NOTAT TIL
FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Genoptryk af samlenotat forud for rådsmødet (konkurrenceevne) den
21. – 22. maj 2007
Samlenotat til Folketingets Europaudvalg med henblik på møde i
Rådet (Konkurrenceevne) den 25. juni 2007
Punkt 5: Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om
en toldkodeks (Moderniseret Toldkodeks) KOM (2005) 608
Resumé
Kommissionen fremsatte i november 2005 forslag til en modernisering af
Toldkodeksen, hvorved der skal opnås forenklinger og ensretning af
reglerne. Forslaget skal ses i lyset af Lissabon-strategien, og tager på en
gang hensyn til kravet om lettelser for handlen - herunder hensyn til bl.a.
”Doha Development Agenda” - og kravet til øget kontrol ved de ydre
grænser.
1.
Baggrund og indhold
Moderniseringen af Toldkodeks er en gennemførsel af en større "pakke"
på toldområdet, hvor der bl.a. tidligere er vedtaget konklusioner
vedrørende meddelelser om e-told (2003) og om toldvæsenets rolle i den
integrerede forvaltning af de ydre grænser (2003). Rådets og Europa-
Parlamentets beslutning om e-told hænger ligeledes sammen med dette
forslag.
Toldvæsnerne i EU skal leve op til modsatrettede krav om dels at
gennemføre et antal stigende kontrolforanstaltninger for at beskytte bl.a.
EU's finansielle, sociale, sikkerheds- og erhvervsmæssige interesser og
dels at fremme legitime handelstransaktioner. For at opnå dette, er det
nødvendigt med modernisering af toldprocedurerne, koblet sammen med
brugen af moderne værktøjer og teknologi, samt at sikre ensartet
anvendelse af lovgivningen. Derved gøres risikoen for fejl mindre og
omkostningerne for erhvervslivet mindskes.
Kommissionen anfører, at den nugældende Toldkodeks ikke har fulgt
med tiden, og at der, som følge af udviklingen og den nye økonomiske
virkelighed, er behov for en ny Toldkodeks, der indeholder klare, simple
og gennemskuelige regler på toldområdet. Derfor lægges der op til en
radikal forenkling samt en gennemgribende og grundig modernisering af
toldreglerne og toldprocedurerne.