om afgivelse af indlæg i sag C-371/07 - Danfoss A/S og AstraZeneca A/S mod Skatteministeriet
AstraZeneca A/S markedsfører bl.a. sine produkter pÃ¥ den mÃ¥de, at læger og andet sundhedspersonale inviteres til møder i virksomheden, hvor deltagerne orienteres om virksomhedens produkter og disses anvendelse. Ofte vil gæsterne blive bespist vederlagsfrit i virksomhedens kantine. AstraZeneca-sagen vedrører spørgsmÃ¥let om, hvad der er den korrekte momsmæssige behandling af en sÃ¥dan bespisning i egen kantine.Â
Danfoss-sagen vedrører også spørgsmålet om bespisning af forretningsforbindelser i virksomhedens kantine. Herudover vedrører denne sag spørgsmålet om de momsmæssige konsekvenser af, at der sker vederlagsfri bespisning af virksomhedens ansatte i forbindelse med møder i virksomheden.
I medfør af tidligere administrativ praksis blev virksomhedsdrevne kantiners salgsmoms opgjort til en kalkuleret kostpris svarende til fremstillingsomkostningerne, medmindre salgsprisen oversteg den kalkulerede kostpris. Dette gjaldt også vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser og personale. Selskaberne kunne til gengæld foretage fuldt fradrag for momsen af indkøb.
I 1999 blev denne administrative praksis underkendt af Landsskatteretten. Landsskatteretten fastslog, at momslovens almindelige regler for opgørelsen af salgsmoms også gælder for virksomhedsdrevne kantiner, således af salgsmomsen skulle opgøres til det faktisk modtagne vederlag og ikke til en kalkuleret kostpris.
På dette grundlag indgav selskaberne anmodning om tilbagebetaling af den salgsmoms, som var blevet beregnet af den kalkulerede kostpris for den vederlagsfrie bespisning af forretningsforbindelser og personale. Afgiftsmyndighederne, hvis afgørelser er stadfæstet af Landsskatteretten, har afvist tilbagebetalingskravet.
Landsskatteretten har anset bespisningen af forretningsforbindelser i egen kantine for repræsentation og omfattet af fradragsbegrænsningen i momslovens § 42, stk. 1, nr. 5. Endvidere har Landsskatteretten anset bespisningen af personale for â€kost†og derfor omfattet af fradragsbegrænsningen i momslovens § 42, stk. 1, nr. 1. Da selskaberne imidlertid havde fradraget momsen af kantineindkøbene fuldt ud, fandt Landsskatteretten det berettiget, at der var beregnet udtagningsmoms i henhold til momslovens § 5, stk. 2. Da udtagningsmomsen skulle opgøres pÃ¥ samme mÃ¥de som salgsmomsen ved den underkendte praksis, var der ikke grundlag for tilbagebetaling af de omhandlede momsbeløb.
Selskaberne gjorde for Landsskatteretten gældende, at fradragsbegrænsningerne var i strid med â€standstill-klausulen†i 6. momsdirektivs art. 17, stk. 6. Landsskatteretten fandt dog ikke, at de danske bestemmelser var i strid med 6. momsdirektiv.
De sagsøgende selskaber har anmodet om præjudiciel forelæggelse for EF-Domstolen, da fortolkningen af artikel 17, stk. 6 og artikel 6, stk. 2, i 6. momsdirektiv i den konkrete situation er tvivlsom. Skatteministeriet har ikke protesteret over for begæringen, og landsretten har ved kendelse af 1. august 2007 forelagt fem præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen.
Selskaberne gør gældende, at fradragsbegrænsningerne er i strid med standstill-klausulen. De gør navnlig gældende, at fradragsbegrænsningerne først i forbindelse med underkendelsen af den beskrevne administrative praksis i 1999 blev anvendt i relation til den omhandlede kantinedrift. Forud herfor var der i henhold til den administrative praksis fuldt momsfradrag for bespisningen. Endvidere har sagsøgerne gjort gældende, at udtagningsbeskatning efter momslovens § 5, stk. 2, under alle omstændigheder er i strid med 6. momsdirektivs artikel 6, stk. 2, da der kun er adgang til udtagningsbeskatning, hvis udtagning sker til virksomheden uvedkommende formål, hvilket ifølge selskaberne ikke er tilfældet ved den i sagerne omhandlede bespisning.
Det afgørende for sagens udfald er således dels fortolkningen af standstill-klausulen i 6. momsdirektivs artikel 17, stk. 6, dels fortolkningen af udtagningsbestemmelsen i artikel 6, stk. 2.
Skatteministeriet har overordnet gjort gældende, at udelukkelse af fradragsret for bespisning af forretningsforbindelser og personale i virksomheders kantine ved mødeafholdelse ikke er i strid med standstill-klausulen i 6. momsdirektivs artikel 17, stk. 6, 2. afsnit.
Til støtte herfor er det navnlig fremhævet, at der allerede fra den første momslov fra 1967 har været regler om, at indkøb til "repræsentation" og "kost" ikke kunne fradrages. Disse generelle fradragsbegrænsninger er gennem hele perioden frem til i dag blevet opretholdt uændret, og det strider derfor ikke mod standstill-klausulen, at fradragsbegrænsningerne gøres gældende over for sagsøgerne.
Det forhold, at fradragsbegrænsningerne først blev aktuel for tjenesteydelsesvirksomheder i 1978, hvor tjenesteydelser generelt blev momspligtige, gør ikke, at begrænsningerne i fradragsretten i medfør af standstill-klausulen ikke kan anvendes. Der er således hverken efter ordlyden af/formålet bag eller domspraksis vedrørende bestemmelsen i 6. momsdirektivs artikel 17, stk. 6, grundlag for at fortolke standstill-klausulen således, at den er til hinder for, at medlemsstaterne anvender en uændret fradragsbegrænsningsregel i en sådan situation.
Hvad angår fortolkningen af udtagningsreglerne gør Skatteministeriet gældende, at det er i overensstemmelse med 6. momsdirektivs artikel 6, stk. 2, litra a) og b) at anse vederlagsfri bespisning af personale og/eller forretningsforbindelser i forbindelse med møder i en virksomhedsdrevet kantine for momspligtig udtagning.
Efter Skatteministeriets opfattelse følger dette udtrykkeligt af bestemmelsens ordlyd for så vidt angår vederlagsfri bespisning af virksomhedens eget personale. Artikel 6, stk. 2, må efter Skatteministeriets opfattelse fortolkes således, at indkøb anvendt til vederlagsfri bespisning af forretningsforbindelser i forbindelse med møder skal anses for anvendt til et formål, der er virksomheden uvedkommende, således at der foreligger en momspligtig udtagning.
Regeringen har afgivet indlæg i overensstemmelse hermed.
 2008