Spørgsmålet, i hvert fald i den skriftlige formulering, var, om det, at der var korruption i landet, skulle have konsekvenser for, om Bulgarien kunne blive medlem af EU,.
Vi havde anden behandling i Folketinget i går, og der havde vi præcis den samme drøftelse, som vi har i dag. Ved den anden behandling viste det sig jo, at Dansk Folkeparti vil undlade at stemme i spørgsmålet om Bulgariens medlemskab, og at alle andre, minus de seks fra Enhedslisten, vil stemme for. Så beslutningen om, at Bulgarien kan blive medlem, er jo stort set taget af Folketinget.
Den er jo taget, selv om vi godt ved, at der er korruption i landet, og at korruptionen er fuldstændig uacceptabel. Det ved Kommissionen også godt, det ved vi alle sammen. Bulgarien ved det også, og Bulgarien har sat en masse ting i gang for at stoppe korruptionen, og Kommissionen vil holde øje med, at den bliver stoppet.
Jeg kan nævne, at den bulgarske regering er i fuld gang med det nødvendige arbejde. Man er kommet med udkast til forfatningsændringer, der skal sikre retsvæsenets uafhængighed og pålidelighed, man har lavet specielle indsatser mod korruption på højt niveau, og vi kan fra EU's side aktivere sikkerhedsklausulerne, hvis Bulgarien ikke lever op til de fastsatte målepinde, hvad angår bekæmpelse af korruption. For selvfølgelig kan vi da ikke have et land med dyb korruption. Men det ved de godt, og de arbejder også på det, og det er et af de områder, hvor der kommer særlige overgangsordninger og opmærksomhed. For vi kan ikke være tjent med det, og de kan ikke være tjent med det.