Skatteministeriet

SKAT

 

 

 

 

 

 

22. november 2007                                                                              

 

 

 

 

 

GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGET

 

 om forslag til ændring af Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (enhedsbevillinger til forenklede procedurer m.v.)

 

(Komitésag til orientering)

 

Dok. TAXUD-2007-01364-00-00

 

 

Resumé

Kommissionen har den 28. september 2007 fremsendt forslag om ændring af Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks.

 

Forslaget vedrører bevillinger og enhedsbevillinger til forenklede toldprocedurer. En vedtagelse af forslaget indebærer en lettelse for erhvervslivet, idet en erhvervsvirksomhed vil kunne fortolde i det land, hvori den er etableret, uanset i hvilket EU-land, varerne fysisk befinder sig ved frigivelse til fri omsætning. Dette kan påvirke størrelsen af de danske toldindtægter såvel i positiv som i negativ retning. Kravene til nationale bevillinger vil endvidere af harmoniseringshensyn i et vist omfang blive skærpet, for allerede eksisterende bevillinger dog først med virkning fra 1. januar 2011.

 

Baggrund

Kommissionen har den 28. september 2007 fremsendt forslag om ændring af Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks.

 

 

Kommissionen anfører, at forslaget er fremsat på baggrund af Lissabon-strategien, hvis mål er at gøre EU til den mest konkurrencedygtige økonomi i verden. Endvidere anføres, at forslaget vil styrke erhvervslivets konkurrenceevne ved gennem forenklinger at gøre det muligt for toldoperatører at kunne centralisere og integrere bogholderi-, logistik,- og distributionsfunktioner, hvilket vil kunne medføre besparelser i administrations- og transaktionsomkostningerne. Endelig anføres, at forslaget gennem harmonisering af reglerne for nationale bevillinger vil modvirke konkurrenceforvridning mellem virksomheder i forskellige medlemsstater.

 

Hjemmelsgrundlag

Forslaget er fremsat med hjemmel i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/12 om indførelse af en EF-toldkodeks, særligt art. 247.

 

Forslaget behandles i en forskriftskomitéprocedure (1999/468/EF art. 5) i Gruppen for Almindelige Toldforskrifter under Toldkodeksudvalget.

 

Nærhedsprincippet

Der er tale om ændringer til en allerede vedtaget retsakt, der henhører under Fællesskabets enekompetence. Regeringen vurderer derfor, at forslaget som følge heraf er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

 

Formål og indhold

Forslaget fastsætter regler for enhedsbevillinger til anvendelse af forenklede angivelser og hjemstedsordningen, der vil gøre det muligt for en erhvervsvirksomhed at kunne fortolde i det land, hvori den er etableret, uanset i hvilket EU-land, varerne fysisk befinder sig ved frigivelse til fri omsætning.

 

Forslaget fastsætter endvidere fælles regler for enhedsbevillinger, der berører toldmyndigheder i mere en én medlemsstat, og for nationale bevillinger, der alene berører toldmyndigheder i en enkelt medlemsstat vedrørende proceduren for forenklede angivelser, for hjemstedsordningen og for økonomiske procedurer samt særlige anvendelsesformål (end-use).

 

Ordningen vedrørende enhedsbevillinger giver adgang til at en toldoperatør, der har søgt og fået bevilling kan anvende forenklede procedurer. Ordningen forudsætter, at der mellem de involverede toldmyndigheder indgås aftale om en kontrolplan, der bl.a. skal indeholde hvorledes, forhold vedrørende moms, statistik og nationale forbud og restriktioner skal håndteres.

 

Europa-Parlamentets udtalelser

Europaparlamentet skal ikke udtale sig om forslaget.

 

Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herfor

En vedtagelse af forslaget kræver ikke implementering og har ikke direkte lovgivningsmæssige konsekvenser i Danmark, idet området overordnet er reguleret af Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks. De nye regler bliver dermed umiddelbart anvendelige i Danmark.

 

Forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet og beskyttelsesniveauet

 

Statsfinanserne

De samlede toldindtægter i EU berøres ikke af forslaget, og en vedtagelse af forslaget vil derfor ikke have betydning for EU’s budget.

 

En vedtagelse af forslaget vil derimod kunne påvirke den del af toldindtægterne, som den danske stat beholder svarende til 25 %, i såvel positiv som negativ retning. Virkningen vil afhænge af toldoperatørernes eventuelle ændrede angivelsesadfærd og skønnes at svare til virkningen af centraliseret toldbehandling, der er en del af den allerede af Rådet vedtagne moderniserede toldkodeks.

 

Et foreløbigt og meget overordnet skøn baseret på de toldoperatører, der for nuværende umiddelbart må antages at fortolde varer til fri omsætning i andre EU-lande udover Danmark tyder på, at ca. 1/3 af de nuværende toldindtægter svarende til ca. 125 mio. kr. i værste fald kan være i spil. I den hypotetiske situation, at alle disse virksomheder vælger at flytte samtlige deres fortoldninger, der p.t. finder sted i Danmark til andre EU-lande, kan statsfinanserne blive påvirket i negativ retning med et beløb i denne størrelsesorden.

 

En forespørgsel blandt 27 danske toldoperatører/importører om deres interesse for centraliseret toldbehandling tyder umiddelbart på, at toldoperatørerne vil være interesseret i at anvende muligheden for centraliseret toldbehandling og samtidig vil være interesseret i at fortolde en ikke uvæsentlig del af deres import i Danmark.

 

Umiddelbart indikerer svarene således ikke, at der vil blive tale om et væsentligt tab af toldindtægter for Danmark, men det er ikke muligt for nærværende at angive et mere præcist skøn.

