ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

 

 

Besvarelse af § 8 spørgsmål 2 til Aktstk. 197 stillet af Finansudvalget den 16. juli 2008.    

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Spørgsmål 2:

Er ministeren enig i, at en finansiel virksomhed som rådgiver ikke må anbefale private kunder at investere i den pågældende finansielle virksomhed?

 

Svar:

En finansiel virksomhed skal handle loyalt og redeligt over for sine kunder. Dette er en forpligtelse, der ikke kan tilsidesættes, og kravene til rådgivningen skærpes naturligvis, når virksomheden anbefaler kunden at købe aktier i virksomheden.

 

Jeg lægger stor vægt på, at kunderne skal vide, hvad de køber, og det er naturligvis uacceptabelt, hvis kunderne udsættes for aggressive salgsmetoder.

 

I november 2007 trådte nye og forbedrede rådgivningsregler i kraft. Disse regler gælder også i de tilfælde, hvor der rådgives om handler med bankers egne aktier.

 

Det følger bl.a. af disse regler, at virksomheden, inden den yder investeringsrådgivning, skal indhente nødvendige oplysninger om kundens kendskab til og erfaring med det relevante investeringsområde samt oplysninger om kundens finansielle situation og investeringsformål. Virksomheden skal samtidig afdække kundens risikoprofil, herunder vurdere om kunden er i stand til at bære det økonomiske tab, som risikoen ved den pågældende investering kan medføre.

 

Herefter skal virksomheden sikre, at de anbefalinger, som den giver kunden, opfylder kundens investeringsformål og svarer til kundens risikoprofil, at kunden er i stand til at bære de risici, der er forbundet med anbefalingen, samt at kunden har den nødvendige erfaring og indsigt til at forstå disse risici.

 

Virksomheden skal således sikre sig, at kunden fuldt ud er klar over, at der er tale om en investering, der har den samme risiko, som alle andre aktieinvesteringer, og at tidligere afkast eller kursstigninger ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast.

 

Jeg kan desuden oplyse, at jeg allerede i januar 2008 anmodede Finanstilsynet om - sammen med Finansrådet, Forbrugerrådet og Dansk Aktionærforening -  at afdække, om der eventuelt er behov for at justere den nuværende regulering, herunder især i relation til  pengeinstitutters salg af egne aktier og rådgivningsreglerne herom. Finansforbundet er efterfølgende kommet med i denne arbejdsgruppe.

 

Jeg har primo juli 2008 anmodet Finanstilsynet om at inddrage Roskilde Banks rådgivning i forbindelse med salg af egne aktier i arbejdsgruppens arbejde.

 

Salg af egne aktier har traditionelt været en vigtig kilde til finansiering for mindre banker, og et forbud kan derfor give små banker problemer med at rejse kapital. Samtidig lægger jeg dog afgørende vægt på, at salg af egne aktier sker på betryggende vis. Jeg vil, når arbejdsgruppens rapport foreligger til efteråret, indkalde Folketingets partier til drøftelse af rapporten og behovet for stramninger.

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk