Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 14 af 20. november 2006 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love. (Gruppesøgsmål m.v.) (L 41).

 

Spørgsmål:

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 20/11-06 fra Forbrugerrådet, jf. L 41 – bilag 4.”

 

Svar:

 

Forbrugerrådet anfører i henvendelsen til Retsudvalget bl.a., at rådet generelt støtter forslaget om at indføre regler om gruppesøgsmål i dansk ret. Forbrugerrådet fremhæver bl.a., at det med de foreslåede regler bliver muligt at føre sager, som ikke bliver ført i dag, fordi der er tale om mange forbrugere og mindre beløb (såkaldt individuelt uprocesbare krav). Den foreslåede frameldingsmodel indebærer, at også de ressourcesvage forbrugere, der ellers ikke kan nås, kan blive omfattet af et gruppesøgsmål.

 

Denne del af Forbrugerrådets henvendelse giver ikke Justitsministeriet anledning til bemærkninger. Der kan om baggrunden for, at der som hovedregel foreslås gruppesøgsmål efter en tilmeldingsmodel, men med mulighed for i særlige tilfælde at anlægge et frameldingsgruppesøgsmål, henvises til pkt. 3.1 og 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

 

Med hensyn til Forbrugerrådets bemærkninger om, at også andre end offentlige myndigheder (Forbrugerombudsmanden) bør kunne udpeges som grupperepræsentant i et frameldingsgruppesøgsmål, henvises til besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål nr. 5 vedrørende lovforslaget.