Europaudvalget 2007-08 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 407
Offentligt
586195_0001.png
Europaudvalget
REFERAT
AF 32. EUROPAUDVALGSMØDE
Dato:
Tidspunkt:
Sted:
Til stede:
Tirsdag den 12. august 2008
Kl. 13.00
Vær. 2-133
Svend Auken (S) formand, Michael Aastrup Jensen (V),
Henrik Høegh (V) næstformand, Eyvind Vesselbo (V),
Morten Messerschmidt (DF), Martin Henriksen (DF), Helle
Sjelle (KF), Lars Barfoed (KF), Pia Christmas-Møller
(FG). Ole Hækkerup (S), Henrik Dam Kristensen (S), Kim
Mortensen (S), Anne-Marie Meldgaard (S), Anne Grete
Holmsgaard (SF), Hanne Agersnap (SF), Lone Dybkjær
(RV) og Line Barfod (EL).
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.
Desuden deltog:
Punkt 1. Samråd med integrationsministeren vedr. samrådsspørgsmål P
om en redegørelse for den såkaldte Metock-dom og dens konsekvenser
for Danmarks udlændingepolitik herunder hvad regeringen agter at gøre
i den anledning.
Formanden:
Jeg vil gerne byde velkommen til dette møde i Europaudvalget.
Det er jo ikke noget normalt udvalgsmøde, men vi har gennem meget lang tid
her i Europaudvalget praktiseret, at alt vores arbejde så vidt muligt foregår i
fuld offentlighed, og pressen har jo haft adgang til vores møder længe. Men
nu er der jo særlig interesse for den sag, vi har foran os i dag, og derfor er der
også direkte tv-transmission herfra.
Metock-dommen faldt den 25. juli, og i lyset af den megen pressediskussion,
der dengang var, og det forhold, at mange af os havde svært ved at bedøm-
me dommen, fordi vi var på ferie eller væk, gjorde, at jeg besluttede at indkal-
de integrationsministeren til et samråd. Det er altså mig, der har bedt om at få
dette samråd, og jeg har bedt om at få det som formand for Europaudvalget,
fordi jeg synes, det er mest fair, frem for at hele debatten foregår i offentlighe-
den, at den så også foregår i Europaudvalget, som er det udvalg, der har be-
handlet opholdsdirektivet og jeg synes, det er rigtigt at give integrationsmini-
steren lejlighed til selv at komme her i Europaudvalget.
Integrationsministeren har gjort mig opmærksom på - og jeg lader det gå vide-
re til udvalget - at hun og Integrationsministeriet ikke er til ende med alle over-
vejelserne. Men nu er der gået 17 dage, siden dommen faldt, så vi har selv-
følgelig mulighed for at få en orientering om den fra integrationsministeren, og
derfor synes jeg, det er rigtigt, at vi afholder mødet vel vidende, at vi altså ikke
kan få svar på alle vores spørgsmål.
Samrådsspørgsmålet indeholder to elementer. Det ene er redegørelsen for
selve dommen og dens konsekvenser for Danmarks udlændingepolitik, og det
andet er spørgsmålet om, hvad regeringen agter at gøre i den anledning.
1219
 EUU, Alm.del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 407: Offentligt referat fra Europaudvalgets åbne møde den 12. august 2008
32. Europaudvalgsmøde 12/8-08
Jeg giver ordet til integrationsministeren.
Integrationsministeren:
Jeg siger mange tak for det, tak fordi jeg må komme
og tak for indledningen.
