Besvarelse af spørgsmål nr. <DOCUMENT_START>24 af 29. november 2006 fra Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri vedrørende forslag til ændring af lov om udendørs hold af svin, lov om indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin samt lov om indendørs hold af drægtige søer og gylter (Gennemførelse af Europarådets reviderede rekommandation om svin m.v.) (L 45)

 

Spørgsmål:

 

                   ”Betyder ”altid fri adgang til vand” nødvendigvis, at EU kræver, at der skal installeres vandingsanlæg med ventil?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet kan oplyse, at direktiv 91/630/EØF om fastsættelse af mindstekrav med hensyn til beskyttelse af svin, stiller krav om, at svin på over to uger skal have permanent adgang til frisk drikkevand i tilstrækkelig mængde, jf. herved direktivets bilag, kapitel 1, punkt 7. Direktivet indeholder derimod ikke nærmere krav om, hvordan drikkevandet skal gøres tilgængeligt for svinene.

 

Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at det vil være i overensstemmelse med direktivets krav at stille rent drikkevand til rådighed for svinene på anden måde end ved hjælp af vandingssystemer med ventiler, forudsat at svinene har permanent adgang til vand i en tilstrækkelig mængde, og forudsat at vandet har tilstrækkelig god kvalitet.

 

Til nærmere belysning af spørgsmålet om svins mulighed for at optage vand, har Justitsministeriet anmodet Danmarks JordbrugsForskning om en udtalelse. Danmarks JordbrugsForskning har udtalt følgende:

 

”Set fra en biologisk synsvinkel vil krav om specifikke vandanordninger være overraskende, fordi svin i naturen drikker fra et åbent vandspejl. Dette kan opnås ved brug af drikkekar. Svin kan dog forholdsvis let lære at drikke af drikkenipler eller betjene vandkopper, hvor vandet lukkes ud i en skål ved tryk med trynen på en trykplade. Det kræver dog en fornuftig teknisk udformning mht. åbningskraft og vandydelse. Drikkenipler og vandkopper øger sikkerheden for rent drikkevand, men er ikke en betingelse herfor.

 

Fri adgang til rent drikkevand kan opnås ved enhver vandanordning, der for det første forefindes i tilstrækkeligt antal og højde i forhold til antal og alder af dyr, der skal betjenes, og for det andet er frostfri og giver rent vand. Anordningerne kan være udformet som vandkar med mulighed for manuel eller automatisk tømning og fyldning, drikkenipler, vandkopper eller en kombination af disse muligheder. Kortvarigt skift til vandkar, f.eks. på vinterdage med hård frost, vil næppe volde problemer for dyrene, da optagelse af vand fra et åbent vandspejl er en del af deres naturlige adfærd. Evnen til at betjene drikkenipler og vandkopper afhænger derimod af forudgående indlæring. Nærmere anbefalinger vedrørende drikkeanordninger kan findes på Dansk Svineproduktions hjemmeside INFOSVIN.dk.”

 

Justitsministeriet har desuden anmodet Fødevarestyrelsen om en udtalelse. Fødevarestyrelsen har udtalt følgende:

 

”Vandingsanlæg, hvor svinene har fri adgang til vand ved hjælp af drikkeventiler, er udbredt. Ventilerne kan være udformet som enten sutteventiler, bideventiler eller næseventiler. Alle ventiler kræver en aktiv indsats fra svinets side for at ventilen åbnes og vand tildeles. Drikkekopper kan placeres under ventilen for at opsamle evt. vandspild og giver mulighed for at én eller få svin kan drikke ad gangen.

 

Udover det nævnte vandingsanlæg vil fri adgang til rent drikkevand også kunne sikres ved at tildele svinene vand i et vandtrug eller drikkekar. Det vil dog være nødvendigt, at der fyldes vand i med så jævne mellemrum, at der altid er rent drikkevand tilstede i disse.”