Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

Finansministeren

20. juni 2008

Endeligt svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 21 af 19. juni 2008 (Aktstykke 190, § 7).

Spørgsmål:

Ministeren udtalte den 19. januar 2008 til Jyllands Posten at ”Regeringen anerkender, at vi ikke med disse 850 mio. kr. er fuldt i mål, og det er et tema, vi tager hul på igen til sommer, når vi skal diskutere økonomi for 2009”, med henvisning til lånepuljen på 850 mio. kr. til nyt apparatur til kræftbehandling. Anerkender ministeren stadig at de 850 mio. kr. ikke er nok til at levere akut kræftbehandling?

 

Svar:

Det fremgår af aftalen om regionernes økonomi for 2009 mellem regeringen og Danske Regioner, at der er afsat en samlet anlægsramme på 4 mia. kr. i 2009. Det er mere end den endelige samlede ramme for 2008 på knap 3,8 mia. kr. (2009-pl), hvori der som følge af aftalen mellem regeringen og Danske Regioner fra januar i år indgik en særlig anlægsramme på 850 mio. kr. (2008–pl) ekstra til kræftapparatur. Regionerne har dermed råderum til at prioritere indkøb af yderligere kræftapparatur i 2009.

 

Derudover er der med henblik på færdigimplementering af pakkeforløbene afsat ekstra 175 mio. kr. årligt til kræftområdet fra 2008.

 

Med venlig hilsen

Lars Løkke Rasmussen