Spm. nr. S 742

13) Til udenrigsministeren af:
Morten Messerschmidt (DF):
»Hvad er udenrigsministerens kommentar til oplysninger fra Transparency International om, at Bulgarien i korruptionsniveau nu rangordnes med Colombia, og mener udenrigsministeren ikke, at det bør have konsekvenser for beslutningen om landets optagelse i EU, når det ledende bulgarske bureau, EBMD, i en meningsundersøgelse fra januar 2006 har konkluderet, at 60 pct. af de bulgarske embedsmænd selv siger, at korruption repræsenterer et væsentligt aspekt af deres arbejde, og 37 pct. siger, at korruption er et direkte problem i en eller anden grad, mens de tilsvarende tal i 2000 var 48 pct. og 39 pct.?«

Nu sagde udenrigsministeren i sit just overståede svar, at Dansk Folkeparti ønsker, at EU skal stoppe. Jamen EU er jo stoppet, forfatningen, som udenrigsministeren havde ønsket gennemført, er jo brudt sammen. Befolkningerne har sagt nej tak til den føderale model, som udenrigsministeren og hans venner ønsker for Europa. Så Europa udvikler sig i øjeblikket
i den retning, som Dansk Folkeparti har tænkt sig, og derfor ville det jo også være naturligt, om udenrigsministeren lyttede til det, som befolkningerne vil, når det kommer til Tyrkiet - og altså også når det kommer til spørgsmålet om Bulgarien og Rumænien, som så er temaet for det andet spørgsmål her. Det er sådan, at vi i sidste uge fik at vide, at med hensyn til korruptionsniveau ligger Bulgarien på samme niveau som Colombia. Det siger jo altså noget om, hvad det er for nogle lande, vi er ved at optage, at Bulgarien i indekseringen af korruptionsniveau ligger på samme niveau som Colombia. Når nu udenrigsministeren tænker på, hvor stor en omfordelingsmekasnisme EU er med penge ud og ind af forskellige konti, fonde og andre steder, ser udenrigsministeren ikke et rædselsscenario foran sig, ved at vi nu skal til at håndtere en administration, som altså bliver sammenlignet med den administration, man kender fra Colombia?

Spørgsmålet, i hvert fald i den skriftlige formulering, var, om det, at der var korruption i landet, skulle have konsekvenser for, om Bulgarien kunne blive medlem af EU,.
     Vi havde anden behandling i Folketinget i går, og der havde vi præcis den samme drøftelse, som vi har i dag. Ved den anden behandling viste det sig jo, at Dansk Folkeparti vil undlade at stemme i spørgsmålet om Bulgariens medlemskab, og at alle andre, minus de seks fra Enhedslisten, vil stemme for. Så beslutningen om, at Bulgarien kan blive medlem, er jo stort set taget af Folketinget.
     Den er jo taget, selv om vi godt ved, at der er korruption i landet, og at korruptionen er fuldstændig uacceptabel. Det ved Kommissionen også godt, det ved vi alle sammen. Bulgarien ved det også, og Bulgarien har sat en masse ting i gang for at stoppe korruptionen, og Kommissionen vil holde øje med, at den bliver stoppet.
     Jeg kan nævne, at den bulgarske regering er i fuld gang med det nødvendige arbejde. Man er kommet med udkast til forfatningsændringer, der skal sikre retsvæsenets uafhængighed og pålidelighed, man har lavet specielle indsatser mod korruption på højt niveau, og vi kan fra EU's side aktivere sikkerhedsklausulerne, hvis Bulgarien ikke lever op til de fastsatte målepinde, hvad angår bekæmpelse af korruption. For selvfølgelig kan vi da ikke have et land med dyb korruption. Men det ved de godt, og de arbejder også på det, og det er et af de områder, hvor der kommer særlige overgangsordninger og opmærksomhed. For vi kan ikke være tjent med det, og de kan ikke være tjent med det.

Jo, men vil det ikke være naturligt, at man først optager et land i EU, når det er nået i mål? Det virker da besynderligt, at man tager til takke med, at et land er på vej i målet.

