R E F E R AT
19. februar 2007
j.nr. 121-18
ref. SVF
Rådsmøde (energidelen af Transport, Telekommunikation og Energi) den
15. februar 2007
1. Energipolitik for Europa
Efter en bordrunde vedtog Rådet rådskonklusioner om En Energipolitik for Europa som
energiministrenes bidrag til Det Europæiske Råd den 8.-9. marts 2007. Der var enighed om et
overordnet EU-mål for vedvarende energi (VE) på 20 pct. i 2020 og et biobrændstofmål på 10
pct. i 2020. Rådet lægger sig hermed på samme niveau som i Kommissionens udspil. Det
lykkedes at opnå et kompromis om det udestående spørgsmål om, hvorvidt 20 pct.-målet skal
være bindende eller vejledende. Kompromiset sikrer, at sagen ikke blev lukket af
energiministrene med en vedtagelse af et vejledende mål. I stedet blev spørgsmålet sendt
videre til afgørelse på Det Europæiske Råd. I rådskonklusionerne angives derfor ikke, om
målet er bindende eller vejledende. Til gengæld lykkedes det formandskabet at få fuld
opbakning til at gøre målsætningen om 10 pct. biobrændstof i 2020 bindende, med forbehold
for at gennemførelsen sker på en omkostningseffektiv måde. Målets bindende karakter er også
betinget af, at produktionen er bæredygtig, at det bliver muligt at få
andengenerationsbiobrændstof i handelen, og at direktivet om brændstofkvalitet ændres i
overensstemmelse hermed, så der tillades passende blandingsniveauer.
Der opnåedes også enighed om en kompromistekst om det indre energimarked, som lader det
følsomme spørgsmål om de forskellige modeller for adskillelse stå åbent. I stedet for at nævne
de forskellige optioner angives de hensyn, som effektiv adskillelse skal tilgodese. Herved
overlades det i vid udstrækning til Kommissionen at komme med forslag til tiltag, der skal
tilgodese disse hensyn. Formandskabet lagde op til, at Kommissionen skal komme med nye
tiltag, men at spørgsmålet også skal drøftes videre under tysk formandskab i forbindelse med
energirådsmødet i juni og muligvis også på Det Europæiske Råds møde i juni 2007.
Den orienterede debat var struktureret om to spørgsmål om henholdsvis det indre
energimarked og bæredygtighed. Fra debatten kan følgende fremhæves: