Er statsministeren enig i de bekymringer ved optagelse af Rumænien og Bulgarien i EU, som både EU-Kommissionens udsendte og Venstrefolk udtrykker, herunder på baggrund af de store problemer med mafiakriminalitet og kvindehandel i Rumænien og Bulgarien?
I forhold til Ritzautelegram » 291255:EU/KVINDEHANDEL« af 29. oktober 2006 er det glædeligt at se, at i hvert fald nogen i Venstre deler de bekymringer, som Dansk Folkeparti gentagne gange har udtrykt over optagelsen af Bulgarien og Rumænien i EU. Kommissionens egen udsendte, Klaus Jansen, har flere gange peget på, at der er store problemer med mafiakriminalitet og kvindehandel i de to lande, og at situationen især i Bulgarien er ude af kontrol.
Spørgeren har længe været meget bekymret for, at det ikke bliver muligt at inddæmme grænseoverskridende kriminalitet som eksempelvis kvindehandel, så længe antallet af medlemslande i EU stiger så ukontrolleret.
Især nu, hvor kritikken også rejses internt i partiet Venstre, bedes statsministeren tage stilling til denne problematik. Statsministeren jo også er formand for Venstre.