J.nr. MST-601-00062

 

Den

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 465 (alm. del) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 465

Ministeren bedes redegøre for, hvorfor der kun er 16 stoffer på EU's nye liste over særligt farlige stoffer, og hvad Danmark har gjort for at sikre, at alle stoffer, som har særligt farlige egenskaber for miljø og/eller sundhed, kommer på denne liste?

 

Svar

Det europæiske kemikalieagentur ECHA offentliggjorde i slutningen af juni det første udkast til liste over kandidatstoffer som foreslås optaget på bilag XIV i REACH – ”Fortegnelse over stoffer, der kræver godkendelse”. At et stof er optaget på bilag XIV betyder, at stoffet efter en bestemt dato kun må anvendes, hvis en virksomhed har søgt og fået godkendelse til deres anvendelse af stoffet.

 

Når stofferne står på bilag XIV, er det et kraftigt signal om, at stofferne er uønskede, og meget problematiske. Det vil således få store konsekvenser for industrien, hvis man har et stof stående på listen, da alle virksomheder der ønsker at bruge stoffet, skal ansøge om godkendelse til den specifikke anvendelse.

 

Danmark har støttet en relativ kort kandidatliste, bl.a. ud fra en vurdering af, hvordan listen kan få størst mulig gennemslagskraft. En relativ kort liste vil således være med til at sætte maksimal fokus på det enkelte stof på listen, og være med til at sikre at stoffernes efterhånden erstattes af egnede, mindre belastende alternativer.

 

Det er vigtigt at understrege, at listen ikke er en lukket liste. Der vil løbende være mulighed for at opdatere listen, når vi fx får ny viden om stofferne gennem REACH-registreringsproceduren.

 

Men man skal også være opmærksom på, at REACH indeholder flere måder at begrænse brugen af problematiske stoffer på. Hvis Danmark vurderer, at et særligt problematisk stof helt kan undværes, vil det have større gennemslagskraft at arbejde for et totalt forbud mod brugen, hvilket i stedet vil betyde at stoffet optages på bilag XVII.

Der har været en forståelse blandt EU-landene om, at der i første omgang tages udgangspunkt i stoffer, der er vurderet under EU’s program for risikovurdering af eksisterende stoffer, og at det land, der fungerer som rapportør for vurderingen af et stof i ekspertarbejdsgruppen, også er ansvarlig for at foreslå stoffet til kandidatlisten.

Blandt de stoffer, som Danmark har vurderet, er der et stof, der lever op til kriterierne for at komme på kandidatlisten. Dette stof, trichlorbenzen (TCB), er allerede blevet forbudt til alle anvendelser bortset fra industrielle anvendelser i lukkede systemer.

Efterhånden som flere stoffer vurderes under REACH skal det for hvert af de problematiske stoffer vurderes om stoffet helt skal forbydes eller om det skal omfattes af godkendelsesordningen med henblik på en mere langsigtet afvikling.

Jeg føler mig derfor helt tryg ved den proces, der er startet under REACH for at udfase de mest problematiske stoffer.