Supplerende samlenotat vedr. rådsmøde (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den
23.-24. april 2007
Dagsordenspunkt 17: Zimbabwe
KOM-dokument foreligger ikke.
Nyt notat.
1. Resumé
Der er lagt op til en helt kort drøftelse af den aktuelle situation i Zimbabwe efter den seneste tids overgreb mod
oppositionen. Der forventes bred opbakning til SADC’s initiativ i forhold til at finde en løsning på konflikten.
Der vil blive vedtaget rådskonklusioner, som udtrykker stærk bekymring over situationen og hilser SADC-
initiativet velkommen.
2. Baggrund
Den politiske vold og intimidering i Zimbabwe har siden marts 2007 været under optrapning. I
forbindelse med en fredelige demonstration den 11. marts 2007 i Harare blev flere
oppositionsledere arresteret og brutal mishandlet. For få dage siden blev MDCs (Tsvangirai-
fløjens – MDC blev i 2006 splittet i to fraktioner) hovedkontor raseret af politiet, og inden for
de seneste par måneder er mere end 600 MDC tilhængere blevet arresteret, og flere angiveligt
tortureret.
De afrikanske ledere har forholdt sig til situationen i Zimbabwe på en mere konkret måde end
set tidligere. Under det nordisk/afrikanske udenrigsministermøde i Oslo den 19.-20. marts var
Zimbabwe et hovedtema, og fra afrikansk side understregedes, at situationen var uacceptabel .
Den 28.-29. marts hasteindkaldtes alle stats- og regeringschefer til et ekstraordinært SADC-
møde i Dar es Salaam, hvor Sydafrikas præsident Mbeki blev udpeget som mægler mellem
oppositionen og regeringen i Zimbabwe. Desuden blev SADC-sekretariatet pålagt at undersøge,
hvorledes SADC bedst kan medvirke til at løse den økonomiske krise. Præsident Mbeki har
allerede igangsat mæglingsbestræbelserne og udpeget en forhandlingsgruppe med betroede
ministre, som har haft indledende møder med de to MDC-fraktioner, herunder om
tilrettelæggelsen af de kommende valg i 2008. Oppositionsleder Tsvangirai har bekræftet sin
velvilje til at deltage konstruktivt i mæglingsdialogen.
Mugabe synes dog stadig at have kontrol over situationen internt i Zimbabwe. På mødet i
ZANU-PF’s centralkomité blev Mugabe indstillet som partiets præsidentkandidat til
præsidentvalget i marts 2008, samtidig med, at der blev truffet beslutning om at fremskynde
parlamentsvalget, som nu også finder sted i 2008 mod tidligere 2010. Vælges Mugabe kan han i
givet fald blive siddende som præsident indtil 2013, hvor han vil være 89 år.