MILJØstyrelsen
Pesticider
6. september 2006
J. nr.
NSH/VM/SAMUN
Rådsmøde (landbrug og fiskeri) den 18. september 2006
Samlenotat
Dagsordenspunkt 5: Kommissionens forslag til forordning af EU Parlamentet og Rådet
om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, KOM(2006) 388 final.
Resumé
Kommissionen foreslår, at ændre direktiv 91/414/EØF om markedsføring af
plantebeskyttelsesmidler. Hovedelementerne i forslaget er, at aktivstoffer godkendes på EU
niveau efter bestemte kriterier, og der opstilles afskæringskriterier for, hvornår et stof ikke kan
godkendes. For plantebeskyttelsesmidler indføres ifølge forslaget en tvungen gensidig
anerkendelse af godkendelser givet af et andet land i den zone, landet tilhører. Endvidere
indføres krav om substitution af særligt problematiske plantebeskyttelsesmidler. Endelig
indføres tidsubegrænsede godkendelser af aktivstoffer og plantebeskyttelsesmidler samt
godkendelsesprocedurer for aktivstoffer med lav risiko og basisstoffer.
Forslaget vurderes samlet set at få negativ indflydelse på beskyttelsesniveauet i Danmark.
1. Status
Kommissionen sendte den 18. juli 2006 ovennævnte forslag til Rådet og Europa-Parlamentet.
Forslaget har hjemmel i TEF artikel 37(2) og artikel 152(4)(b), og skal derfor vedtages af Rådet
med kvalificeret flertal efter proceduren om fælles beslutningstagen i TEF artikel 251.
Grundnotat er endnu ikke oversendt til Folketinget.
Forslaget forventes at blive præsenteret for Rådet (landbrug) på dets møde den 18. september
2006.
2. Formål og indhold
Forslaget skal erstatte det nuværende direktiv 91/414/EØF om markedsføring af
plantebeskyttelsesmidler. Revisionen af 91/414 har ifølge Kommissionen til formål at sikre et
højere beskyttelsesniveau for miljø og sundhed, og at få det indre marked til at fungere mere
effektivt herunder at sikre landbrugerne i de forskellige medlemsstater lige adgang til
plantebeskyttelsesmidler. Herudover anfører Kommissionen også, at forslaget skal skabe mere