     Det svarer jo til, at udenrigsministeren, hvis han vil købe en ny bil, går ned hos forhandleren, køber bilen, og så først efterfølgende sender sit budget ind til sin bankrådgiver for at finde ud af, om han rent faktisk har råd til bilen. Sådan er jeg overbevist om at en hæderlig og retskaffen mand som udenrigsministeren ikke ville håndtere hverken sit privatliv eller sit offentlige embede.
     Derfor kan jeg ikke forstå, at man tager til takke med svaret om, at de to lande er på vej, og at man håber, at de når i mål på et eller andet tidspunkt ude i en ikke helt defineret fremtid.
     Sagen er jo, at Kommissionens egen udsendte, Klaus Jansen, har rejst rundt i de her lande og påpeget den enorme laissez faire-mentalitet, som gør sig gældende i særlig den bulgarske administration, netop fordi de to lande af EU på forhånd var blevet lovet medlemskab senest ved indgangen til 2008.
     Er udenrigsministeren ikke enig i, at det er en fuldstændig forkert strategi at lægge an, at man: punkt 1) på forhånd lægger sig fast på et resultat, og punkt 2) ikke afventer, at landene er i mål, før man lover dem medlemskab?

Så er det udenrigsministeren.
     Må jeg minde om, at vi faktisk havde en andenbehandling
i går, hvor vi diskuterede det her spørgsmål meget, meget grundigt.

Det kan jeg bekræfte, og derfor kunne jeg jo frafalde ordet. Men jeg vil godt præcisere, at grunden til, at vi har ladet Bulgarien komme ind den 1. januar, jo er, at de på langt, langt de fleste områder, næsten alle områder, har indhentet det, de skulle i henhold til Københavnskriterierne; det er også en styrkelse af den proces, der har fundet sted i Bulgarien.
     Så vil jeg godt nævne nogle af de initiativer, den bulgarske regering har igangsat:
     Etablering af et korruptionsinspektorat med direkte reference til premierministeren, ansættelse af en ny reformvenlig offentlig chefanklager, vilkårlig fordeling af retssager til dommere, så man altså ikke i forvejen kan finde ud af, hvilken dommer man får, rekruttering af dommere i åben konkurrence på grundlag af faglige kvalifikationer, fortsat justering og tilpasning af lovgivning, hvorved højtstående embedsmænd, ca. 6.500, og politiske partier skal indsende erklæring til rigsrevisionen om henholdsvis indkomst, formue og donorer, herunder størrelsen af donationerne. Der er indledt antikorruptionstræning af 50.000 embedsmænd af dem, hr. Morten Messerschmidt nævnte, og der er oprettet en specialenhed i anklagemyndigheden til styrkelse af bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet.
     Det vil vi godt honorere, men sker det så, at de inden for de næste 6 måneder ikke lever op til det, der forventes af dem, vil Kommissionen iværksætte tiltrædelsestraktatens beskyttelsesklausul.

Jeg må udtrykke en vis forundring over den vægring, der er ved at diskutere det her, blot fordi vi i går også havde diskussionen her i salen.
     Sagen er jo altså, at vi står over for en udvidelse af EU med to befolkningsmæssigt meget store lande med nogle enormt store problemer - et EU, som i forvejen er dybt præget af, at nedbrydningen af muligheden for, at landene kan kontrollere deres grænser, har medført et åbent marked for kriminelle aktiviteter, for narkotika, for våben, menneskesmugling osv.
     Vi står altså over for helt nye tal, som viser, at et af de lande, som udenrigsministeren advokerer for skal blive medlem af EU, og som skal være hovedansvarlig for administrationen af en stor del af budgettet på korruptionsområdet, klassificeres på linje med Colombia. Det er da ikke særlig beroligende. Det burde være et emne, som vakte noget større interesse end den, der udvises, når man undskylder med, at vi har haft en debat om det i går.
     Jeg hilser de initiativer, som både den bulgarske og den rumænske administration allerede har igangsat, meget velkommen. Men kan vi ikke godt bare få slået fast, at det mest fornuftige, når man forhandler om medlemskab eller om en hvilken som helst anden ting, altså er, at de krav, man stiller for at nå i mål, skal være opfyldt, inden man konciperer aftalen til sidst. Det er meget besynderligt, at man underskriver en aftale i forventning om, at på et eller andet tidspunkt bliver de krav, som i øvrigt ligger til grund for aftalen, opfyldt.

