Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

Finansministeren

20. juni 2008

Endeligt svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 39 af 19. juni 2008 (Aktstykke 190, § 7).

Spørgsmål:

Vil ministeren redegøre for, hvad status er for arbejdet med Elektroniske Patient Journaler (EPJ)?

Svar:

Staten, regionerne og kommunerne er i 2006 gået sammen om at etablere den fælles offentlige organisation – Sammenhængende Digital Sundhed i Danmark (SDSD) – som har fået ansvaret for at skabe en samlet ramme for arbejdet med digitalisering i sundhedsvæsenet, herunder EPJ.

Som første led i arbejdet har SDSD ladet udarbejde et eksternt review med anbefalinger for det videre arbejde. På dette grundlag har SDSD i december 2007 færdiggjort en national strategi for digitalisering af sundhedsvæsenet 2008-2012, som efterfølgende er blevet operationaliseret i et antal handlingsplaner. Parterne vil i fællesskab bidrage til den videre konkretisering af handlingsplanernes væsentligste initiativer og sikre, at alle projekter underbygges af en business case.

Regeringen vil medvirke til, at relevante projekter med veldokumenterede gevinster søges finansieret via fonden for arbejdskraftbesparende teknologier fra 2009.

Regeringen og Danske Regioner er enige om at fastholde et højt ambitionsniveau for udbygningen af sundheds-it, herunder EPJ.

Med venlig hilsen

Lars Løkke Rasmussen