Det, der jo er det særlige ved den sag, vi behandler i dag - ud over, at dom-
men selv for folk, der har været jurister i 37 år, er vanskelig at læse – er, at
dette her ikke alene drejer sig om vores forhold til EU, om dansk ret, men at
det først og fremmest drejer sig om, at den dom meget vel kan betyde, at
sagsbehandlingen skal ændres, altså at borgerne skal kunne få rettet på de-
res afgørelser, hvis det er det, man når frem til. Derfor er det klart, at den en-
delige konklusion af selve dommen skal være fuldstændigt præcis, så der kan
gives den vejledning til Udlændingeservice, som borgerne har krav på. Og
derfor er det også klart, at det ikke drejer sig om en fristil, men om noget, der
kræver meget nøje overvejelser, og dem vil jeg selvfølgelig meget gerne have
lov til at vende tilbage med resultatet af, når vi er færdige. Men det forklarer,
hvorfor jeg er meget varsom med at udtale mig nu.
Det, der ligger fast for regeringen, er, at vi har en fast og fair udlændingepoli-
tik. Det står i regeringsgrundlaget, og det er selvfølgelig det, vi kører efter.
Udlændingeloven er, som den er, og det er uantastet for alle de sager, hvor
der ikke lige er tale om fri bevægelighed.
Nogle – også i Folketinget – har talt om, at dommen falder ind under undta-
gelserne, men da der nu også er fjernsyn på, er det vigtigt for mig igen at få
understreget, at det, vi her taler om, falder under Indre Marked, og det er reg-
lerne dér, der begrunder en anden ret end den, man direkte kan læse ud af
udlændingeloven. Det er der ikke noget nyt i, sådan har det været, siden vi
blev medlem af Det Indre Marked. Men siden denne regering tiltrådte, og vi
fik en strengere udlændingelov, har det i særlig grad vist sig, at der altså kan
være ting i EU-retten, som går en anden vej end dansk ret, og den EU-ret har
så yderligere igennem årene udviklet sig især efter 2002.
Nu skal man ikke sige så meget som politiker, før man i aviserne kan læse
noget ganske andet end det, man har sagt, og på et eller andet tidspunkt så
det ud, som om regeringen havde slået til lyd for traktatbrud – det vil jeg godt
ramme en pæl igennem her fra starten - det har der ikke været tale om. Det,
der er tale om, er, at vi er utilfredse med Metock-dommen, og det må vi så
gøre noget ved, og det vender jeg tilbage til.
Det er klart, at domme selvfølgelig ikke er unddraget diskussion og kritik, men
det er værd i samme åndedræt at sige, at vi må betragte EU som et retssam-
fund, og at vi netop som et lille land har en interesse i, at EU er et retssam-
fund. Det er netop de store lande, vi ønsker at få fastholdt på Traktaten, og
hvad der ellers er af regler. Derfor er der altså ikke tale om, at vi går til kamp
mod EF-Domstolen som sådan. Vi er tilhængere af, at EU er et retssamfund.
Men derfor er Domstolens afgørelse selvfølgelig ikke hævet over enhver dis-
kussion. Og vi ser altså gerne en anden EU-ret end den, denne dom giver
udtryk for.
Når jeg samme dag, som dommen bliver kendt, gik ud og udtrykte min util-
fredshed med den, var det selvfølgelig på baggrund af de oplysninger, jeg
1220
 EUU, Alm.del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 407: Offentligt referat fra Europaudvalgets åbne møde den 12. august 2008
32. Europaudvalgsmøde 12/8-08
havde fået i Ministerrådet, hvor der blæser helt andre vinde. De vinde, der
blæser i Ministerrådet, går jo på, at vi skal bekæmpe den illegale indvandring,
og der er kommet meget markante indlæg i den retning både fra nogle af
yderlandene i forhold til Schengen og fra store lande i Midteuropa. Derfor er
det klart, at en afgørelse, som i hvert fald forekommer mig at gå fuldstændigt
imod det, man taler for i Ministerrådet, virker meget provokerende.
Det, der er tale om, er, at dommen ikke stiller det krav, som vi har ment var
selvfølgeligt, at hvis en person skal familiesammenføres med en EU-borger,
der har udnyttet den frie bevægelighed, så bør den pågældende have lovligt
ophold i værtslandet, altså udrejselandet. Det er det, vi har rettet os efter, og
Det Indre Marked er efter vores overbevisning også dannet med henblik på de
lovlige borgere, ikke på dem der indrejser uden at have lovligt ophold.
Det er vigtigt at holde fast i, når der har været den diskussion om, at man har
kludret i det med opholdsdirektivet, som jo de fleste partier har været med til
at godkende - det har ligget åbent her i Europaudvalget, hvad det omhandler -
at det direktiv altså er fastlagt på baggrund af en anden retspraksis, end den
der nu er tale om. Det siger dommen også åbent, at EF-Domstolen har tilladt
sig omgøre den gamle afgørelse om det lovlige ophold, og den siger yderme-
re, at tid og sted for indgåelse af ægteskab ikke længere har noget betydning.
Denne afgørelse er den danske regering meget utilfreds med. Vi har deltaget
under sagens behandling, idet vi er kommet med vores indlæg. Der er i alt
inklusiv Irland 11 lande, som har interveneret, idet de ikke var enige i det, der
var lagt op til fra Kommissionen. Men trods de 11 landes indlæg, må vi altså
konstatere, at det ikke gik helt, som vi ønskede. Det ser ud til, at det meget
klart siges, at man ikke kan stille krav om lovligt ophold.
Det er meget afgørende, at vi grundigt gransker den dom, hvilket vi har været
i færd med fra første dag. Det vi konkluderer, skal kunne holde i den vejled-
ning til sagsbehandlingen, som Udlændingeservice udsender til medarbejder-
ne. Det er en retsafgørelse, der kan få betydning for borgere, og derfor tager
det sin tid at nå frem til den.
Hvis man begynder at kigge på de andre domme, må man sige, at der er ikke
en eneste dom, sådan som jeg ser dem, der give en løsning på alle situatio-
ner. Hvis man vidste, at der var nogle regler for, at det var sådan, når man
rejste ud, og man vidste, hvad en arbejdstager er, eller regler for, hvornår
man kan udnyttede den frie bevægelighed, regler for, hvordan man skal være
stillet, når man kommer hjem, regler for, hvem man kan gifte sig med, regler
for, hvor stor familiekredsen er osv. Men det er blevet justeret hen ad vejen,
og derfor har vi også ændret praksis i overensstemmelse med det.
Det er altså vigtigt at sige, at der sker en udvikling, som vi har kendt, men for
mig at se er der nu tale om et spring, når man pludselig siger, at der ikke kræ-
ves lovligt ophold.
Opgaven er på den ene side at lade være med at dramatisere det, men på
den anden side også at udvise rettidig omhu. Og jeg opfatter det sådan, at det
spiller en væsentlig rolle, at man ikke skal have lovligt ophold, jeg synes, det
1221
 EUU, Alm.del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 407: Offentligt referat fra Europaudvalgets åbne møde den 12. august 2008
32. Europaudvalgsmøde 12/8-08
er et spring, jeg synes, at det er ganske forkert, og at det er i strid med det,
man siger i Ministerrådet.
Skrækscenarierne kan være mange. Man kan forestille sig, at der bliver sat
noget i system, det kan også være, at der ikke bliver det.
Men jeg mener alligevel, at man må udvise rettidig omhu og prøver at se,
hvad man kan gøre for at dæmme op for, at det ikke sker i fremtiden, og det
har ført mig og regeringen til at sige, at vi må sørge for at få rejst denne her
sag i de EU-organer, hvor det overhovedet er muligt, og få diskuteret, om det-
te her er EU’s mening. Ifølge Ministerrådet skal vi stoppe den illegale indvan-
dring, og hvis man, som det ser ud til, kan sige, at der med denne dom er
risiko for, at man netop kan, om jeg så må sige, hvidvaske illegale indvandre-
re, så vil det yderligere få andre til at komme til Europa. Og så vil det sige, at
så kan en dom, der vedrører Det indre Marked, altså fuldstændigt ændre det,
som vi sidder og taler om i Ministerrådet, og det, som det franske formand-
skab har gjort meget ud af.
