Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

Finansministeren

23. juni 2008

Endeligt svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 73 af 23. juni 2008 (Aktstykke 190, § 7).

Spørgsmål:

Af svaret på spørgsmål 11, om hvad der sker, hvis 150 mio. kr. ikke er tilstrækkeligt til at afvikle puklen af ventende hjertepatienter fremgår det, at der er afsat 150 mio. kr. til at afvikle puklen af ventende hjertepatienter. Ministeren bedes derfor besvare spørgsmålet og oplyse, om han vil sikre, at der tilføres flere midler til at afvikle puklen af ventende hjertepatienter i 2009, hvis de 150 mio. kr. viser sig ikke at række.

 

Svar:

Det er vurderingen, at de i 2008 og 2009 i alt 150 mio.kr tilført hjerteområdet vil være tilstrækkeligt til at afvikle ventetidspuklen for de tilstande, der vil blive omfattet af pakkeforløb ifølge aftalen mellem regeringen og Danske Regioner om regionernes økonomi for 2009.

 

I det omfang der måtte være behov for yderligere at prioritere midler til hjerteområdet, indgår området i den generelle aktivitetsvækst på sygehusene, hvor der med økonomiaftalen for 2008 er muliggjort en vækst på 3,9 pct., svarende til en realvækst i produktionsværdien på ca. 2 mia.kr. Derudover er der med økonomiaftalen for 2009 forudsat en vækst på 3,5 pct. i 2009, svarende til en realvækst i produktionen på godt 1,8 mia.kr.

Med venlig hilsen

Lars Løkke Rasmussen