 

Med henblik på imødegåelse af for store påvirkninger af de enkelte EU-landes statsfinanser har Kommissionen foreslået, at landene på mellemstatsligt niveau indgår aftale om ligelig deling af den nationale andel af toldindtægterne (de 25 %) i de tilfælde, hvor varer fortoldes i ét EU-land og frigives til fri omsætning i et andet EU-land, jfr. nærmere herom i vedlagte bilag.

 

Danmark vil ikke i kraft af vedtagelsen af nærværende forslag være bundet til at indgå sådanne aftaler, men der vil formentlig være en forventning fra de øvrige EU-lande om, at aftalerne indgås.

 

En effektiv gennemførelse af forslaget vedrørende enhedsbevillinger vil forudsætte, at der udvikles IT-systemer til understøtning af hurtig og sikker kommunikation mellem EU-landene. Disse systemer indgår i arbejdet omkring e-told, og nærværende forslag vil ikke medføre yderligere omkostninger til IT-systemer.

 

I en periode indtil de nødvendige IT-systemer er udviklet og kan anvendes, må en vedtagelse af forslaget antages at medføre et vist øget behov for personale til administration af enhedsbevillinger. Behovet skønnes ikke umiddelbart at overstige 10 årsværk. Når IT-systemerne er indført, skønnes behovet at være 2 – 3 årsværk. Samtlige udgifter afholdes inden for Skatteministeriets ramme.

 

Samfundsøkonomien

En vedtagelse af forslaget indebærer i relation til enhedsbevillinger en lettelse for erhvervslivet, idet en erhvervsvirksomhed vil kunne fortolde i det land, hvori den er etableret, uanset i hvilket EU-land, varerne fysisk befinder sig ved frigivelse til fri omsætning. Dette vil gøre det muligt for virksomheder at centralisere og integrere bogholderi-, logistik,- og distributionsfunktioner, hvilket vil kunne medføre besparelser i administrations- og transaktionsomkostningerne. Hvor store besparelser, der vil kunne opnås, afhænger af måden den enkelte toldoperatør er organiseret på.

 

Kravene til opnåelse af nationale bevillinger vil ved en vedtagelse af forslaget blive skærpet i et vist omfang, bl.a. ved obligatorisk krav om sikkerhedsstillelse. Dette vil medføre visse (mindre) administrative meromkostninger for virksomhederne i forbindelse med selve ansøgningsprocessen set i forhold til de nugældende regler, hvilket skyldes, at der efter forslaget er større dokumentations- og oplysningskrav, end efter de nugældende regler. Endvidere vil der i et vist omfang være meromkostninger i forbindelse med sikkerhedsstillelse.

 

I relation til eksisterende nationale bevillinger vil forslagets vedtagelse medføre en omstillingsbyrde i form af øgede dokumentations- og oplysningskrav i forbindelse med fornyelse af bevilling.

 

Det er ikke muligt at skønne mere præcist over størrelsen af hverken lettelser eller administrative meromkostninger, idet disse i høj grad vil være afhængig af, hvor mange virksomheder, der ønsker at benytte bevillinger eller enhedsbevillinger samt måden disse er organiseret på.

 

 

 

Øvrige konsekvenser

Forslaget skønnes ikke umiddelbart at have konsekvenser for miljø, sundhed, forbrugerbeskyttelse, ligestilling, beskæftigelsen eller arbejdsmarkedet.

 

Høring

Forslaget har ikke i sig selv været sendt i høring, men forslaget om moderniseret toldkodeks, der indeholder regler med tilsvarende virkning, som de, der følger af nærværende forslag vedrørende enhedsbevillinger, har tidligere været sendt i høring hos Skats Toldudvalg. Der blev i forbindelse med høringen ikke modtaget formelle høringssvar.

 

Regeringens foreløbige generelle holdning

Regeringen er generelt positiv overfor forslaget, der synes at indeholde lettelser til gavn for erhvervslivet.

 

Det vurderes, at det vil være hensigtsmæssigt at søge at få forlænget perioden inden reglerne skal have virkning til 1. januar 2009 således, at der bliver mere tid til afklaring af forhold vedrørende moms, statistik og nationale forbud og restriktioner samt til etablering af administrative systemer, herunder IT-systemer.

 

Generelle forventninger til andre landes holdninger

Forslaget forventes sat til afstemning i Gruppen for Almindelige Toldforskrifter under Toldkodeksudvalget ultimo november 2007. Det vurderes, at ES, IT, PT samt formentligt RU vil stemme imod forslaget. BU, CY og MT holdning er usikker, mens øvrige lande forventes at stemme for forslaget. Som følge heraf er det forventede resultat af afstemningen usikkert.

 

Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Forslaget er ikke tidligere blevet forelagt for Folketingets Europaudvalg.

 

Forslag om moderniseret toldkodeks, der indeholder regler med tilsvarende virkning som nærværende forslags regler om enhedsbevillinger og E-toldbeslutningen om indførelse af elektroniske toldbehandlingssystemer er forelagt som følger:

 

Moderniseret toldkodeks:

Grundnotat er oversendt 19. januar 2006 – alm. del 83, del af samlenotat af 24. november 2006 – 2769 – Bilag 1, samt del af samlenotat af 3. maj 2007 – 2801 – bilag 1).

 

E-toldbeslutningen:

Grundnotat er oversendt 19. januar 2006 – alm. Del 82, samt samlenotat af 21. marts 2007 – KOM(2005)609 – bilag 2).