NOTAT/FORSLAGÂ Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â 11 JUNI 2008 Â
Aktiv anvendelse af værktøjerne i den fælles markedsordning for fiskerivarer som medvirkende instrument til genskabelse af rentabiliteten i fiskeriet efter de eksorbitante olieprisstigninger.
Oliepriserne.
Oliepriserne har nået et niveau (10 juni ca. 138 $ pr tønde) som gør det stadig mere urentabelt at fiske. Mange fiskefartøjer har tilstrækkeligt med fisk til rådighed til at kunne fiske de optimale mængder med deres fartøjer, bl.a. som følge af den drastiske nedgang, der har været i antallet af fartøjer over de sidste 2 år, men når der ikke med optimale mængder kan skabes rentabilitet for den enkelte fangstrejse vil den uundgåelige konsekvens være, at virksomheden (fartøjet) går konkurs og lukker, og besætningen mister arbejdet.
Det hører naturligvis med i billedet, at olieprisstigninger rammer fiskeriet ekstra hårdt, fordi brændstoffet er den største enkeltfaktor i fiskeriet, og fordi fiskefartøjerne indkøber brændstof til nettopriser, ligesom andre kommercielle fartøjer og fly. ( Når prisen på benzin til privatbilen er steget fra 8 kr/liter til 11 kr/liter, = 37,5%, så er prisen på olie til fiskefartøjet steget, også med 3 kr, fra 2 kr/liter til 5 kr/liter = 150% !)
          Reaktioner på de høje oliepriser.
          Igennem de seneste 2 Ã¥r har der været afholdt en række møder mellem fiskeriets         Â
          organisationer og EU Kommissionen (Kommissær Borg, kommissærens kabinet, DG Fisk)
          Disse møder har resulteret i et konkret tiltag, nemlig at den tilladte statsstøtte (de minimis
          støtte) som medlemslandene kan give til virksomheder i fiskeriet, er sat op til 30.000 € pr
          virksomhed i en treårig periode.
          Den videre reaktion fra EU Kommissionen – og i øvrigt også fra den danske
          fødevareminister – har været, at fiskeriet må strukturere sig frem til økonomisk
          bæredygtighed, bl.a. med anvendelse af de støtteinstrumenter, der findes i den nye
          europæiske fond for fiskeriet, EFF.
          Som beskrevet oven for har vi struktureret os til rette i Danmark og kan fiske optimalt,
          men alligevel ikke få rentabilitet og dermed økonomisk bæredygtighed!
          Fra fisker- og organisationsside i de forskellige lande har der været fremført en række
          forskellige forslag og krav. I vise lande har der også været initiativer fra regeringen,
          mest tydeligt i Frankrig, men ingen steder er der faktisk gennemført støtteordninger
          eller andre tiltag, som har fået virkning.
          Forslag og krav har bl.a. omfattet:
                    Â
- Direkte brændstofstøtte
- Forhøjelse af de minimis støtterammen
- Større kvoter at fiske på
        For at understøtte forslag og krav har der været afholdt demonstrationer af forskellig intensitet   Â
        og senest har man fra spansk fiskeris side meddelt, at man vil kalde fartøjerne hjem og
        indstille alt fiskeri.
       Det må forventes, at der også vil blive afholdt demonstration i forbindelse med
       Ministerrådsmødet i Luxemburg den 23 juni 2008.
       Den fælles markedsordning for fiskerivarer.
       Fra oktober 1970 (altså længe inden kvotesystemet med den relative stabilitet blev knæsat i
       januar 1983) har der eksisteret en fælles markedsordning for fiskerivarer i EF. Den fælles
       markedsordning er nu fastlagt ved Rådsforordning 104/2000, som senest er ændret ved
       Rådsforordning 1759/2006.
       Det følger af den fælles markedsordning, at fiskefartøjer kan melde sig ind i PO’er – Producent  Â
       Organisationer -, som er anerkendt af EU, og hvis rolle det er bl.a. at sørge for, at
       producenterne, altså fiskerne, får rimelige priser for deres produkter.
       (For landbruget har den tilsvarende rolle i stor udstrækning været varetaget af det offentlige
       med støtte fra EU f.eks. i form af interventionsopkøb af oksekød, smør eller
       skummetmælkspulver)
      Â
       Helt konkret fungerer systemet inden for fiskerisektoren som følger:
                    Ved begyndelsen af hvert år fastsætter EU's ministerråd et sæt orienteringspriser
                     for de væsentligste produkter. Disse priser baserer sig på gennemsnitspriserne på
                     engrosmarkederne i repræsentative havne i 3 år, men priserne skal også tage hensyn til                      udviklingen i fangsterne og i efterspørgslen og tage højde for behovet for at have
                     stabile priser og medvirke til at understøtte producenternes (fiskernes) indkomst,                   uden at glemme forbrugernes interesser.
På basis af EU’s orienteringspriser udregnes et sæt EU tilbagetagelsespriser – på basis af friskhed, størrelse/vægt og præsentation – for produkterne. Disse priser skal være lig med mindst 70% og ikke overstige 90% af orienteringspriserne.
Ud fra disse priser kan PO’erne fastlægge et sæt tilbagetagelsespriser (også kaldet mindstepriser), som er de laveste priser medlemmernes produkter må sælges til. Hvis den tilbudte pris til medlemmet på det åbne marked – fiskeauktion - er lavere skal POen tage produkterne ud af markedet og betale medlemmet mindsteprisen. Produkterne
skal så anvendes til andre formål, end menneskeligt konsum, f.eks. minkfoder.
