Erhverv

J.nr. 527-00025

Ref. BJK

Den 22. oktober 2007

 

 

 

 

 

 

 

Status om rapporteringsforpligtigelser for biobrændstoffer i Holland og Storbritannien

     

 

Holland

Holland har arbejdet med at udvikle en ramme for produktion af bæredygtig biomasse, som både omfatter biomasse til elproduktion og biomasse til transportbrændstoffer. Der har været nedsat en projektgruppe ledet af Professor Cramer. Slutrapporten blev afleveret i foråret 2007 til Miljøministeren, som nu er selv samme Professor Cramer. Slutrapporten ”Testing framework for sustainable biomass” indeholder de opdaterede hollandske principper og kriterier for bæredygtig produktion af biomasse.

 

Den hollandske projektgruppe har taget udgangspunkt i 9 principper, som de efterfølgende har udviklet kriterier for. De 9 principper er:

1)      Drivhusgasbalancen i produktionskæden og ved anvendelse af biomasse skal være positiv.

2)      Biomasseproduktionen skal ikke ske pÃ¥ bekostning af vigtige kulstoflagre i vegetationen eller i jorden.

3)      Produktionen af biomasse til energi skal ikke true fødevareforsyningen og lokal anvendelse af biomasse (energiforsyning, medicin, byggematerialer).

4)      Biomasseproduktion skal ikke pÃ¥virke beskyttet eller sÃ¥rbar biodiversitet og skal hvis muligt styrke biodiversiteten.

5)      Ved produktion og fremstilling af biomasse skal jorden og jordkvaliteten bevares eller forbedres.

6)      Ved produktion og fremstilling af biomasse skal grundvand og overfladevand ikke blive udtømt og vandkvaliteten skal bevares eller forbedres.

7)      Ved produktion og fremstilling af biomasse skal luftkvaliteten fastholdes eller forbedres.

8)      Produktionen af biomasse skal bidrage til lokal velstand.

9)      Produktion af biomasse skal bidrage til den sociale trivsel hos ansatte og den lokale befolkning.

 

Den hollandske projektgruppe har delt forpligtigelserne for at overholde disse principper i et mikroniveau og et makroniveau. På mikroniveauet har virksomhederne, der er involveret, ansvaret for og mulighed for at påvirke, medens det på makroniveauet er myndighederne, som har ansvaret. Det gælder f.eks. overvågning af stigende jord- og fødevarepriser eller indirekte effekter som følge af ændret anvendelse af arealer.

 

Som opfølgning på forslaget til bæredygtighedskriterier ønsker den hollandske regering at igangsætte pilotprojekter med afprøvning af kriterierne i praksis. Forskellige firmaer og NGO’er ønsker at deltage i denne afprøvning af kriterier. Miljøministeren og Udviklingsbistandsministeren har lanceret pilotprojekter med monitering af bæredygtighed i Indonesien og Mozambique.

 

Endvidere ønsker den hollandske regering at indføre en rapporteringsforpligtigelse for firmaer, som udbyder biobrændstoffer. Firmaerne vil selv være ansvarlige for at indsamle data. Men der vil ikke være strafbestemmelser for indholdet af rapporterne, da det kan være vanskeligt at skaffe alle data. Aggregerede data vil blive offentliggjort hvert år. Det skal overbevise firmaerne om nødvendigheden af at skaffe data, rapportere fakta og opfylde bæredygtighedskrav. Rapporteringsforpligtigelsen vil fremme certificering, men det vil være på firmaernes initiativ. Rapporteringsforpligtigelserne vil blive udformet indenfor de næste måneder, således at de kan implementeres i 2008. Der er således ikke tale om en certificeringsordning.

 

Der arbejdes på en metode til beregning af reduktionen i drivhusgasemission. Beregningsmetoden vil blive implementeret i rapporteringsforpligtigelsen. Data vil i første omgang blive anvendt til at teste beregningsmetoden i praksis.

 

 

Storbritannien

Regeringen har introduceret ”The renewable transport fuel obligation” (RTFO) som skal træde i kraft april 2008. UK har i juni 2007 sendt et forslag i høring om kravene til rapportering af drivhusgasbesparelser og bæredygtighed for biobrændstoffer.

 

Metoden til at beregne drivhusgasemissioner er baseret på en well-to-wheel beregning som medtager alle væsentlige drivhusgasemissioner fra dyrkning, produktion og forbrug af biobrændstoffer.  Der er regnet for de mest anvendte biobrændstoffer i UK og der er udarbejdet ”default” værdier, som kan anvendes for de forskellige biobrændstoffer.

 

Det engelske forslag til bæredygtighedskriterier baserer sig på 7 principper:

Miljømæssige principper:

1. Biomasseproduktion vil ikke kunne ødelægge eller beskadige store overjordiske eller underjordiske kulstoflagre 

2. Biomasseproduktion vil ikke kunne ødelægge eller beskadige arealer med høj biodiversitet

3. Biomasseproduktion fører ikke til degradering af jordens kvalitet.

4. Biomasseproduktion fører ikke til forurening eller udtømning af vandressourcer

5. Biomasseproduktion fører ikke til luftforurening

Sociale principper:

6. Biomasseproduktion påvirker ikke arbejdstagers rettigheder og arbejdsforhold i negativ retning

7. Biomasseproduktion påvirker ikke eksisterende rettigheder til jord og lokale samfundsforhold i negativ retning

 

For at opfylde bæredygtighedskriterierne lægges op til at anvende et meta-standard koncept, hvor der gøres maksimalt brug af eksisterende standarder. Til det formål har Department for Transport sammenlignet de eksisterende standarder og er kommet frem til hvilke standarder, der kan accepteres som opfyldelse af de forskellige krav til miljømæssige og sociale krav. En række standarder er blevet vurderet til at kunne anvendes til at opfylde en del af kriterierne, medens andre ikke kan anvendes i denne sammenhæng.

 

Biobrændstoffer produceret af affald såsom husholdningsaffald, gylle, fedt fra døde dyr og fritureolieaffald foreslås undtaget fra kravet om rapportering af bæredygtighed. 

 

Regeringen forventer at sætte mål for 3 kerneområder for rapporteringen. Det er ikke obligatoriske mål, men skal illustrere det forventningsniveau, som regeringen har til brændstofudbyderne. 

Regeringens forventning til den årlige drivhusgasbesparelse af brændstoffet foreslås til 40 % i 2008-09 og stigende til 60 % i 2010-2011. For data rapporteret om bæredygtighed er forventningen 35 % i 2008-2009 stigende til 80 % i 2010-2011.

 

Høringen af forslaget er afsluttet og regeringen vil fremsende udkastet til bekendtgørelse til godkendelse i parlamentet i efteråret 2007.

 

Sammenfatning

Både Storbritannien og Holland planlægger at indføre en rapporteringsforpligtigelse for biobrændstoffer. Der er ikke tale om egentlige certificeringsordninger. Begge lande vil dog få erfaringer, som kan anvendes som input til et fremtidigt certificeringssystem på internationalt niveau.

 

Rapporteringsforpligtigelserne vil omfatte de biobrændstoffer, som er tilgængelige på markedet nu. Det må forventes, at en betydende del af de nuværende teknologier og anvendte afgrødetyper vil kunne leve op til rapporteringsforpligtigelser.

 

EU- forslag til bæredygtighedskriterier forventes fremsat i december 2007.  Â