Dato:

26. februar 2007

Kontor:

Udlændingelovs-kontoret

J.nr.:

2006/4000-78

Sagsbeh.:

ATO

Fil-navn:

Besvarelse

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 8 stillet af Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 8. februar 2007.

 

Spørgsmål:

”Ministeren bedes yde teknisk bistand til udformning af et ændringsforslag, hvor kravet om beskæftigelse differentieres i forhold til ansøgers arbejdsevne med udgangspunkt i ansøgers indplacering i matchgruppesystemet, dog således at kravet til beskæftigelse aldrig overskrider 2 år og 6 måneder.”

Svar:

Jeg har anmodet beskæftigelsesministeren om assistance til ændringsforslaget, da det omhandler beskæftigelsesministerens del af lovforslaget. Beskæftigelsesministeren er fremkommet med følgende udtalelse:

 

”Et ændringsforslag kunne udformes således:

 

Ændringsforslag til

 

Forslag nr. L 93 til lov om ændring af udlændingeloven og lov om aktiv socialpolitik (Indvandringsprøve, integrationseksamen, opholdstilladelse med henblik på at søge beskæftigelse m.v.)

 

 

Ændringsforslag

 

Til § 2

 

”1) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 11, stk. 3, nr. 2, ændres ”ordinær beskæftigelse her i riget i en tid, som sammenlagt svarer til fuldtidsbeskæftigelse i 2 år og 6 måneder inden for de seneste 8 år” til: ”opfylder et beskæftigelseskrav, jf. stk. 8”.”

 

2) Efter nr. 2 indsættes som nyt nr.:

01 Efter § 11, stk. 5, der bliver stk. 7, indsættes som nyt stykke:

”Stk. 8. Beskæftigelseskravet efter stk. 1, nr. 2, er

1) 2 år og 6 måneder inden for de seneste 8 år for personer, der ansøger om eller modtager starthjælp alene på grund af ledighed, og

2) 1 år og 6 måneder inden for de seneste 8 år for personer, der ansøger om eller modtager starthjælp på grund af problemer ud over ledighed.””

 

 

Jeg kan ikke tilslutte mig et sådant ændringsforslag.

 

En ansøgers matchkategorisering kan i princippet skifte, hver gang ansøgeren har en kontaktsamtale på kommunen. Derfor vil afgørelsen af tidspunktet for overgang fra starthjælp til kontanthjælp kunne skifte ved hver kontaktsamtale, hvis beskæftigelseskravet differentieres efter den til enhver tid besluttede matchkategorisering. Hvis beskæftigelseskravet eksempelvis fastsættes ved resultatet af matchkategoriseringen ved den første kontaktsamtale efter lovens vedtagelse, vil beskæftigelseskravet ikke nødvendigvis afspejle den aktuelle arbejdsevne.

 

Det bemærkes, at persongruppen i § 11, stk. 8, nr. 1, svarer til matchgruppe 1-3 og persongruppen i § 11, stk. 8, nr. 2, svarer til matchgruppe 4-5. Matchgruppeinddelingen fremgår ikke af lovgivningen, men af bekendtgørelsen om visitation og det individuelle kontaktforløb.

 

Da spørgsmålet ikke nærmere specificerer, på hvilken måde beskæftigelseskravet skal differentieres i forhold til matchkategorier, er valget af 2 år og 6 måneder for matchgruppe 1-3 og 1 år og 6 måneder for matchgruppe 4-5 i ændringsforslaget alene eksempler på en differentiering og ikke nødvendigvis udtryk for forslagsstillernes ønske.”

 

Jeg skal henholde mig til beskæftigelsesministerens udtalelse.