Miljøministeriet                                                                                                  8. maj 2008

 

 

 

GRUNDNOTAT til FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

 

Forslag til kommissionsdirektiv, der i henhold til vandrammedirektivet fastlægger tekniske specifikationer for kemiske analyser og overvågning af vandkvaliteten. (Udkast til Kommissionens direktiv om analysekvalitet)  

[C 2008 XYZ]

 

1. Status

Ovennævnte udkast til beslutning (herefter forslaget) har hjemmel i artikel 8(3) i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (vandrammedirektivet) som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/32/EF og skal derfor vedtages af Kommissionen med bistand af Udvalget om Vandrammedirektivet (herefter komitéen).

 

Komitéen træffer afgørelse efter forskriftsproceduren med kontrol beskrevet i artikel 5a i Rådets afgørelse 1999/468/EF, som ændret ved Rådets afgørelse 2006/512 af 17. juli 2006.

Hvis der i komitéen er kvalificeret flertal for forslaget, udsteder Kommissionen direktivet efter at Parlamentet har gennemført en legalitetskontrol af forslaget. Opnås der ikke kvalificeret flertal i komitéen, forelægger Kommissionen sagen for Rådet, og underretter samtidig Europa Parlamentet. Hvis der i Rådet er kvalificeret flertal imod forslaget, skal Kommissionen behandle sagen på ny. Vedtager Rådet forslaget med kvalificeret flertal eller udtaler Rådet sig ikke inden en frist på højst to måneder, kan Kommissionen udstede direktivet efter at Parlamentet har gennemført en legalitetskontrol af forslaget.

 

Komitéen havde den 11. marts 2008 en sidste drøftelse af forslaget. Kommissionen har på baggrund heraf foretaget enkelte justeringer. Afstemning i komitéen finder sted den 15. maj 2008.

 

2. Formål og indhold

Formålet med forslaget er i overensstemmelse med vandramme­direktivets artikel 8(3) at fastsætte tekniske specifikationer for kemiske analyser og overvågning af vandets tilstand, herunder at fastsætte minimumskrav til de analysemetoder, som medlemsstaterne anvender ved overvågning af vand, sediment og biota, og regler for dokumentation af kvaliteten af analyseresultater.

 

Med forslaget fastsættes, at analysemetoder, som anvendes i forbindelse med overvågning af kemisk tilstand efter vandrammedirektivet, skal valideres og dokumenteres i overensstemmelse med den relevante ISO-standard[1] eller tilsvarende. Der skal som minimum sikres en måleusikkerhed på ikke over 50 % og en kvantifikationsgrænse på ikke over 30 % af relevante miljøkvalitetskrav. Hvor der ikke er fastsat miljøkvalitetskrav eller ikke findes analysemetoder, der lever op til nævnte kriterier, skal medlemsstaterne sikre, at overvågningen udføres under anvendelse af bedste tilgængelige teknik, som ikke medfører urimelige omkostninger.

 

Der fastsættes regler om beregning af middelværdier for målinger i tilfælde, hvor de målte koncentrationer ligger under kvantifikationsgrænsen for de pågældende forurenende stoffer med den anvendte analysemetode. Middelværdierne anvendes ved bedømmelse af, om miljøkvalitetskrav er overholdt.

 

Der fastsættes regler om, at laboratorier og deres eventuelle kontraherende parter anvender kvalitetsstyringssystemer som fastlagt i ISO-standard1 for akkreditering af laboratorier eller tilsvarende. Endvidere fastsættes regler om, at laboratorierne og nævnte parter skal dokumentere deres kompetence gennem deltagelse i nærmere beskrevne præstationsprøvningsprogrammer og gennem analyse af repræsentativt referencemateriale. De nævnte præstationsprøvningsprogrammer skal organiseres af akkrediterede organisationer eller internationalt eller nationalt anerkendte organisationer som lever op til krav i den relevante ISO-vejledning[2] eller tilsvarende.

 

Endelig fastsættes, at direktivet skal gennemføres senest 2 år efter vedtagelsen.

 

3. Europa Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet har ikke udtalt sig om forslaget.

 

4.  Nærhedsprincippet

Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.

 

5. Konsekvenser for Danmark

Lovgivningsmæssige konsekvenser

Regler om kvaliteten af miljømålinger er fastsat i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1353 af 11. december 2006 om kvalitetskrav til miljømålinger udført af akkrediterede laboratorier, certificerede personer m.v. Regler om akkreditering af laboratorier er fastsat i Erhvervsministeriets bekendtgørelse nr. 745 af 27. september 1999. Forslaget kan medføre behov for justering af disse bekendtgørelser.

 

Økonomiske konsekvenser

Det vurderes, at forslaget ikke har statsfinansielle, erhvervsadministrative eller samfundsøkonomiske konsekvenser.

 

Beskyttelsesniveau

Det vurderes, at forslaget har en neutral virkning på beskyttelsesniveauet.

 

6. Høring

Kommissionens udkast samt et notat om forslaget har været udsendt i skriftlig høring til medlemmerne af specialudvalget for miljø den 30. april 2008. Der var ved høringsfristens udløb den 6. maj 2008 ikke indkommet bemærkninger til forslaget.

 

 7. Forhandlingssituationen

Medlemsstaterne synes generelt at ville støtte forslaget.

 

 8. Regeringens foreløbige holdning

Regeringen hilser forslaget velkomment. Regeringen er enig i, at der bør fastsættes fælles minimumskrav til kvaliteten af analyseresultater, der tilvejebringes gennem de programmer for overvågning af kemisk tilstand, som iværksættes som led i gennemførelsen af vandrammedirektivet. Det vil bidrage til, at medlemsstaterne bedømmes ens i forhold til opfyldelse af forpligtelserne efter vandrammedirektivet.

 

Regeringen er ligeledes enig i, at laboratorier og deres eventuelle kontraherende parter bør dokumentere deres kompetencer gennem deltagelse i relevante præstationsprøvnings­programmer.

 

Beregning af middelværdier for målinger er en administrativ praksis, som er uafhængig af, hvordan man på laboratorier sikrer god analysekvalitet. Regeringen finder derfor, at regler om sådan beregning ikke hører naturligt hjemme i dette direktiv.



[1] EN ISO/IEC-17025: Generelle krav til prøvnings- og kalibreringslaboratoriers kompetence.

[2] ISO/IEC guide 43-1: Proficiency testing by interlaboratory comparisons - Part 1: Development and operation of proficiency testing schemes.