Dato:

22. februar 2007

Kontor:

Udlændingelovs-kontoret

J.nr.:

2006/4000-78

Sagsbeh.:

ATO

Fil-navn:

Besvarelse

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 11 ad L 93 stillet af Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 8. februar 2007.

 

Spørgsmål:

”Vil ministeren forpligte sig til at ændre den danske indvandringsprøve i overensstemmelse med konklusionerne fra den uafhængige hollandske kommission, som er nedsat for at vurdere, om indvandringsprøven er i overensstemmelse med EMRK, såfremt kommissionen når frem til, at indvandringsprøven strider mod EMRK?”

Svar:

Jeg har forstået spørgsmålet således, at der henvises til den rådgivende komité, der blev nedsat forud for udformningen af den nederlandske indvandringsprøve med henblik på bl.a. at afklare forholdet til artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Denne komité konkluderede bl.a., at prøveniveauet skulle fastsættes således, at ingen på forhånd var afskåret fra at tage prøven.

 

Der blev endvidere nedsat en arbejdsgruppe – Franssen Kommissionen – der skulle fastlægge det sproglige og faglige niveau. Denne arbejdsgruppe fandt, at et passende sprogniveau for indvandringsprøven var A1 minus.

 

Udtalelserne fra den rådgivende komité og Franssen Kommissionen er indgået i de nederlandske myndigheders arbejde med udformning af den nederlandske indvandringsprøve.

 

Den danske indvandringsprøve vil bygge på de nederlandske erfaringer, men naturligvis blive tilpasset danske forhold. Som den nederlandske indvandringsprøve vil sprogniveauet i den danske også blive fastsat til A1 minus. Dette niveau er fastsat under hensyn til, at også personer uden uddannelse skal have mulighed for at bestå prøven.