Selv om Traktaten er meget anderledes end Grundlovens § 3, så er der jo i en
demokratisk stat en vis magtfordeling, og hvis man syntes, at en domstol går
for vidt, hvis man mener, der er en magtfordeling, der skal ændres eller gen-
oprettes, så må man tage det op politisk med de andre organer, og det er
præcis det, vi har gjort. Vi har allerede skrevet til nogle af vores venner. Jeg
har så sent som i går morges personligt talt med EU-kommissæren, jeg har
skrevet til min franske kollega, og jeg vil skrive til andre kollegaer.
Det er klart, at de lande, der først og fremmest er interessante, er de lande,
som er enige med os, og som intervenerede i dommen. Men vi vil selvfølgelig
kontakte alle lande, og vi vil selvfølgelig overveje, hvordan vi skal få dette
emne op på næste ministerrådsmøde. Muligvis er der allerede andre lande,
der også er interesserede i det, så vi på en eller anden måde kan få det på
dagsordenen.
Hvis der sidder en borger her og ser dette her og spørger: Hvad skal vi så
gøre, vi tror vi kan komme ind under denne her dom? Så må jeg sige, at man
må søge. Det er klart, det kommer selvfølgelig ikke nogen til skade, at vi skal
tænke os om i denne sag. Det vil sige, at sagerne bliver behandlet, som de
plejer at blive behandlet. Det kan ikke være sådan, at de, der oplagt skal have
en tilladelse, ikke får det, fordi vi sidder og kigger på en dom i Integrationsmi-
nisteriet.
Tilbage står så, at der kan komme nogle klager, hvor man påberåber sig den
sidste dom. Og der er det klart, at det, at vi overvejer, betyder selvfølgelig ik-
ke, at vi benytter lejligheden til at give et afslag, hvis vi så dagen efter må gå
ud med en anden retsopfattelse. Så må de mennesker lige have tålmodighed,
før de kan få en afgørelse.
Så det er altså også tænkt igennem, og der er givet besked til Udlændinge-
service om, at man selvfølgelig ikke skal give afslag, hvis det pludselig kan
vise sig, at borgerens retsstilling er en anden, når vi er færdige med vores
overvejelser.
1222
 EUU, Alm.del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 407: Offentligt referat fra Europaudvalgets åbne møde den 12. august 2008
32. Europaudvalgsmøde 12/8-08
Det er, hvad jeg synes, jeg forsvarligt kan sige i dag, og det er også, hvad jeg
selv nu overhovedet ved. Jeg har ikke flere konklusioner, end jeg her har givet
til Europaudvalget, men jeg vil selvfølgelig meget gerne vende tilbage, når der
er truffet en afgørelse om, hvordan retsopfattelsen og dermed sagsbehandlin-
gen over for borgerne skal være. Tak.
Formanden:
Vi siger tak til integrationsministeren. Der er mange, der gerne
vil til orde, offentligheden følger med via tv-kanaler, og jeg vil foreslå, at vi
prøver at tage tre indlæg ad gange og få svar, og så håber jeg, vi kan få no-
genlunde kontante spørgsmål og kontante svar.
De tre første, der får ordet, er Anne Grete Holmsgaard, Kim Andersen og Line
Barfod, og i næste omgang er det Henrik Dam Kristensen, Morten Messer-
schmidt og Lone Dybkjær.
Anne Grete Holmsgaard
sagde, at hun havde tre spørgsmål til integrations-
ministeren.