(Såfremt udtag måtte resultere i et dræn i POens kasse, som POen finansielt ikke kan holde til, er det muligt for en PO at beslutte en vis nedsættelse af en mindstepris eller en suspension af udtagsmuligheden)
EU's støttefond for landbrug og fiskeri, FEOGA, yder en vis medfinansiering til PO’ernes finansiering af udtag, men denne støtte er aftagende, således at jo større udtaget er, jo lavere er støtte, og hvis udtaget er mere end 8% af landingsmængden, så er der ingen EU støtte.
Medlemmerne af PO’erne betaler ind til PO’en en slags forsikringspræmie for hvert landet kg fisk, et såkaldt tilsvar; det er tilsvarspengene, der i det væsentlige finansierer de udtag, der måtte blive foretaget.
I de sidste mange Ã¥r har EU's ministerrÃ¥d ikke fulgt markedsprisudviklingen ved fastlæggelse af orienteringspriserne. Hvis f.eks. markedsprisen var steget med 4% forøgede man mÃ¥ske orienteringsprisen med 1,5 eller 2%. Resultatet er, at der er et kolossalt gab mellem PO’ernes mulige â€maksimale†mindstepriser og markedspriserne. Dette gab betyder, at der stort set ikke har været udtag af fisk fra markedet. Det betyder ogsÃ¥, at man ikke har kunnet bidrage til at understøtte fiskernes indkomst.
       Omsætningen af fisk på EU’s marked.
Førstegangsomsætrningen af fisk i Europa foregår i meget vidt omfang via offentlig fiskeauktion. Dette er medvirkende til at skabe en fuldstændig gennemsigtighed på markedet, men det betyder samtidig, at fiskerne bliver pristagere (price takers) og ikke pris sættere (price makers). En forøget omkostning kan således ikke umiddelbart ekspederes videre til køberen – og i sidste ende forbrugeren.
Igennem en lang årrække er handelen med fisk blevet mere og mere liberaliseret, således at fisk i dag er den fødevaregruppe, der er underlagt færrest handelsrestriktioner.
Liberaliseringen af verdenshandelen for fisk har for EU markedet betydet en veritabel eksplosion i importen af fisk fra alle verdenshjørner, en import, som omfatter en lang række arter, der direkte konkurrerer med EU's egenproduktion, uden at der er sikkerhed for at produkterne er underlagt samme kontrol- og hygiejnekrav som EU's fiskeres produkter. Dette forhold er anerkendt af EU Kommissionen bl.a. i forbindelse med det aktuelle arbejde omkring IUU fiskeri.
Den store import har naturligvis - i samspil med den åbne auktionsform på markedet - forårsaget, at det ikke har været muligt for Europas fiskere løbende at få tilpasset priserne i tilstrækkelig grad, og i de seneste måneder har der endog været tale om faldende markedspriser på en række hovedprodukter.
På basis af de udviklinger og forhold, der er beskrevet oven for under pkt. 1. skal det foreslås, at
â€EU's ministerrÃ¥d efter forslag fra EU Kommissionen vedtager et nyt sæt orienteringspriser pÃ¥ et niveau, der ligger pÃ¥ det dobbelte af de nuværende orienteringspriser.â€
En sådan vedtagelse vil gøre det muligt for producentorganisationerne at justere tilbagetagelsespriserne tilsvarende og dermed sikre et prisniveau, der kraftigt forbedrer fiskeriets økonomiske bæredygtighed og rentabiliteten for det enkelte fartøj.
Det kan naturligvis kun komme på tale at sætte priserne op for de bedste kvaliteter fisk, idet der ikke skal tilskyndes til, at man fisker for at få fisken taget ud af markedet og betalt af POen.
Det er opfattelsen i fiskeriet, at en orienteringsprisforøgelse vil være en så stærk beslutning og et så stærkt signal til hele fiskeri- og fødevaresektoren, at det meget hurtigt vil medvirke til at flytte fiskepriserne til det nødvendige højere niveau, hvor de skal ligge, når omkostningerne er eksploderet, som tilfældet har været.
Der vil altså kun i sporadisk omfang og kun i kort tid være tale om udtag fra markedet.
Såfremt EU's fiskeriministre ikke forhøjer priserne er EU's fiskere overladt til sig selv. Dette kan kun resultere i punktvise pristilpasninger af autonom karakter og i uro såvel i, som uden for sektoren.
Kun fantasien sætter grænsen for mulige aktioner.
Med hensyn til de punktvise pristilpasninger vil der kunne ske det – som tilfældet er i Holland – at man i de mest velkonsoliderede POer vil kunne etablere sine egne ordninger (såkaldte autonome ordninger) med mindstepriser. Hvis man gør det, sker det uden EU støtte, og fisken kan så sælges videre til humant konsum til en lavere pris – men fiskeren får den højere udtagspris.
Køberne vi forsøge at betale den høje autonome tilbagetagelsespris og vil så udjævne priserne ved at byde lavere priser andetsteds i Europa.
Fiskerisektoren kan naturligvis hjælpes her og nu med kortsigtede støtteløsninger, hvis noget sådant kan etableres, men på lang sigt må og skal løsningen på fiskeriets krise være, at der skabes markedsvilkår, så der er profitabilitet i fiskeriet.
Hvis EU's fiskeriministre tager det fælles marked for fiskeriprodukter alvorligt og mener, at den fælles markedsordning skal være medvirkende til at understøtte producenternes indkomst. så må ministrene også finde fælles løsninger.