Jord & affald                                                                                        J.nr. Mst-754-00068
                                                                                                          pgr/MST
Kommissionens forslag til Kommissionsbeslutning om ændring af bilaget til Rådets og Parlamentets direktiv 2000/53/EC om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i motordrevne køretøjer
1. Status
Kommissionen har den 31. januar 2008 fremsendt ovennævnte forslag til den tekniske tilpasningskomité, som bistår Kommissionen med at ændre direktivets bilag under hensyn til den tekniske og videnskabelige udvikling.
Forslaget har hjemmel i artikel 4 stk 2 litra a) i Rådets og Parlamentets direktiv 2000/53/EC af 18. september 2000 om udrangerede køretøjer(ELV).
Komitéen træffer afgørelse efter forskriftsproceduren med kontrol beskrevet i artikel 5a i Rådets afgørelse 1999/468/EF, som ændret ved Rådets afgørelse 2006/512 af 17. juli 2006.
Hvis der er kvalificeret flertal for forslaget, udsteder Kommissionen direktivet. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet, og underretter samtidig Europa Parlamentet. Rådet kan med kvalificeret flertal vedtage forslaget uændret eller udtale sig mod det. Hvis der er kvalificeret flertal imod forslaget, skal Kommissionen behandle sagen på ny. Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede direktivet.
Forslaget forventes at komme til afstemning i den tekniske tilpasningskomité d. 7. marts 2008.
RÃ¥dets og Parlamentets direktiv 2000/53/EC af 18. september 2000 om udrangerede køretøjer (ELV) artikel 4.2. litra a indeholder følgende bestemmelse: â€Medlemsstaterne sikrer, at materialer og komponenter i køretøjer, der markedsføres efter d. 1. juli 2003, ikke indeholder bly, kviksølv, cadmium eller hexavalent chrom, bortset fra de tilfælde, der er omhandlet i direktivets bilag II, og pÃ¥ de deri anførte betingelserâ€.Â
Forslaget har til formål, at tilpasse direktivets bilag II, der fastsætter undtagelserne fra forbuddet mod anvendelse af tungmetallerne i nye motordrevne køretøjer samt reservedele hertil, i takt med at den tekniske udvikling gør dette muligt.
Formålet med ændringsforslaget er at gennemføre de ændringer, der er nødvendige for at det fortsat er tilladt at anvende reservedele med det tungmetalindhold, der var tilladt da køretøjerne oprindelig blev markedsført.
Der har ved direktivets vedtagelse ikke været tilstrækkelig opmærksomhed på behovet for at tillade anvendelsen af tungmetalholdige reservedele til udskiftning af tungmetalholdige komponenter, der var tilladte da køretøjerne blev markedsført. Såfremt forslaget ikke vedtages, vil det ifølge Kommissionens bemærkninger til forslaget, opstå problemer med, at levere reservedele til biler, der er solgt efter direktivets forbud trådte i kraft d. 1. juli 2003, hvilket vil indebære forøgede affaldsmængder, fordi bilerne må skrottes før de er udtjente
Med dette sigte indeholder forslaget nedennævnte undtagelser for reservedele til biler, der er bragt på markedet, efter at det generelle forbud trådte i kraft. d. 1. juli 2003, men før den nævnte undtagelse for anvendelsen i materialer eller komponenter monteret i nye biler udløb.
Forslaget indeholder på denne baggrund undtagelser fra forbuddet for følgende anvendelser, hvor anvendelsen var tilladt efter forbuddets ikrafttræden og indtil en i direktivet fastsat udløbsdato:
1. Bly i aluminium til spåntagende bearbejdning med et blyindhold på op til 2 vægtprocent til biler markedsført før d. 1.7. 2005.
2. Bly i aluminium til spåntagende bearbejdning med et blyindhold på op til 1,5 vægtprocent, til biler markedsført før d. 1.7. 2008.
3. Bly/bronze i lejebøsninger og lejepander, til biler markedsført før d. 1.7. 2008.
4. Bly i vulkaniseringsmidler og stabilisatorer til elastomerer, der benyttes til bremseslanger, brændstofslanger og ventilationsslanger samt elastomer/metal i chassisdele og motorophæng til biler markedsført før d. 1.7. 2005.
