Dato:

21. februar 2007

Kontor:

Udlændingelovs-kontoret

J.nr.:

2006/4000-78

Sagsbeh.:

ATO

Fil-navn:

Besvarelse

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 38 ad L 93 stillet af Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 8. februar 2007.

 

Spørgsmål:

”Ministeren bedes bekræfte, at psykisk sygdom, herunder diagnosen PTSD, vil kunne medføre en undtagelse fra dels indvandringsprøven, dels integrationseksamen, hvis en relevant læge dokumenterer, at ansøger er ude af stand til at leve op til kravene i enten indvandringsprøven eller integrationseksamen.”

Svar:

Der kan dispenseres fra kravet om at aflægge og bestå indvandringsprøven i de tilfælde, hvor der i dag ses bort fra betingelser for ægtefællesammenføring, og i de tilfælde, hvor der i dag ses bort fra det gældende sprogkrav i forhold til tidsubegrænset opholdstilladelse.

 

Ligeledes kan der dispenseres fra kravet om integrationseksamen som betingelse for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, hvor der i dag ses bort fra det gældende sprogkrav i forhold til tidsubegrænset opholdstilladelse.

 

Der er mulighed for at dispensere fra det gældende sprogkrav i forhold til tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis udlændingen ikke opfylder kravet som følge af fysisk eller psykisk handicap, tortur- eller voldsoplevelse eller stærkt traume eller sygdom, eller manglende opfyldelse i øvrigt er rimeligt begrundet i udlændingens kvalifikationer eller andre forhold.

 

Hvis en udlænding således som følge af sygdom, herunder psykisk sygdom, ikke vil kunne gennemføre indvandringsprøven eller ikke kan opfylde kravet om integrationseksamen, vil der blive dispenseret fra henholdsvis indvandringsprøven og integrationseksamenen.

 

Jeg kan ikke tage nærmere stilling til, hvilke diagnoser der vil kunne medføre, at en udlænding ikke vil være i stand til at gennemføre indvandringsprøven eller opfylde integrationseksamen.