MILJØstyrelsen                                                                                   Den 8. maj 2008

Pesticider             

Departementet                                                                                J.nr. DEP-243-00012                                                                       

EU&I Koordination                                                                                NSH/BXJ

 

 

 

 

GRUNDNOTAT til FOLKETINGETS EUROPAUDVALG


 

Forslag til kommissionsbeslutninger om ikke-optagelse af aktivstofferne buprofezin, propanil, butralin, cyanamid, chlorat, dichlobenil, dicloran, dicofol, methyl bromid, propachlor, tricyclazol og triflumizol på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler

 

Resumé

Kommissionen foreslår, at aktivstofferne buprofezin, propanil, butralin, cyanamid, chlorat, dichlobenil, dicloran, dicofol, methyl bromid, propachlor, tricyclazol og triflumizol ikke optages på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler. Bilag I er den såkaldte positivliste.

Hvis forslagene bliver vedtaget, vil det betyde, at stofferne optages på bilaget over ikke-optagede aktivstoffer, til bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen.

Det vurderes, at forslagene har en positiv indflydelse på beskyttelsesniveauet i Danmark.

 

1. Status

Foreløbige forslag til kommissionsbeslutninger “Commission Decision of [...] concerning the non-inclusion of buprofezin, propanil, butralin, cyanamide, chlorate, dichlobenil, dicloran, dicofol, methyl bromide, propachlor, tricyclazole and triflumizole in Annex I to Council Directive 91/414/EEC and the withdrawal of authorisations for plant protection products containing these substances” er fremsendt til medlemsstaterne.

 

Forslagene er fremsat med hjemmel i direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler, artikel 6, som fastlægger proceduren for optagelse af aktivstoffer på bilag I til direktivet (positivlisten).

 

Det forventes, at forslagene kommer til afstemning i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 19.- 20. maj 2008. De skal vedtages i komitéprocedure efter forskriftsprocedure (1999/468/EF, art. 5).

 

Hvis der er kvalificeret flertal, udsteder Kommissionen beslutningen. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europa-Parlamentet. Rådet kan med kvalificeret flertal vedtage forslaget uændret eller udtale sig mod det. Hvis der er kvalificeret flertal imod forslaget, skal Kommissionen behandle sagen på ny. Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede beslutningen.

 

Da stofferne har været på markedet i EU før den 26. juli 1993, er baggrunden for forslaget direktivets artikel 8, stk. 2, hvorefter alle aktivstoffer, der var på markedet i EU før den 26. juli 1993 skal vurderes.

 

2. Formål og indhold

Forslagene begrundes med, at stofferne opfylder kriterierne i bilag VI til Kommissionsforordning (EF) 1095/2007 om ændring af procedurerne for revurdering af gamle aktivstoffer. Bilag VI til denne forordning er kriterier for klare indikationer af skadelige effekter. I følge forordningen kan Kommissionen udstede en ikke-optagelses beslutning for stofferne uden at konsultere EFSA, hvis stofferne opfylder disse kriterier.

 

Forslagene pålægger medlemsstaterne at tilbagekalde godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder buprofezin, propanil, butralin, cyanamid, chlorat, dichlobenil, dicloran, dicofol, methyl bromid, propachlor, tricyclazol og triflumizol som aktivt stof. Tidsfristen er 6 måneder efter beslutningens vedtagelse. Medlemsstaterne pålægges endvidere fremover ikke at give godkendelser eller forny sådanne til plantebeskyttelsesmidler med buprofezin, propanil, butralin, cyanamid, chlorat, dichlobenil, dicloran, dicofol, methyl bromid, propachlor, tricyclazol og triflumizol efter direktivets overgangsregel i artikel 8 (2). Endelig skal medlemsstaterne give en frist for afvikling af salg og anvendelse, der er så kort som mulig og ikke længere end 18 måneder efter beslutningernes vedtagelse.

 

3. Nærhedsprincippet

Kommissionen har ikke redegjort for nærhedsprincippet. Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger af en allerede vedtaget rådsretsakt, hvorfor Regeringen vurderer, at forslagene er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

 

4. Konsekvenser for Danmark

Lovgivningsmæssige konsekvenser:

Som følge af forslagene vil buprofezin, propanil, butralin, cyanamid, chlorat, dichlobenil, dicloran, dicofol, methyl bromid, propachlor, tricyclazol og triflumizol skulle optages på bilag 9 til bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler. Bilag 9 er listen over aktivstoffer, for hvilke der er vedtaget en kommissionsbeslutning om ikke-optagelse på bilag I til plantebeskyttelsesmiddeldirektivet.

 

Der er ikke godkendt midler med propanil, butralin, cyanamid, chlorat, dichlobenil, dicloran, dicofol, methyl bromid, propachlor, tricyclazol og triflumizol i Danmark.

 

Der er godkendt midler med buprofezin mod insekter i prydplanter i væksthuse.

 

Økonomiske og administrative konsekvenser:

Forslagene får ingen økonomiske konsekvenser for de fleste firmaer, idet der ikke er godkendt midler med propanil, butralin, cyanamid, chlorat, dichlobenil, dicloran, dicofol, methyl bromid, propachlor, tricyclazol og triflumizol i Danmark.  

 

Forslagene får økonomiske konsekvenser for de firmaer, der producerer/importerer godkendte produkter med buprofezin i Danmark. Ved tilbagekaldelse af danske godkendelser med det pågældende aktivstof vil markedsandelene blive flyttet over på andre aktivstoffer og muligvis andre firmaer.

 

Beskyttelsesniveau:

Det vurderes, at forslagene har en positiv indflydelse på beskyttelsesniveauet i Danmark.

 

5. Høring

Forslaget har været forelagt Miljøspecialudvalget, hvor der er indkommet høringssvar fra Fagligt Fælles Forbund (3F) og Forbrugerrådet.

 

3F støtter at stofferne ikke optages.

 

Forbrugerrådet oplyser at, de af ressourcemæssige årsager ikke har mulighed for at forholde sig til forslaget.

 

6. Forhandlingssituation

Forslagene forventes vedtaget med kvalificeret flertal.

 

7. Dansk holdning

Danmark støtter, at buprofezin, propanil, butralin, cyanamid, chlorat, dichlobenil, dicloran, dicofol, methyl bromid, propachlor, tricyclazol og triflumizol ikke-optages på bilag I, da stofferne opfylder kriterierne for klare indikationer af skadelige effekter.