5. Bly i vulkaniseringsmidler og stabilisatorer til elastomerer, der benyttes til bremseslanger, brændstofslanger og ventilationsslanger samt elastomer/metal i chassisdele og motorophæng med blyindhold på op til 0,5 %, til biler markedsført før d. 1.7. 2006
6. Bly i ventilsæder til motortyper, der er udviklet inden 1.7.2003.
7. Hexavalent chrom i korrosionshindrende belægninger til biler markedsført før d. 1.7. 2007.
8. Hexavalent chrom i korrosionshindrende belægninger til bolte og møtrikker i chassissamlinger til biler markedsført før d. 1.7. 2008.
Desuden er der for nedennævnte undtagelser fastsat en udløbsdato:
1. Bly i lim til elastomerer, der benyttes i driv-aggregatet, med et blyindhold på op til 0,5 %.
2. Bly i loddemetal i elektroniske kredsløbskort.
3. Kviksølv i udladningslamper til frontlys
4. Kviksølv i lysstofrør i instrumentbrætdisplays
I et enkelt tilfælde er udløbsdatoen forlænget. Det gælder bly i lejebøsninger og lejepander i motorer, transmission og aircondition kompressorer.
Â
3. Nærhedsprincippet
Ikke relevant.
4. Konsekvenser for Danmark
Gældende dansk ret og forslagets lovgivningsmæssige konsekvenser:
Direktivets bestemmelser om forbud mod anvendelse af tungmetaller er gennemført i dansk ret ved bekendtgørelse nr. 570 af 23. juni 2003.
Â
Bekendtgørelsen forbyder med virkning fra 1. juli 2003 import og salg af person- og varebiler samt materialer og komponenter til disse biler, som indeholder bly, kviksølv, cadmium og hexavalent chrom, med de undtagelser der fremgår af direktivet og Kommissionens tidligere ændringer heraf. Forslaget vil kunne gennemføres ved ændring af denne bekendtgørelse.
Forslagets økonomiske konsekvenser:Â
Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser for staten, kommuner, erhvervsliv eller borgere. Forslaget har endvidere ingen erhvervsadministrative konsekvenser.
Beskyttelsesniveau:Â
Forslaget vurderes ud fra en samlet betragtning at have en neutral påvirkning af beskyttelsesniveauet.
5. Høring
Forslaget har den 26. februar 2008 været udsendt i en kort høring i specialudvalget for miljøspørgsmål. Der er modtaget høringssvar fra Oliebranchens Fællesrepræsentation, Fagligt Fælles Forbund (3F) samt Bilbranchen - Dansk Industri.
Oliebranchens Fællesrepræsentation kan støtte den danske holdning som den kommer til udtryk i rammenotatet.
3F er meget betænkelige ved, at der gives tilladelse til en fortsat markedsføring af materialer og komponenter, der indeholder tungmetaller. 3F kan dog godt se problemet og vil på den baggrund ikke modsætte sig de nævnte undtagelser for reservedele til biler. Dog bemærker 3F, at 3F finder, at det tydeligt skal meddeles producenterne af disse reservedele, hvor længe denne undtagelse kan accepteres, idet det efter 3F’s opfattelse er den eneste mulighed, EU har for at sikre, at der ske en udvikling af andre typer reservedele uden indhold af tungmetaller.
Bilbranchen - Dansk Industri har ikke kommentarer til forslaget, men må bemærke, at vi i Danmark har en relativt gammel bilpark, og at tilpasningen derfor er relevant.
6. Dansk holdning
Det er generelt dansk holdning, at anvendelsen af tungmetallerne skal udfases i takt med at substitutionsmulighederne tilvejebringes.
Dansk holdning har igennem mange år været, at brug af bly, kviksølv og cadmium skal begrænses i videst muligt omfang og forbydes til anvendelser, hvor der findes alternativer. Denne holdning er videreført i Regeringens affaldsstrategi for 2005-08. Dette er tillige kommet til udtryk ved udstedelsen af en revideret blybekendtgørelse d. 13. september 2007.
Der er dog ikke i Danmark gennemført generelle regler om forbud mod anvendelse af hexavalent chrom.
Regeringen er enig i, at forslaget opfylder betingelserne for at undtage materialer eller komponenter, såfremt der ikke er tekniske alternativer eller substitutionsmuligheder.
På dette grundlag kan Danmark acceptere de foreslåede tilpasninger. Regeringen agter at stemme for Kommissionens forslag.
7. Generelle forventninger til andre medlemslandes holdninger
Det ventes, at et stort flertal af medlemsstaterne vil stemme for forslaget.