Jo, men nu er det jo blevet forklaret, at den rigtige lovgivning er på plads, at de rigtige initiativer er taget. Nu skal vi så holde øje med, om det så også bliver virkelighed. Hvis ikke det bliver virkelighed, bliver der foretaget manøvrer over for Bulgarien, og det vil sige, at det ikke er sådan, at markedet bliver åbent for narkotika og menneskesmugling. Det er overhovedet ikke åbnet for narkotika og menneskesmugling. Der er også alle mulige undtagelser i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed i forhold til Bulgarien, så det behøver hr. Morten Messerschmidt ikke frygte. Østaftalen gælder også Bulgarien.
     Men jeg vil godt lige nævne, at grænser altså ikke hidtil har forhindret, at narko krydser grænser, for så var der ikke så meget narko i Europa, som der er.
     Så vil jeg sluttelig sige til hr. Morten Messerschmidt:
Alle hidtidige udvidelser har været til fordel for det land, der blev medlem, og for hele vores fællesskab, økonomien er blevet løftet, og det vil sige, at man vil komme frem til et Bulgarien, Rumænien og Europa, hvor vi alle sammen har mere glæde af at være sammen end af at holde nogen ude.

Jamen i forhold til det med grænserne kunne man jo så stille det modspørgsmål: Tror udenrigsministeren, at sandsynligheden for indbrud er større, hvis han, når han om morgenen tager i Udenrigsministeriet, låser sin hoveddør, eller er den mindre? Naturligvis er den da mindre, hvis han låser sin hoveddør; hvis han har tjek på, hvem det er, der kommer ind og ud.
     Men jeg kender jo godt regeringens synspunkt på det her område, og derfor vil jeg ikke tærske mere langhalm på det materielle indhold, men så bare med hensyn til det formelle høre: Hvis nu Kommissionen ikke havde anbefalet, at de to lande kom med ved indgangen til 2007, men havde anbefalet, som det jo var indeholdt i den aftale, som den danske statsminister var med til at slå fast for et par år tilbage, at det først skulle have været ved indgangen til 2008, ville udenrigsministeren så i samme floromvundne vendinger have stået og rost det geniale i at lade de her to lande komme med
i 2007, eller ville han måske i virkeligheden ikke have rost det geniale i at vente til 2008? Er sandheden i virkeligheden ikke, at den her beslutning overhovedet ikke er truffet af udenrigsministeren? Den er truffet af Europa-Kommissionen, og ingen af japartierne her på Christiansborg eller udenrigsministeren eller nogen som helst fra oppositionen tør, ønsker eller vil modsige Kommissionen i Bruxelles.

Hvis man havde fulgt debatten i går, ville man have hørt, at det var præcis det samme, hr. Morten Messerschmidt sagde i går. Nu skal jeg prøve at give præcis det samme svar. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg kan huske det, men hr. Morten Messerschmidt kunne så huske, hvad han sagde.
     Det er ikke sådan, at det er Kommissionen, der har afgjort, at Bulgarien skal være medlem af EU. Det er en politisk afgørelse truffet af landene selv, dvs. politiske ledere på topmødet i København i december 2002. Det er bekræftet ved senere topmøder. Og der er det rigtigt, at man sagde: Det bliver 2007; det kan blive 2008, men kun ifald Kommissionen skulle anbefale 2008. Så ville det politiske niveau kunne gå ind og sige: Nej, vi synes, det skal være 2007.
     Nu har Kommissionen jo altså anbefalet den dato, som det politiske niveau havde sat, fordi Kommissionen altså mener, at fremskridtene har været tilstrækkelige og Københavnskriterierne er opfyldt, så man kan blive medlem pr.
1. januar 2007. Det er, hvad Kommissionen siger, og den er blevet sat til at vurdere det og lukke kapitlerne, som det hedder. Så har den sat en masse målepinde op og fastlagt overgangsklausuler og alt muligt. Så de frygtscenarier, som hr. Morten Messerschmidt nævnede, er der altså taget højde for, og der er lukket for, at den slags ting kan komme ind, på grund af EU-medlemskabet. Så jeg tror nok, at det er en fordel for os alle sammen, at Bulgarien kommer til at følge de fælles regler, og det er også til fordel for Bulgarien.

Hermed sluttede spørgsmålet.