Dato:           

Kontor:         Lægemiddelkontoret

J.nr.:             2006-13009-330

Sagsbeh.:   TBA

Fil-navn:       Dokument 2

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 60 (ad L 50 – Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 14. november 2006

 

Spørgsmål 60:

"Vil ministeren med henvisning til 1. behandlingen, hvor han overfor Apotekerforeningens forslag om en bagatelgrænse, nævner at ”så skulle man måske snarere se på, hvor stort problemets reelle omfang er og hvad man kan gøre for at komme det til livs, når folk føler at der er et problem", tage initiativ til at igangsætte et arbejde med henblik på snarest at få afdækket omfanget af problemerne med hyppige medicinskift i forhold til de relevante sygdomsgrupper og ældre.”

 

Svar:

Som oplyst i min besvarelse af 10. november 2006 af en henvendelse fra Danmarks Apotekerforening, som jeg har oversendt til Folketingets Sundhedsudvalg s.d. i forbindelse med min besvarelse af spørgsmål nr. 1, vil jeg tage initiativ til, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet støtter en større undersøgelse, som målrettet søger at give en bredere belysning af eventuelle sundhedsmæssige problemer i forbindelse med medicinskift. Der er som nævnt tale om en større undersøgelse, der skal give et grundigt og sagligt grundlag for at overveje behovet for politiske initiativer. Undersøgelsen vil derfor også have en vis tidsmæssig udstrækning.

 

Idet der i spørgsmålet særligt henvises til ældre patienter, skal jeg supplerende bemærke, at lægen efter min opfattelse altid bør overveje at ordinere dosispakkede lægemidler, hvis lægen vurderer, at de har brug for hjælp til at holde styr på deres medicin i dagligdagen. Denne ordning vil uden videre løse hovedparten af de problemer omkring udskiftning af præparater, som måtte forekomme.