Spm. nr. S 1649

9) Til miljøministeren af:
Jørn Dohrmann (DF):
»Med hvilken begrundelse afviser ministeren at fastholde forbuddet mod salg af legetøj med ftalater fra den 16. januar?«

Hr. Jørn Dohrmann for begrundelse.

EU lægger op til at forbyde de her ftalater fra den 16. januar, og jeg vil gerne spørge ministeren, hvorfor ministeren så ønsker at fastholde, at man kan blive ved med at give en forlængelse, altså indtil den 16. april, i stedet for at fastholde det oprindelige udspil fra EU, som lægger op til den 16. januar. Kan jeg få en forklaring: Når noget bliver forbudt og er farligt fra den 16. april, hvorfor er det så ikke forbudt og farligt fra den 16. januar? Vi kan jo ikke have, at børnene har kontakt med giftige ftalater. Vi kan se beskrevet af Ritzau, at man har forbudt de giftige ftalater bl.a. i husholdningsfilm og den slags ting. Vi ved, at ftalater kan være skadelige, og derfor vil vi godt vide:
Hvor går grænsen? Hvornår bliver de her ting forbudt?

Hvad angår det sidste spørgsmål, er det fuldstændig klart, at man fra den 16. april ikke længere i Danmark kan købe legetøj med ftalater i. Det er faktisk en rigtig, rigtig hurtig udmøntning af en EU-regulering, som først kom på bordet sidste år, altså i december 2005 - for 15 måneder siden.
     Jeg må lige anholde: Der er ikke nogen risiko. Det er klart, at hvis der var en sundhedsrisiko, skulle det jo forbydes med dags varsel så at sige, fra man blev opmærksom på, at der er en sundhedsrisiko. Der er ingen dokumenteret risiko. Det er heller ikke det, EU siger, og det er heller ikke bevæggrunden for at ændre det her.
     Derimod har EU, da de alligevel ville forbyde ftalater i legetøj til små børn, det, der kommes i munden, som Danmark jo har haft forbud mod i mange år, gjort det til generel EU-politik og sagt: Ud fra et forsigtighedsprincip vil vi også tage det for de større børn med, også ud fra, at vi meget gerne vil have nogle alternativer til ftalater, og der, hvor der er alternativer til ftalater, vil vi tvinge brugen af alternativer frem. Det var derfor, man lavede den her regulering.
     Når vi har valgt at sige 16. april - 16. januar plus 3 måneder - er det i forståelse med Kommissionens anbefalinger fra i sommer. Der har været meget rod og uklarhed om, hvornår det her skulle træde i kraft, og hvordan det skulle implementeres. Kommissionen sagde i juli måned: Det vil være fornuftigt at give det 12 måneder, altså 16. januar plus 3 måneder, til at sælge ud, hvad der er. Der er Danmark faktisk foran en lang række EU-lande, som ikke kan sige, at pr. 16. april findes der ikke legetøj med ftalater i deres forretninger. Sverige og Storbritannien har f.eks. valgt, at der må sælges legetøj med ftalater, så længe lager haves, altså indtil der ikke er mere af det.

Det er ret interessant. Ministeren står og siger, at der ikke er nogen risiko. Man kan godt blive ret forvirret som forbruger, når man kan konstatere, at EU nu går ind og forbyder ftalater i legetøj - de har tidligere forbudt det på andre områder - for de store børn, fra 3 år og op til 14 år.
     Man anbefaler det altså fra den 16. januar, for det er det, man skriver ud om fra EU. Man siger den 16. januar, men ministeren forlænger det til den 16. april, hvor man forbyder det. Derfor kan folk godt blive ret forvirrede, det må jeg nok sige. Jeg kræver i hvert fald en god forklaring på, at man, når EU lægger op til den 16. januar, fortsætter med at give tilladelse til industrien om, at de kan sælge ud til den
16. april. Kan vi ikke få en klokkeklar forklaring: Er der en risiko, når EU forbyder nogle stoffer, eller er der ingen risiko?

Jeg kan berolige med, at der ingen risiko er. Det er, som jeg siger: Man har gjort det, fordi der har været en lang række forsøg, som har vist, at der ingen risiko er, men der har været et enkelt forsøg, så vidt jeg forstår, hvor der har været en mulighed for, at der kunne være en risiko. Vi er altså nede på nogle meget, meget små marginaler, og alligevel har EU netop af hensyn til forbrugerne sagt: Når nu vi alligevel skal ind og kigge på det her, når nu vi alligevel forbyder det, vi ved er farligt, nemlig nogle andre ftalater, der er i småbørns legetøj, så tager vi det her med i købet.
     Det er det, der er virkeligheden. Derfor synes jeg, at det også er rimeligt at tage hensyn til, at vi laver en fair regulering over for en branche, der altså har nogle meget, meget lange indkøbshorisonter. Vi laver en fair regulering og begynder ikke at være overdrevne i vores iver for at implementere noget meget hurtigt på et felt, hvor der dokumenteret ikke er nogen risiko. Jeg synes altså, at vi i fællesskab skulle glæde os over, at 15 måneder efter, at det her overhovedet kommer på bordet i EU, findes der ikke længere legetøj med ftalater på de danske hylder.

