Europaudvalget 2006-07
2795+2796 Almindelige anl. Bilag 2
Offentligt
364245_0001.png
Supplerende samlenotat vedr. rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den
23.-24. april 2007
Dagsordenspunkt 14: Forslag til Rådets forordning om gennemførelsen af Den 10.
Europæiske Udviklingsfond
KOM (2006) 0650
Nyt notat.
1. Resumé
Rådet forventes at vedtage en forordning med regler af mere teknisk karakter om programmering af EU-
bistanden til udviklingslandene i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-landene). Forordningsforslaget
indeholder også regler om EU-proceduren for vedtagelse af beslutninger om EU-bistanden til AVS-landene og
om gennemførelse af EU-bistanden til AVS-landene under Den 10. Europæiske Udviklingsfond ( EUF 10).
2. Baggrund
Hovedparten af EU’s samarbejde med staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-
landene) finansieres gennem Den Europæiske Udviklingsfond (EUF). På Det Europæiske Råds
møde den 15. og 16. december 2005 blev det besluttet, at samarbejde med staterne i Afrika,
Vestindien og Stillehavet (AVS-staterne) fortsat skulle finansieres med midler fra en europæisk
udviklingsfond (EUF) i perioden 2008-2013. Den seneste europæiske udviklingsfond (EUF 10)
blev oprettet med Den interne Aftale af 17. juli 2006 mellem EU-medlemslandene om
Finansiering af Fællesskabets bistand i perioden 2008-2013 i overensstemmelse med den
reviderede Cotonou-aftale om samarbejdet mellem AVS-landene og EU. Denne aftale træder
først i kraft efter fornøden ratifikation. I forbindelse med oprettelsen af tidligere europæiske
udviklingsfonde indeholdt de interne aftaler bestemmelser af tilsvarende art, som nu er foreslået
i forordningen om gennemførelsen af EUF 10. Dette skyldes ønsket om ikke at forsinke
programmeringen af bistanden indtil ikrafttrædelsen af den interne aftale efter fornøden
ratifikation i medlemslandene. Der vil ikke kunne anvendes midler før Den interne Aftale om
EUF 10 er trådt i kraft.
3. Hjemmelsgrundlag
Traktaten om oprettelsen af Det Europæiske Fællesskab (TEF). Cotonou-aftalen og revisionen
heraf samt Den interne Aftale af 17. juli 2006 mellem EU medlemslandene om Finansiering af
Fællesskabets bistand i perioden 2008-2013.
4. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.
5. Formål og indhold
Forordningsforslaget indeholder bl.a.. regler af mere teknisk karakter med retningslinier for
programmering af EU-bistanden til udviklingslandene i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-
landene). Forslaget indeholder også regler om EU-procedure for vedtagelse af beslutninger om
EU-bistanden til AVS-landene og generelle retningslinier for gennemførelse og evaluering af
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
EU-bistanden til AVS-landene under Den 10. Europæiske Udviklingsfond (EUF 10).
Hovedformålet med samarbejdet med AVS-landene er fattigdomsbekæmpelse.
I den interne aftale mellem EU-medlemslandene om oprettelse af EUF 10 er der i
overensstemmelse med finansprotokollen til den reviderede Cotonou-aftale fastlagt en
overordnet fordeling af midlerne under den 10. EUF på emner og en fordelingsnøgle for EU-
medlemslandenes bidrag. Der oprettes et rådgivende udvalg med repræsentanter for
medlemsstaterne under Kommissionens forsæde (EUF-udvalget) og et tilsvarende udvalg
oprettes ved Den Europæiske Investeringsbank (EIB) til bedømmelse af lån under
investeringsfaciliteten for AVS-landene (IF-udvalget). Der er i den interne aftale fastlagt særlig
stemmevægtning for EU-medlemslandene, der afspejler deres bidragsandel til EUF 10 og regler
om anvendelse af kvalificeret flertal.
I forordningsforslaget om gennemførelse af EUF 10 er der nærmere regler om disse komitéer.
For EUF-udvalgets vedkommende foreslås det, at i det tilfælde hvor Kommissionen ikke måtte
følge EUF-udvalgets udtalelse, vil Rådet indenfor en nærmere angivet frist kunne træffe en
anden afgørelse. I dette tilfælde vil Rådet skulle anvende samme kvalificerede flertal som EUF-
udvalget med de stemmevægte, der følger af den interne aftale om oprettelse af EUF 10.
6. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
7. Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herfor
Ikke relevant.
8. Forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller
beskyttelsesniveauet
Gennemførelsen af forordningsforslaget har ikke i sig selv konsekvenser for statsfinanserne.
Forslaget indeholder kun procedureregler.
I den reviderede Cotonou-aftale er der imidlertid fastlagt en finansiel ramme for perioden 2008-
2013 for Fællesskabets samlede finansielle bistand til AVS-landene på 23.966 mio. euro
svarende til ca. 178.500 mio. kr. (1 euro = 7,45 kr.). Heraf skal 21.966 mio. euro finansieres
gennem Den 10. Europæiske Udviklingsfond (EUF 10), mens yderligere 2.000 mio. euro er lån
fra Den Europæiske Investeringsbanks egne midler. Finansieringen af midlerne i EUF 10
reguleres af Den intern Aftale indgået den 17. juli 2006 mellem medlemslandenes regeringer
forsamlet i Rådet. Medlemslandene bidrager direkte med et beløb på op til 22.682 mio. euro til
fonden. 21.966 mio. euro afsættes til AVS-landene, 286 mio. euro skal anvendes til de over-
søiske lande og territorier (OLT), og 430 mio. euro skal forbeholdes Kommissionens
administration af bistandsaktiviteterne. Danmarks bidrag til fonden udgør 453,64 mio. euro
eller ca. 3.380 mio. kr. (1 euro = 7,45 kr.) og afholdes inden for rammerne af den samlede
danske bevilling til udviklingslandene. Bistandens størrelse og Danmarks andel heraf blev
fastlagt på mødet i Det Europæiske Råd den 15.-16. december 2005.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Forslaget vurderes ikke at have konsekvenser for samfundsøkonomien, miljøet eller
beskyttelsesniveauet.
9. Høring
Sagen er ikke sendt i høring.
10. Regeringens foreløbige generelle holdning
Regeringen støtter forslaget og finder det hensigtsmæssigt, at forordningen vedtages så
programmering af bistanden til AVS-landene ikke skal afvente en langstrakt ratifikationsproces.
11. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Det forventes, at alle medlemslande støtter forslaget. Der udestår endnu afklaring af enkelte
punkter.
12. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.