København den 9/10 2007.

 

 

 

 

Til Folketingets Europaudvalg,

 

 

 

JuniBevægelsen skrev i slutningen af maj til Folketingets Europaudvalg (se alm.del, bilag 341 af 29. maj 2007).

Vi opfordrede udvalget til at sikre, at regeringen ikke løber fra sit løfte om folkeafstemning om den ny traktat. Nu kender vi indholdet af det ny traktatforslag og vi kan derfor fastslå, at det vil være løftebrud, hvis der ikke afholdes folkeafstemning. Vi går ud fra, at Europaudvalget anerkender, at forskellen på den forkastede Forfatningstraktat og det ny traktatforslag er så lille, at der i praksis er tale om samme traktatforslag – blot i en anderledes og langt mere indviklet opsætning.

 

Vi spurgte i maj, om der på Europaudvalgets møder foregik løbende drøftelser om den danske forhandlingsposition og om mulighederne for at øve indflydelse på det ny traktatforslag. Det viste sig, at ikke løbende havde drøftet forhandlingsstrategien med Europaudvalget, der først på et alt for sent tidspunkt fik en orientering. På dette tidspunkt var de danske forhandlingspositioner for længst lagt fast, og det viste sig, at regeringen havde valgt ikke at prioritere de vigtigste problemer højst.  Man havde derimod brugt tid på at få ændringer, der kunne bruges til at forsøge at knibe sig udenom den folkeafstemning, man havde lavet.

De vigtige spørgsmål – som f.eks. at sikre Danmark permanent repræsentation i Kommissionen eller sikre en sagligt forsvarlig udformning af den danske retlige undtagelse – blev ikke løst. Resultatet blev et traktatforslag, der set med demokratiske øjne er dybt utilfredsstillende. EU’s demokratiske underskud vil vokse yderligere, hvis dette forslag vedtages.

 

Faktisk har befolkningerne i Frankrig og Holland jo allerede taget stilling til Forfatningstraktaten og sagt nej tak. På den baggrund holdt man en tænkepause. Men befolkningerne blev ikke inddraget i en debat om principperne for en ny traktat. Og tænkt blev der slet ikke. Al tankevirksomhed blev i hvert fald overført til lukkede cirkler, hvor man brugte tiden til at finde ud af, hvordan den samme traktat kunne præsenteres i en ny udgave, så man kunne slippe med folkeafstemninger i så få lande som muligt. Den tanke, at der måske var noget galt med indholdet i Forfatningstraktaten at befolkningerne derfor gerne ville have et helt andet forslag, faldt slet ikke EU-lederne ind.

Hvis det ny traktatforslag vedtages på et kommende EU-topmøde, så skal der være folkeafstemning i Danmark. Alt andet ville være uanstændigt.

 

JuniBevægelsen opfordrer i den forbindelse Europaudvalget til at få lavet en uvildig redegørelse om den danske retlige undtagelse, det såkaldte politiforbehold. Det ny traktatforslag indebærer, at denne undtagelse maltrakteres til ukendelighed. Forslaget indebærer, at Danmark smides helt ud af det retlige samarbejde. Det har aldrig været tanken med undtagelsen. Faktisk hedder det i undtagelsen: Danmark vil deltage helt og fuldt i samarbejdet om retlige og indre anliggender på grundlag af bestemmelserne i afsnit VI i Traktaten om Den europæiske Union. Det betyder, at Danmark deltager på det mellemstatslige område. Men nu har regeringen i strid med al sund sans accepteret, at hele det retlige samarbejde flyttes væk fra det mellemstatslige område. Dermed er Danmark helt ude. Det var ikke det befolkningen godkendte. Derfor kræver en sådan ændring af undtagelsen i sig selv en folkeafstemning.

 

 

Venlig hilsen

 

 

f/ Junibevægelsen

 

 

Hanne Dahl og Keld Albrechtsen