Jeg tror, at mange måske har svært ved at forstå det helt nøjagtigt, for Miljøstyrelsen har fundet et højt indhold af ftalater, altså DEHP, og de går også ind og siger: I skal helst ikke købe de her viskelædere. EU vurderer - det står i et ritzautelegram - at særlig tre typer ftalater kan virke hormonforstyrrende.

     Jeg vil godt spørge ministeren en gang til, for hun skal jo have en fair chance for at svare på de her ting: Er der en risiko for, at det kan påvirke vores forplantningsevne og give kræft og alle de her ting, som vi har en bekymring for, eller er der ingen risiko? Og hvis der ingen risiko er, sådan som ministeren tidligere har sagt det her i dag, hvorfor lægger man så op til at forbyde det fra den 16. januar 2007, og hvorfor gennemfører man så forbuddet fra den 16. april 2007?

Nu skal vi jo altså lige huske, at den danske legetøjsbranche frivilligt pr. 1. oktober 2006, 3½ måned før de skulle, har sagt: Vi importerer ikke længere legetøj, vi importerer ikke nye varer. Det har de gjort, 3½ måned før de ellers skulle.
     Det er jo fuldstændig rigtigt, at det her er enormt kompliceret, og at det kan være svært at forstå, bl.a. fordi der er så ubegribelig mange ftalater - i den luft, vi indånder her og nu, vil der være ftalater. Så det kan være svært at holde tingene adskilt. F.eks. har viskelæderet ikke noget at gøre med det her legetøjsforbud, som vi taler om. Det er nogle andre ftalater, og det er en anden slags problemstilling.
     Det, vi taler om her, er legetøj for børn over 3 år, og der skal vi altså huske, at et 5-årigt barn skal sutte på et stykke legetøj med den slags ftalater, vi taler om her, 5 timer om dagen hver dag i 1 år, og alligevel vil der ikke kunne måles nogen som helst effekt eller sundhedsrisiko. Jeg nævner det her som et eksempel - det er et reelt eksempel, det er en reel beregning - for at vi også får nogle proportioner ind i debatten.
     Men det er stadig væk sådan, at den 16. april er alle de her ting udfaset, og jeg tror, at danske forældre godt er klar over, at de skal kigge på: Er der ftalater, eller er der ikke ftalater i det, vi køber. Men 3 måneder fra nu kan der ikke længere købes legetøj med ftalater i Danmark.

Så er det hr. Torben Hansen som medspørger.

Jeg synes, det er ærgerligt, at ministeren har bøjet sig for et pres, som vi åbenbart ikke kan få indblik i hvad er, og har udsat den her frist i 3 måneder. Det synes jeg er ærgerligt, og jeg synes, det er beskæmmende.
     Ministeren bruger hele tiden som argumentation, at både Sverige og Storbritannien også har en længere frist, til og med den 16. april eller måske endda senere, men når ministeren bruger det som argumentation, kan hun så ikke også bekræfte, at det suverænt største legetøjsmarked i Europa - Tyskland - rent faktisk holder fast i den 16. januar, den samme dato, som ministeren jo også selv skrev ud om i juli måned 2006, og som ministeren åbenbart efter pres fra legetøjsindustrien selv ændrede til 3 måneder efter? Kan ministeren ikke bekræfte, at det største marked holder fast?

Jo, det er rigtigt. Det, der jo så i den sammenhæng kan være interessant, er: Hvis nu vi lige kører over Øresundbroen, så står vi i Malmø på en halv time, og der kan forbrugerne altså købe legetøj, indtil der ikke er mere på hylderne. Det er bare et eksempel på, at EU-landene har valgt at implementere det her forskelligt.
     Til gengæld må man jo så også sige - og det vil hr. Torben Hansen formentlig kunne give mig ret i - at der ikke er andre lande, hvor producenterne og importørerne har lovet, 3½ måned før de ellers skulle, at lade være med at importere, så der ikke kom mere ind på hylderne. Det er jo sådan set det, der er rigtig interessant i forhold til, hvor længe de her ting er i cirkulation.

