Forslaget har til formål at styrke de eksisterende regler for det indre marked for energi.
Kommissionen foreslår følgende tre elementer:
1. For at sikre lige konkurrencevilkår foreslås et krav om udpegning af systemoperatør. For udpegningen af systemoperatør gives tre bud:
- i form af ejermæssig adskillelse, hvor netejeren udpeges som netoperatør og er uafhængig af forsynings og produktionsinteresser
- en systemoperatør, der er uafhængig af forsynings- og produktionsinteresser, men indgår i et uafhængigt selskab, også kaldet ISO (Independent System Operator), som bliver udpeget af medlemsstaten.
- som alternativ til ejermæssig adskillelse og ISO nævnes den såkaldte EEU (Effective and Efficient Undbundling). EEU ligger tæt op ad det nuværende system og bygger på krav om regnskabsmæssig, ledelsesmæssig og fysisk adskillelse. Reglerne er præget af større kontrol af TSO’er af den nationale regulator. Det er denne løsning, der nu forhandles om at videreudvikle i formandskabets kompromistekst
2. Indføjelse af klausuler til beskyttelse af energisektoren mod at sektorer udenfor EU kan misbruge infrastrukturen
3. Styrkelse af de nationale energitilsyns beføjelser, herunder muligheden for at kunne afvise transmissionssystemoperatører gennem en certificeringsordning.
Forslaget er en del af den tredje liberaliseringspakke for el- og gasmarkederne - KOM (2007) 0528, KOM (2007) 0529, KOM (2007) 0530, KOM (2007) 0531, KOM (2007) 0532
Resumeet er udarbejdet af Folketingets EU-Oplysning. For yderligere notater m.v. om forslaget se boksen med "relaterede dokumenter".