SHL/MOL 31/05/2006
Ref : 03-520220-002
Note til Folketingets Europa udvalg
Rådsmøde transport, tele og energi 8.-9. juni 2006
Transportdelen, dagsordenspunkt 11: Forslag til rådsbeslutning om indgåelse på Det Europæiske
Fællesskabs vegne af protokollen til Alpekonventionen vedrørende transport.
Dansk Transport og Logistik (DTL) vil i denne note gerne fremføre sine synspunkter i relation til punktet på
dagsordenen for det kommende Rådsmøde (Transport, tele og energi) om transportprotokollen til Alpe-
konventionen.
Som det angives i Transport- og Energiministeriets samlenotat af. 19. maj til Europaudvalget, har sagen ikke
været sendt i høring.
Den 16. maj 2006 modtog DTL et udkast til rammenotat fra Transport- og Energiministeriet med henblik på
møde i specialudvalget for transportspørgsmål den 18. maj 2006. På mødet i specialudvalget anførte DTL –
støttet af Dansk Industri og HTSI – at man ikke umiddelbart kan støtte indstillingen om at lade Danmark
støtte, at EU tiltræder protokollen.
DTL skal i særdeleshed henlede Europaudvalgets opmærksomhed på følgende elementer:
Der er danske erhvervsinteresser forbundet med transit gennem Alperne og Østrig. Adgang til transit
gennem Alperne har længe været afgørende for danske vognmænds konkurrenceevne overfor særligt
vognmænd fra Holland, Tyskland og Belgien. Transit gennem Østrig var i mange år frem til 2004
reguleret gennem de såkaldte økopoint, hvor en transit kørsel gennem Østrig krævede et bestemt
antal økopoint. Danmark var i de sidste år af dette system blandt de 6 lande, der fik tildelt højeste
antal økopoint fra den samlede pulje til rådighed for EU-landene. Systemet blev afskaffet, da
skadelige emissioner fra lastbiler havde nået et lavpunkt, som gjorde et kvotesystem overflødigt.
DTL finder ikke, at transportprotokollen er i harmoni med den seneste EU-lovgivning af relevans for
Alpeområdet. Protokollen er underskrevet i 2000. I 2005 vedtog EU nye regler for vej- og
brugsafgifter. Et centralt element i forhandlingerne om det såkaldte eurovignetdirektiv var at sikre
mulighed for særlige afgifter i følsomme områder som f.eks. Alperne, men på en ikke-
diskriminerende og gennemsigtig måde. DTL foretrækker anvendelsen af EU-ret frem for
introduktion af instrumenter som Alpe-konventionen, der kun kan bidrage til yderligere at fjerne
gennemsigtighed for afgifter og anden regulering af transporter gennem Alperne.
Generelt er det vores opfattelse, at den grundlæggende filosofi, der ligger bag ved protokollen, er
utidssvarende og ude af trit med de ændrede forhold vi ser i dag med hensyn til kraftigt øget behov
for at få flyttet godsmængder inden for Fællesskabet, den fortsatte urentable og ineffektive
godstransport ad jernbane på det eksisterende skinnenet i Alpeområdet samt endelig den klare
miljøforbedring, som Euro normerne for lastbiler har bevirket på emissionsområdet.
Mere konkret skal vi særligt henvise til transportprotokollens artikel 11, hvorefter man med
forbuddet mod at udbygge vejinfrastrukturen har til hensigt udelukkende at ramme den
alpeoverskridende transittrafik, mens der åbnes op for visse muligheder for den nationale trafik
(intra-Alpine traffic). Dette finder vi ikke tilgodeser de interesser, EU-lande som Danmark har i at
kunne udføre væsentlige og effektive godstransporter til de sydligste EU-lande, tredjelandene på
Balkan samt Tyrkiet.
1