Europaudvalget 2006-07
2795+2796 Almindelige anl. Bilag 4
Offentligt
365604_0001.png
Supplerende samlenotat vedr. rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den
23.-24. april 2007
Dagsordenspunkt 16: Somalia
KOM-dokument foreligger ikke.
Nyt notat.
1. Resumé
Rådets drøftelse af Somalia forventes at fokusere på sikkerhedssituationen i landet og overgangsinstitutionernes
tiltag med henblik på
gennemførelse af en national forsoningsproces.
2. Baggrund
Overgangsregeringen har taget skridt mod national forsoning, men sikkerhedssituationen er
meget skrøbelig og der har i marts og april været voldsomme kampe omkring Mogadishu med
mange civile tab.
FN har vedtaget resolution 1744 med mandat til den Afrikanske Unions fredsstøtteoperation i
Somalia (AMISOM). Den vigtigste sikkerhedsopgave for AMISOM bliver gennemførelsen af
den nationale forsoningskongres og skabe grundlag for en tilbagetrækning af de etiopiske
styrker, der fortsat befinder sig i Somalia. AU arbejder fortsat på at få sammensat og deployeret
styrkebidrag fra de afrikanske lande. Det er lykkedes at få
genereret ca. halvdelen af den
forudsete stabiliseringsstyrke (ca. 4000 ud af planlagt 7.600) og det
første styrkebidrag på
1.500 mand fra Uganda er ankommet i Mogadishu. Burundi ventes at deployere yderligere to
bataljoner i slutningen af april.
Repræsentanter for overgangsinstitutionerne (TFI) udtrykker generelt vilje til forsoning og
bakker op om afholdelse af en større national forsoningskongres efter samme model, som
tidligere har været succesfuld i både Puntland og Somaliland. Kongressens forberedende fase er
igangsat og den endelige kongres forventes at omfatte helt op til 3.000 delegerede og vare i ca.
60 dage.
EU har på rådsmøde den 12.-13. februar 2007 bevilget 15 mio. euro fra den Afrikanske
Fredsfacilitet i støtte til AMISOM og har meddelt, at man er parat til at støtte gennemførelsen
af den nationale forsoningskongres. EU har fra 2002-2007 under den 8. og 9. Europæiske
Udviklingsfond ydet mere end 200 mio. euro i bistand til Somalia.
3. Hjemmelsgrundlag
Der er ikke redegjort for hjemmelsgrundlaget i denne sammenhæng, da der ikke er tale om
stillingtagen til konkrete lovgivningsforslag.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
4. Nærhedsprincippet
Der er ikke redegjort for nærhedsprincippet i denne sammenhæng, da der ikke er tale om
stillingtagen til konkrete lovgivningsforslag.
5. Formål og indhold
Statusdrøftelse af den aktuelle situation og udvikling i Somalia, herunder
sikkerhedssituationen
samt rammebetingelserne for en bistandsindsats.
6. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
7. Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herfor
Sagen forventes ikke umiddelbart at have lovgivningsmæssige konsekvenser.
8. Forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller
beskyttelsesniveauet
Drøftelsen af Somalia forventes ikke umiddelbart at have konsekvenser for statsfinanserne,
samfundsøkonomien, miljøet eller beskyttelsesniveauet.
9. Høring
Sagen skal ikke i høring.
10. Regeringens foreløbige generelle holdning
Regeringen vil under drøftelserne i Rådet, fokusere på at sikre, at EU fastholder krav om
gennemførelsen af en inklusiv politisk forsoningsproces, der inddrager alle relevante parter.
11. Generelle forventninger til andre landes holdninger
De øvrige EU lande ventes at dele ønsket om en aktiv indsats, herunder indsættelsen af en
fredsstøtteoperation og støtte til den politiske dialog mellem overgangsregeringen og relevante
parter.
12. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europavalg til orientering forud for rådsmødet
(almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 12.-13. februar 2007.
- 2-