemærkningerne hertil. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at denne betingelse normalt kun bør anses for at være opfyldt, hvis det enkelte krav ikke overstiger ca. 2.000 kr.

 

3. Landbrugsraadet har endvidere anført, at det er uklart, på hvilket grundlag en domstol skal fastsætte en erstatning, hvis antallet af gruppemedlemmer ikke kendes, eller hvordan det sikres, at en tilkendt erstatning i et gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen tilfalder de rette.

 

Justitsministeriet skal hertil anføre, at lovforslaget ikke ændrer gældende materielle regler og principper om individuel udmåling af erstatning for det lidte tab og af for meget betalt vederlag, jf. pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Hvis ensartede spørgsmål, f.eks. vedrørende ansvarsgrundlaget, er udskilt til særskilt behandling under et gruppesøgsmål, kan der i tilfælde, hvor gruppen får medhold, være behov for efterfølgende at afklare, hvilket beløb det enkelte gruppemedlem skal have udbetalt i erstatning mv. Hvis grundlaget for erstatningsudmålingen mv. ikke er ensartet, vil udmålingen af de enkelte erstatninger ikke kunne ske efter de foreslåede regler om gruppesøgsmål, og det vil derfor kunne være nødvendigt for de gruppemedlemmer, der ikke opnår en forligsmæssig løsning, efterfølgende at anlægge individuelle søgsmål om udmålingen af erstatning mv., jf. pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

 

Det vil fremgå af dommen, hvem der er omfattet af gruppesøgsmålet. I et frameldingsgruppesøgsmål vil dommen således indeholde en fortegnelse over dem, der ikke har frameldt sig (og dermed er omfattet af gruppesøgsmålet), eller en fortegnelse over dem, der har frameldt sig, således at det sammenholdt med beskrivelsen af gruppen vil kunne udledes, om en given person er omfattet af gruppesøgsmålet. I det omfang den domfældte ikke af sig selv betaler tilkendte erstatningsbeløb mv. til de relevante gruppemedlemmer, må de pågældende rejse kravet over for den domfældte, og beløbene vil i givet fald kunne inddrives efter retsplejelovens almindelige regler om tvangsfuldbyrdelse, jf. pkt. 3.11 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

 

4. Endelig anfører Landbrugsraadet, at det ikke fremgår af bemærkningerne, om frameldingsmodellen vil kunne anvendes, hvis sagsøgte er en offentlig myndighed.

 

Efter lovforslaget er det bl.a. en betingelse for at gennemføre et gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen, at Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant, jf. forslaget til retsplejelovens § 254 c, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 10), og bemærkningerne hertil. I det omfang en offentlig myndighed udøver erhvervsvirksomhed, der er omfattet af Forbrugerombudsmandens kompetence efter markedsføringsloven mv., jf. markedsføringslovens § 2, stk. 1, vil den pågældende myndighed kunne være sagsøgt i et gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen.