Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Direktoratet for FødevareErhverv

Den 27. november 2007

SJRA/PEHA

FVM 470

 

 

 

 

 

 

Notat til Folketingets Europaudvalg

 

om forventet forslag til indførelse af eksportrestitutioner på ferske og frosne varer af svinekød

 

KOM-dokument foreligger ikke

 

På mødet i Rådet (landbrug og fiskeri) den 26.- 27. november 2007 annoncerede Kommissionen, at der den 29. november 2007 vil blive fremlagt forslag til udvidelse af listen over produkter, hvortil der kan ydes eksportrestitutioner, til at omfatte fersk og frosset svinekød.

 

Forslaget fremkommer på baggrund af en markedssituation for svinekød, der er præget af høje foderomkostninger og deraf følgende høje produktionsomkostninger.

 

Kommissionen forventes på denne baggrund i Forvaltningskomiteen for Svinekød at fremlægge forslag til dato for ophør af støtte til privat oplagring og at fremlægge forslag til udvidelse af listen over produkter, hvortil der kan ydes eksportrestitutioner. Formålet er at fremme eksporten af svinekød til lande uden for EU og derigennem forbedre afregningsprisen for de europæiske producenter.

 

Det forventede forslag forventes sat til afstemning på møde i Forvaltningskomiteen for Svinekød den 29. november 2007.

 

Der foreligger ikke oplysninger fra Kommissionen om den forventede budgetudgift. Forslagets konsekvenser ventes at ligge inden for rammerne af budgetloftet i det finansielle perspektiv.

 

Ifølge den generelle restitutionsinstruks stemmer Danmark imod forslag om udvidelse af listen over produkter, der kan modtage eksportstøtte.

 

Regeringen agter på den baggrund at stemme imod forslaget, idet regeringen generelt arbejder Danmark for en langsigtet afvikling af den direkte landbrugsstøtte samt en udfasning af alle eksportsubsidier og prisstøtteordninger.

 


 

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Direktoratet for FødevareErhverv

Den 27. november 2007

SJRA

FVM 470

 

 

 

 

 

 

Grundnotat til Specialudvalget for Fødevare-, Landbrugs- og

Fiskerispørgsmål i EU 

 

om forventet forslag til indførelse af eksportrestitutioner på ferske og frosne varer af svinekød

 

KOM-dokument foreligger ikke

 

Resume

Kommissionen forventes den 29. november 2007 at komme med forslag til udvidelse af listen over produkter, hvortil der kan ydes eksportrestitutioner, til at omfatte fersk og frosset svinekød. Samtidig forventes ordningen, hvor der kan ansøges om støtte til privat oplagring, at ophøre.

 

Baggrund

Kommissionen annoncerede på mødet i Rådet (landbrug og fiskeri) den 26.- 27. november 2007, at der i Forvaltningskomiteen for Svinekød den 29.november 2007 vil blive fremlagt forslag til udvidelse af listen over produkter, hvortil der kan ydes eksportrestitutioner, til at omfatte fersk og frosset svinekød.

 

Forslaget behandles i en procedure II i Forvaltningskomitéen for Svinekød. Kommissionen kan udstede forordningen, medmindre komitéen udtaler sig imod forslaget med kvalificeret flertal. I så fald forelægger Kommissionen sagen for Rådet. Kommissionen kan samtidig beslutte at udsætte gennemførelsen af reglerne i en periode af højst tre måneder. Træffer Rådet ikke inden en frist på tre måneder med kvalificeret flertal en anden afgørelse, kan Kommissionen udstede forordningen.

 

Nærhedsprincippet

Forslaget er et led i gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik, hvorfor nærhedsprincippet er tilgodeset.

 

Formål og indhold

På mødet i Rådet (landbrug og fiskeri) den 26.- 27. november 2007 annoncerede Kommissionen, at der vil blive fremlagt forslag til udvidelse af listen over produkter, hvortil der kan ydes eksportrestitutioner, til at omfatte fersk og frosset svinekød. Forslaget forventes at omfatte samme produkter som i begyndelsen af 2004, hvor der i en periode var mulighed for at yde eksportrestitutioner til fersk og frosset svinekød. På nuværende tidspunkt ydes der kun eksportrestitutioner til forarbejdede produkter af svinekød og ikke til fersk eller frosset svinekød. Det forventes, at udvidelsen af listen over produkter vil omfatte eksport til alle destinationer.

 

Forslaget fremkommer på baggrund af en markedssituation for svinekød, der er præget af høje foderomkostninger og deraf følgende høje produktionsomkostninger. Afregningsprisen på slagtesvin ligger lidt under niveauet for gennemsnitsprisen for de seneste fem år og har derfor ikke kunnet kompensere for de stigende foderomkostninger. Situationen er endnu værre for smågriseproducenterne, da afregningsprisen på smågrise har udviklet sig i negativ retning i 2007. Endvidere er der tale om en svag dollarkurs, hvilket har reduceret EU’s konkurrenceevne i forhold til væsentlige aktører på markedet som USA, Canada og Brasilien.

 

Siden den 29. oktober 2007 har der været mulighed for ansøgning om støtte til privat oplagring af svinekød. Dette har bidraget til en stabilisering af priserne, men ifølge Kommissionen er støtte til privat oplagring ikke et effektivt redskab til at øge konkurrenceevnen for de europæiske producenter.

 

Kommissionen forventes på denne baggrund i Forvaltningskomiteen for Svinekød at fremlægge forslag til dato for ophør af støtte til privat oplagring og at fremlægge forslag til udvidelse af listen over produkter, hvortil der kan ydes eksportrestitutioner. Formålet er at fremme eksporten af svinekød til lande uden for EU og derigennem forbedre afregningsprisen for de europæiske producenter.

 

Udtalelser

Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig.

 

Konsekvenser

Budget

Der foreligger ikke oplysninger fra Kommissionen om den forventede budgetudgift. Forslagets konsekvenser ventes at ligge inden for rammerne af budgetloftet i det finansielle perspektiv.

 

Lovgivningsmæssig effekt

Forslaget vil ikke få lovgivningsmæssige konsekvenser i Danmark.

 

Konsekvenser for beskæftigelsen, arbejdsmarkedet, ligestilling, miljø, sundhed og forbrugerbeskyttelse

Forslaget vil ikke berøre beskyttelsesniveauet i Danmark eller i EU.

 

Høring

§ 2-udvalget (landbrug) er ikke blevet hørt.

 

Regeringens foreløbige generelle holdning

Generelt arbejder Danmark for en langsigtet afvikling af den direkte landbrugsstøtte samt en udfasning af alle eksportsubsidier og prisstøtteordninger. En udvidelse af listen over produkter, hvortil der ydes eksportrestitutioner, er et skridt i den forkerte retning og kan derfor ikke støttes af regeringen. Ifølge den generelle restitutionsinstruks stemmer Danmark imod forslag om udvidelse af listen over produkter, der kan modtage eksportstøtte.

 

Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der forventes at være et kvalificeret flertal for et forslag om udvidelse af listen over produkter, hvortil der ydes eksportrestitutioner.

 

Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.