10. oktober 2007     

 

 

Endelig besvarelse af S 6198 stillet af folketingsmedlem Line Barfod, EL.

 

Spørgsmål S 6198:

Vil ministeren oplyse, hvilke initiativer han har taget og vil tage for at forebygge, at rednings-arbejdere bliver angrebet i forbindelse med deres arbejde, herunder om ministeren vil sikre ressourcer til, at de lokale beredskaber kan tage på forebyggende besøg i skoler, ungdomsklubber, boligkvarterer m.v.?

 

Svar:

Som jeg den 26. september 2007 oplyste i min foreløbige besvarelse af spørgsmålet, har Forsvarsministeriet anmodet en række relevante ministerier og myndigheder om bidrag til brug for besvarelsen af det stillede spørgsmål. Forsvarsministeriet har nu modtaget samtlige bidrag til besvarelsen.

 

Beredskabsstyrelsen har udtalt følgende:

 

”Det kommunale redningsberedskab hører under kommunalbestyrelsen. Redningsberedskabet skal efter beredskabsloven kunne yde en forsvarlig indsats mod skader på personer, ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger. I den forbindelse varetager redningsberedskabet forskellige forebyggende opgaver, som er reguleret i lovgivningen. Herudover iværksætter redningsberedskabet - i varierende omfang fra kommune til kommune - andre ikke-lovbestemte initiativer, som har karakter af ”blød” forebyggelse. Som eksempler herpå kan nævnes oplysningskampagner vedrørende emner, som ligger inden for redningsberedskabets opgavesæt, aktiviteter, der særligt henvender sig til børn og unge, undervisning i førstehjælp, elementær brandslukning m.v. Den brede kontaktflade i lokalsamfundet, som redningsberedskabet herved får, medvirker til at udbrede kendskabet til og forståelsen for redningsberedskabets opgaver og skabe et positivt image for beredskabet. 

 

Redningsberedskabets indsats ydes som udgangspunkt i et tæt samarbejde med andre relevante aktører på et skadested, herunder ikke mindst politiet.

 

Politidirektøren koordinerer efter beredskabsloven den samlede indsats ved større skader. Her i ligger bl.a., at politiet er ansvarlig for at foretage nødvendig bevogtning og afspærring, således at den samlede indsats kan foregå så effektivt som muligt. Det er en af politiets overordnede og almindelige opgaver at virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet, og dette gælder også i forbindelse med indsatser. Det er derfor politiets opgave at sikre, at brandfolk og ambulancefolk kan løse deres opgaver.

 

Om den generelle forebyggelse, der henvises til, kan det i øvrigt oplyses, at Beredskabsstyrelsen så sent som i august måned har orienteret kommunerne om et 3-dages kursus om konflikthåndtering i forbindelse med operativ myndighedsudøvelse, der udbydes af Erhvervsakademiet København Nord. Det pågældende kursus henvender sig til udsatte personalegrupper, hvor operativ myndighedsudøvelse indgår i erhvervet, og hvor der kan være potentielle konflikter, eksempelvis politibetjente, sikkerhedsvagter, fængselsbetjente, fogeder, vægtere, reddere og lign.”

 

Beskæftigelsesministeriet v/ Arbejdstilsynet har udtalt følgende:

 

”Arbejdstilsynets tilsynscentre har ikke været involveret i specifikke sager vedrørende forebyggelse af vold mod redningsarbejdere, men emnet har f.eks. været drøftet i forbindelse med tilsynsbesøg inden for brand- og redningsområdet.

 

Generelt kan det oplyses, at arbejdsgiveren ifølge arbejdsmiljøloven har ansvaret for, at arbejdsmiljøet er sikkert og sundt. Virksomheden skal udarbejde en arbejdspladsvurdering, der skal indeholde en handlingsplan til løsning af virksomhedens arbejdsmiljøproblemer – herunder f.eks.  voldsrisiko. På denne måde kan der arbejdes systematisk og løbende med løsning af problemer som eksempelvis vold.

 

Ved risiko for vold skal der desuden udarbejdes en beredskabsplan for, hvordan virksomheden forholder sig til risikoen. Denne plan skal indeholde retningslinier for, hvordan volden forebygges, håndtering af konkrete episoder, samt opfølgning når ansatte har været udsat for vold.

 

Beredskabsplanen kan fx beskrive arbejdsorganisatoriske tiltag, der forebygger, at ansatte udsættes for vold, herunder tilførsel af personale ved særlig risikofyldt arbejde, samt uddannelse i konfliktforebyggende og konfliktnedtrappende kommunikation.

 

Det er arbejdsgiverens ansvar, at de ansatte får en tilstrækkelig oplæring og instruktion i beredskabsplanen, så arbejdet kan udføres på en farefri måde.”

 

Justitsministeriet v/ Rigspolitiet har udtalt følgende:

 

”Som den altovervejende hovedregel bliver redningsmedarbejdere – det være sig ansatte i brandvæsenet og ambulancetjenesten – ikke af uvedkommende forhindret i at udføre deres arbejde.

 

Politiet har dog registreret, at der periodevis og i bestemte områder er indtruffet situationer, hvor udefrakommende har lagt hindringer i vejen for, at redningsarbejdet kan foregå på en uhindret måde. Det er naturligvis uacceptabelt.

 

Netop på dette område er der generelt set en løbende og tæt dialog mellem politikredsene og de lokale beredskabsmyndigheder. Opstår der lokale problemer med udførelsen af redningsopgaver, vil politiet efter anmodning og efter en konkret vurdering bistå redningsberedskabets ansatte ved løsningen af opgaverne. I den forbindelse kan det endvidere nævnes, at politiet får oplysninger om de konkrete redningsopgaver, der iværksættes som følge af opkald til politiets alarmcentraler.”

 

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har for sit vedkommende ikke yderligere at føje til besvarelsen.