Dato:            4. december 2006

Kontor:         Forvaltningsjuridisk kt.

J.nr.:             2006-1640-17

Sagsbeh.:   sdy

Fil-navn:       FT-spg/SUU nr. 122 L50 besvarelse

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 122 (L 50), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 28. november 2006

 

Spørgsmål 122:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 28. november 2006 fra Datatilsynet, jf. L 50 – bilag 32"

 

Svar:

 

Datatilsynet har i henvendelse af 28. november 2006 til Folketingets Sundhedsudvalget anført, at de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 13 (§ 42 a, stk. 1) kan give anledning til misforståelse om, hvilket regelsæt der regulerer adgangen til opslag i systemer/registre, som alene føres med henblik på udførelse af statistiske eller videnskabelige undersøgelser af væsentlig samfundsmæssig betydning f.eks. Cancerregisteret. Endvidere anfører Datatilsynet, at det er tilsynets klare opfattelse, at en sådan adgang alene er reguleret af lov nr. 528 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger § 10.

 

Indenrigs- og Sundhedsministeriet er enigt med Datatilsynet i, at adgang til registre med personoplysninger på sundhedsområdet, som alene føres med henblik på udførelse af statistiske eller videnskabelige undersøgelser af væsentlige samfundsmæssige betydning, eksempelvis Cancerregisteret, udelukkende er reguleret af persondatalovens § 10.

 

Det tilføjes, at kerneområdet for lovforslaget er elektroniske patientjournaler (EPJ), men også andre elektroniske systemer med såvel administrative som behandlingsunderstøttende formål vil være omfattet af reglen, f.eks. Landspatientregisteret, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 13 (§ 42 a, stk. 1).