Dato:

27. februar 2007

Kontor:

Udlændingelovs-kontoret

J.nr.:

2006/4000-78

Sagsbeh.:

ATO

Fil-navn:

Besvarelse

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 48 ad L 93 stillet af Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 8. februar 2007.

 

Spørgsmål:

”Ministeren bedes yde teknisk bistand til udformning af et ændringsforslag, hvorefter betingelsen om, at man for at få meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse skal opfylde et sprogkrav og et beskæftigelseskrav, den såkaldte integrationseksamen, jf. forslagets § 1, nr. 6-10, ændres, således at der kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse allerede på det tidspunkt, hvor den pågældende har bestået en af integrationsministeren godkendt danskprøve eller en godkendt danskprøve sammen med en godkendt engelskprøve og har haft ordinær fuldtidsbeskæftigelse i 2 år.”

Svar:

Et ændringsforslag kunne udformes således:

 

Ӯndringsforslag til

 

Forslag nr. L 93 om ændring af udlændingeloven og lov om aktiv socialpolitik

(Indvandringsprøve, integrationseksamen, opholdstilladelse med henblik på at søge beskæftigelse m.v.)

 

Til § 1

 

1. Efter nr. 5 indsættes som nye numre:

 

”01. I § 11, stk. 3, ændres ”jf. dog stk. 7-9,” til ”jf. dog stk. 8-10.”

 

02. I § 11 indsættes efter stk. 3 indsættes som nyt stykke:

”Stk. 4. Uanset betingelserne i stk. 3, 1. pkt., ikke er opfyldt, kan der efter ansøgning meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding, der har

1) bestået en af ministeren for flygtninge, indvandrere og integration godkendt danskprøve eller en godkendt danskprøve sammen med en godkendt engelskprøve, jf. stk. 12, og

2) haft ordinær fuldtidsbeskæftigelse i Danmark i mindst 2 år, jf. stk. 12.”

Stk. 4-11 bliver herefter til stk. 5-12.”

 

[konsekvensændring samt ny bestemmelse om tidsubegrænset opholdstilladelse for udlændinge med tilknytning til arbejdsmarkedet]

 

2. Nr. 8 udgår.

 

[beskæftigelseskrav udgår]

 

3. Nr. 10 udgår.

 

[konsekvensændring – dispensation fra beskæftigelseskrav udgår]

 

7. Efter nr. 10 indsættes som nye numre:

 

”01. I § 11 a, stk. 1, ændres ”§ 11, stk. 7” til: ”§ 11, stk. 8”.

 

02. I § 11 a, stk. 4, ændres ”§ 11, stk. 7” til: ”§ 11, stk. 8”.”

 

[konsekvensændring]

 

 

Jeg har forstået spørgsmålet således, at udvalget ønsker teknisk bistand til at udforme et ændringsforslag, der indebærer, at der kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, som alene er betinget af, at udlændingen har bestået en godkendt danskprøve eller en godkendt danskprøve sammen med en godkendt engelskprøve og har haft ordinær fuldtidsbeskæftigelse i 2 år.

 

Jeg kan ikke tilslutte mig et sådant ændringsforslag. Et sådant ændringsforslag indebærer, at der blandt andet ikke kan stilles krav om, at udlændingen ikke må have forfalden gæld til det offentlige, og at udlændingen ikke må være idømt en ubetinget frihedsstraf på mindst to år eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en række nærmere angivne lovovertrædelser (drab, voldtægt, grov vold, menneskesmugling, narkotikakriminalitet m.fl.).

 

Jeg skal dertil bemærke, at der efter de gældende regler allerede er mulighed for at meddele tidsubegrænset opholdstilladelse til en velintegreret udlænding, der har boet lovligt her i landet i de sidste fem år, har haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet i de sidste tre år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke inden for de sidste tre år har modtaget anden hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven end hjælp bestående af enkeltstående ydelser af mindre beløbsmæssig størrelse, der ikke er direkte relateret til forsørgelse, eller ydelser, der må sidestilles med løn eller pension eller træder i stedet herfor, og som har opnået en væsentlig tilknytning til det danske samfund. Hvis ganske særlige grunde taler derfor, kan der meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter tre år.

 

I begge tilfælde skal udlændingen opfylde de almindelige betingelser for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse såsom sprogkrav og vandelskrav.

 

Et ændringsforslag som det foreliggende vil indebære, at disse bestemmelser ikke længere vil have et selvstændigt indhold.