Det første spørgsmål gik på det, integrationsministeren havde sagt om EF-
Domstolen i den seneste tid, bl.a. at vi ikke skal finde os i, at dommerne går
ud ad deres egen tangent, og at integrationsministeren ikke synes, at EF-
Domstolen skal hvidvaske illegal indvandring. Anne Grete Holmsgaard spurg-
te, om integrationsministeren ikke fortrød det ordvalg, da hun jo havde givet
udtryk for, at Danmark selvfølgelig skal følge EF-Domstolens afgørelser,
mens hun mildt sagt havde sagt, at den politiserede. Derfor ville Anne Grete
Holmsgaard gerne høre fra integrationsministerens egen mund, om hun for-
trød det, hun i de seneste dage havde sagt om sin opfattelse af EF-
Domstolen.
Det andet spørgsmål gik på, at integrationsministeren havde trukket spørgs-
målet frem om, hvorvidt der var kludret i det i forbindelse med opholdsdirekti-
vet og den behandling, det havde fået i regeringen og af Europaudvalget.
Anne Grete Holmsgaard sagde, at SF havde stemt for direktivet, det stod uan-
tastet.
Integrationsminister havde undervejs sagt, at direktivet var baseret på en an-
den retstilstand, og det forstod Anne Grete Holmsgaard simpelt hen ikke. In-
den direktivet blev vedtaget, var der to domme fra EF-Domstolen, Carpenter-
dommen og Mrax-dommen, som begge to sagde, at man havde ret til at have
sin ægtefælle med, når man var vandrende arbejdstager, også selv om ægte-
fællen ikke havde lovligt ophold i EU og ikke havde haft det, da man indgik
ægteskabet. Det ville sige, sagde Anne Grete Holmsgaard, at den retstilstand,
som Metock-dommen handlede om, var fuldstændigt den samme retstilstand,
derfor forstod hun simpelt hen ikke det, integrationsministeren havde sagt.
Senere var der så kommet den dom, som hed Akrich-dommen, som sagde
det modsatte, sagde Anne Grete Holmsgaard, men hun mente, man måtte
have været fuldstændigt klar over de to førstenævnte domme, da man lavede
indstillingen, og da Bendt Bendtsen gik til Ministerrådsmødet for at sige, at
Danmark støttede op om dette direktiv. Derfor kunne Anne Grete Holmsgaard
ikke forstå, hvordan det kunne blive til en ændret retstilstand.
1223
 EUU, Alm.del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 407: Offentligt referat fra Europaudvalgets åbne møde den 12. august 2008
32. Europaudvalgsmøde 12/8-08
Det tredje spørgsmål vedrørte det, integrationsministeren havde sagt om, at
man havde ændret praksis, når der var afsagt domme ved EF-Domstolen,
som gav anledning til det. Anne Grete Holmsgaard ville gerne vide, hvordan
man havde ændret praksis på grund af de to første domme, som sagde, at
man havde ret til at have sin ægtefælle med, at der ikke kunne stilles krav om,
at der skulle være lovligt ophold. Og da den næste dom, så kom i 2003, som
sagde noget andet, hvordan ændrede man så praksis dér, spurgte hun.
Kim Mortensen
takkede for redegørelsen og sagde, at han havde to
spørgsmål.
Det ene spørgsmål handlede om integrationsministerens forhold til EF- Dom-
stolen og Metock-dommen. Integrationsministeren havde tilkendegivet, at re-
geringen og hun var uenige i dommen, og integrationsministeren var også
tidligere blevet citeret for, at EF-Domstolen havde optrådt aktivistisk og selv-
stændigt i denne sag, sagde Kim Mortensen. Derfor ville han gerne vide, om
integrationsministeren så ikke kunne fortælle, hvordan EF-Domstolen var gået
ud ad tangenten eller havde optrådt for selvstændigt i forhold til direktivet,
som omhandlede rettigheder for vandrende arbejdstagere. Man kunne være
enig elle uenig i direktivet sagde han, men hvor havde EF-Domstolen i forhold
til direktivet ikke fulgt det, som integrationsministeren opfattede som retten,
spurgte Kim Mortensen.