Jo, men jeg synes da, det er glædeligt, at importørerne har stoppet allerede den 1. oktober 2006. Men når man så ser den dokumentation, der har ligget hen over sommeren, hvor man har kunnet forstå, at der var nogle frygtelig lange tidsfrister, kan man jo også se, at de kæmpestore lagre, som de bl.a. har op imod jul, har de langt hen ad vejen nået at fylde op inden den 1. oktober 2006. Så jeg tror ikke, det har været det store tab.
     Men kan ministeren bekræfte, at hun også har brugt argumentationen med, at det her vil koste legetøjsbranchen 1 mia. kr.? Vi kan bl.a. se af det, som ministeren har sendt over til Miljøudvalget, bilag 35, den 13. oktober 2006, at der henvises til, at industrien og importører regner med, at det her kommer til at koste dem 1 mia. kr. Og er det ikke ret meget, når man tager i betragtning, at den samlede omsætning inden for branchen er godt og vel 2 mia. kr., hvis de har halvdelen af deres omsætning til at ligge i ftalater - og fra januar til april? Det holder vist ikke vand, vil jeg sige til ministeren.

Det er nogle tal, som branchen har angivet. Jeg skal ikke kunne sige fuldstændig på decimaler, hvad det er.
     Det, der står fuldstændig klart, er, at der vil være tale om et tab. Det, der også står fuldstændig klart, er, at første gang, den branche overhovedet har kunnet ane, at der var noget på vej i forbindelse med den specielle regulering, vi taler om her, er i december 2005. De hører så om det ultimo februar 2006.

     De tror så, fordi de er vant til at arbejde med nogle andre slags direktiver i EU, at der er 18 måneders implementering, og derfor er der nogle af dem, der kommer i klemme.
     Der må jeg sige til Socialdemokratiets ordfører, at min tilgang til det her har været, at de store såmænd nok skal klare sig, dem er jeg overhovedet ikke bekymret for. Men der kan være nogle små legetøjsforhandlere, der kommer til at brænde inde med et eller andet et eller andet sted, fordi vi laver en alt for hurtig implementering - en hurtigere implementering, end de har haft mulighed for at forudse.
     Da de gør opmærksom på det i forsommeren og vi så tager det op i Europa-Kommissionen - hvordan det her bliver implementeret, og hvad der er den rigtige måde at gøre det på
- og der er rejst den usikkerhed, og det viser sig, at den er berettiget, så siger Kommissionen: Det, vi kan anbefale, er
12 måneder plus 3 måneder. Og må jeg så ikke lige gøre opmærksom på, at da den daværende regering lavede forbuddet mod det i forbindelse med børn under 3 år - der, hvor der reelt er en sundhedsrisiko - gav man ikke plus 3 måneder, da gav hr. Svend Auken plus 12 måneder.

Fjerde næstformand (Niels Helveg Petersen):
Hr. Jørn Dohrmann for et sidste spørgsmål.

Uanset hvad, ville det så ikke være mere sikkert for forbrugeren, at det blev forbudt fra den 16. januar 2007, så man ikke kunne købe det her legetøj mere til sine børn i butikkerne? Og fordi andre lande måske har en slap holdning netop på ftalatområdet, bør Danmark da ikke bare følge efter. Betyder det så, at ministeren vil have en endnu slappere holdning, fordi der er andre EU-lande, der ikke ligesom viser tilstrækkelig omhu i tide?
     Vi kan jo konstatere, at giftige ftalater er blevet forbudt, bl.a. i husholdningsfilm og den slags ting. Det er jo netop, fordi man har en begrundet mistanke om, at de kan være kræftfremkaldende og den slags ting. Er det så ikke også
- hvad skal man sige? - i den rette ånd, at man varetager forbrugernes interesser i stedet for industriens interesser?

Ministeren, som har 1 minut til at svare.

Nu er der altså forskel på husholdningsfilm, der kommer i berøring med madvarer - der er også forskel på, hvad det er for ftalater, der kommer i dem - og så f.eks. et løbehjul til et 10-årigt barn.
     Danmark følger ikke bare efter de andre lande. Vi har været foran de andre lande, vi har haft forbud i årevis, hvor resten af EU ikke har haft det. Nu kommer de så efter med et forbud, der så også tager det her skridt i forbindelse med legetøj for de større børn.
     Men jeg synes altså, at vi som politikere er forpligtet til at iagttage nogle proportioner, og det er stadig væk sådan i forbindelse med de her typer legetøj, de her typer ftalater, vi taler om, at det kræver, at et 5-årigt barn 5 timer om dagen hver dag året rundt har det i munden, og så kan der endda ikke påvises en sundhedsfare. Det har vi vel også en pligt til at tage i betragtning, når vi laver regulering, der påvirker diverse brancher.

Hermed sluttede spørgsmålet.