|
|
ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN
|
Besvarelse af § 8 spørgsmål 1 til Aktstk. 197 stillet af Finansudvalget den 16. juli 2008.
Spørgsmål 1:
Det skal først og fremmest pointeres, at det er hensynet til kunderne (indskyderne) og den finansielle stabilitet, der er baggrunden for at indgå i en løsning på et pengeinstituts finansielle vanskeligheder. Det er ikke hensynet til bankens ejere (aktionærerne) eller de eventuelle købere af banken.
Nationalbankens likviditetsgaranti over for Roskilde Bank A/S er stillet for at undgå, at banken på kort sigt træder i betalingsstandsning. Dette vil have store afledte negative konsekvenser for kunderne i banken og have en afsmittende negativ effekt på det danske finansielle marked.
Der er ikke med aktstykket tale om, at bevillingen vil blive kapitaliseret af aktionærerne.
Nationalbankens likviditetsgaranti er stillet med en forhøjet lånerente på 2 pct.-point i forhold til Nationalbankens almindelige udlånsrente.
Hertil kommer, at den statslige garantistillelse over for Nationalbanken først dækker, når egenkapitalen, herunder aktiekapitalen og anden ansvarlig kapital, er tabt samt dækningen fra Det Private Beredskab på de første 750 mio. kr. af et eventuelt tab hos Nationalbanken er opbrugt.
Nationalbankens likviditetsgaranti er endvidere givet under en række yderligere betingelser. Banken må eksempelvis ikke bruge likviditetsgarantien til at optræde aggressivt på de kommercielle markeder eller til at investere i nye aktiviteter bortset fra dem, der er naturlige som led i den daglige drift af bankforretningen, herunder i forhold til nødlidende engagementer. Endvidere har Nationalbanken stillet som et krav, så længe likviditetstilsagnet er gældende, at banken helt eller delvist skal sælges indenfor en kort frist, hvilket kan have en negativ betydning for salgsprisen.
Der kan allerede nu konstateres et ikke ubetydeligt kurstab på aktierne, der fortsat er noteret på OMX Den Nordiske Børs. Det kan dog ikke udelukkes, at et salg af banken i rimelig god ro og orden i et vist omfang kan komme aktionærerne til gode i forhold til det mulige scenarium, at banken i stedet går i betalingsstandsning. |
|
ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET Slotsholmsgade 10-12 1216 København K
Tlf.          33 92 33 50 Fax         33 12 37 78 CVR-nr   10 09 24 85 www.oem.dk
|