Det andet spørgsmål handlede måske lidt om noget historik, sagde Kim Mor-
tensen og spurgte meget kort, om det var overraskende for regeringen, at di-
rektivet førte til en udvidelse af retten til familiesammenføring, altså i forhold til
dengang man lavede direktivet. Kim Mortensen syntes nemlig, at det var
fremgået af integrationsministerens indlæg, at det var overraskende for inte-
grationsministeren, at dette her havde fået betydning for muligheden for fami-
liesammenføring.
Line Barfod
sagde, at nogle af de spørgsmål, hun havde villet stille, var stillet
af andre, og at hun derfor ville nøjes med nogle stykker.
Det første spørgsmål, Line Barfod kom ind på, drejede sig om, at det efter-
hånden i forhold til EF-Domstolen var blevet en vane, at man sad i samråd
som dette ovenpå, at EF-Domstolen havde truffet afgørelse om, at retstilstan-
den var en anden end den, politikerne både i Danmark og i andre lande havde
lovet befolkningerne. Selve det, som regeringen havde sagt var fundamentet
for vores retstilstand, havde EF-Domstolen tilsidesat, sagde Line Barfod. Der-
for ville det glæde hende, tilføjede hun, hvis regeringen nu ville gøre noget i
forhold til at få ændret på magtforholdet og genindført noget demokrati i EU.
Og derfor ville hun gerne høre lidt mere fra integrationsministeren om, hvad
regeringen forestillede sig rent konkret, at der skulle gøres i forhold til EF-
Domstolen.
Det andet spørgsmål, Line Barfod kom ind på, drejede sig om, hvordan man
så havde ageret undervejs i forhold til borgerne. Hun syntes, at det var fair
nok, at man indimellem mente, at der var behov for at udvise civil ulydighed
også i forhold til EU. Men, tilføjede hun, hun mente, at hvis regeringens øn-
skede at kunne udvise civil ulydighed, så skulle den gøre det åbent. Det var
1224
 EUU, Alm.del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 407: Offentligt referat fra Europaudvalgets åbne møde den 12. august 2008
32. Europaudvalgsmøde 12/8-08
for hende en betingelse for, at noget kunne kaldes civil ulydighed. Man skulle
åbent være gået ud og have fortalt, at her var man uenig i den retstilstand,
som EU havde. Og så skulle man have sagt, at man ikke ville være med til
direktivet, og samtidig skulle man have informeret borgerne om, at der var en
EU-ret, som kunne give borgerne nogle rettigheder, og at borgerne havde
mulighed for at gå til domstolene, hvis de ville gøre krav på EU-retten i mod-
sætning til den civile ulydighed, som regeringen mente de skulle udvise.
Hvis regeringen bare forsøgte at luske tingene igennem og lade være med at
fortælle borgerne om deres rettigheder, mente Line Barfod, at den havde et
svært problem.
Line Barfod havde kunnet forstå på integrationsministeren, at der var ved at
blive udarbejdet en klar vejledning til borgerne. Det, syntes hun, lød rigtigt
godt, men hun ville gerne vide, hvornår integrationsministeren forventede, at
den vejledning ville komme.
Integrationsministeren
sagde til Anne Grete Holmsgaard, at det da var rig-
tigt, at hun havde brugt store ord om EF-Domstolen.
Integrationsministeren fortrød bestemt ikke, at hun med det samme havde
givet udtryk for, at regeringen var utilfreds med Metock-dommen, og det var
netop derfor, den med det samme havde forsøgt at gøre noget ved den. Det
var det, integrationsministeren kaldte at udvise rettidig omhu.
Det var rigtigt, sagde integrationsministeren, at hun havde brugt ordet kludre i
forbindelse med behandlingen af direktivet. Det havde hun gjort, fordi der var
nogle, der havde påstået det, men så havde hun tilføjet for lige at minde om,
hvordan det var – og integrationsministeren kunne godt uddybe det, sagde
hun - at langt de fleste partier havde været med til det, og at sagen var blevet
forelagt flere gange.
Integrationsministeren sagde, at hun ikke her var inde på noget, hun selv
kunne huske, men sådan som hun havde set datoerne, var Akrich-dommen
kommet i 2003, og det var den, hun havde indtryk af, at vi brugte, når det dre-
jede sig om familiesammenføring. I øvrigt mente integrationsministeren ikke -
men det var noget, hun meget gerne ville uddybe skriftligt - at man kunne sige
at de to andre domme var kongruente i forhold til problemet i dag eller i for-
hold til Akrich-dommen – der kom hele tiden nogle nye momenter ind i den
frie bevægelighed og i familiekredsen, der kunne familiesammenføres, der
blev hele tiden ændret ved det, ved formålet med at man rejste ud osv. Det
var nye ting, de domme sagde, og det ville unægteligt være lettere, sagde
integrationsministeren, hvis alle domme sagde det hele, men det gjorde de
desværre ikke, gentog integrationsministerens og tilføjede, at det efter hendes
mening en anden retstilstand, der var tale om.
Mere var hun ikke i stand til at sige, fordi hun ikke kunne huske det, men hun
ville gerne skriftligt i detaljer uddybe forskellene i de domme og sende dom-
mene over til Europaudvalget igen.
Integrationsministeren svarede Kim Mortensen, at Danmark meget ofte var
glad for EF-Domstolens afgørelser. Som lille land var det som udgangspunkt
en fordel, at man havde en domstol og var et retssamfund. Det havde rege-
1225
 EUU, Alm.del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 407: Offentligt referat fra Europaudvalgets åbne møde den 12. august 2008
32. Europaudvalgsmøde 12/8-08
ringen også tidligere givet udtryk for, sagde integrationsministeren, men de
konkrete afgørelser skulle ikke være hævet over enhver diskussion, gentog
hun.
At EF-Domstolen var aktivistisk, var der flere grunde til, sagde integrationsmi-
nisteren bl.a., at Traktater og direktiver var noget, der blev vedtaget af mange
lande, og som derfor i sagens natur måtte blive mere luftige end love i et lille
land som Danmark, hvilket betød, at Domstolens spillerum var større. Dertil
kom, at EF-Domstolen, som det havde været diskuteret i alle årene, havde
adgang til at følge den meget aktivistiske linje.
Integrationsministeren tilføjede, at hun mente, at regler skulle være til for at
gavne de lovlydige og genere dem, der ikke var lovlydige. Derfor generede
det selvfølgelig stærkt, hvis det virkelig var sådan, at den dom rent faktisk
kom til at hvidvaske ulovligt ophold, og hvis den gik fuldstændigt imod det,
som de sad og diskuterede i Ministerrådet.
På foranledning af, at Line Barfod havde sagt, at det var blevet en vane at
kritisere EF-Domstolen, sagde integrationsministeren, at vi jo levede i et åbent
demokrati, at hun havde kunnet ønske, at den dom havde vakt en større of-
fentlig debat i de andre lande, men at man jo her i landet netop havde en
åben debat.
Integrationsministeren sagde, at der ikke var lagt op til nogen civil ulydighed,
som hun kunne forstå, at Line Barfoed gik ind for. Der var lagt op til at udvise
rettidig omhu ved at sige, at nu havde EF-Domstolen altså afsagt en afgørel-
se, som vi syntes gik i den helt forkerte retning og var i strid med det, man
sagde i Ministerrådet. Og derfor henvendte vi os nu til Kommissionen og til de
andre lande for at gøre rede for vores bekymringer.
På baggrund af, at Line Barfod mente, at vejledningen skulle komme hurtigt,
sagde integrationsministeren, at den ville komme så hurtigt, som den kunne,
fordi det vigtigste var, at man fik gransket den dom ordentligt.
Formanden
takkede integrationsministeren, gav ordet til Henrik Dam Kristen-
sen og meddelte, at Morten Messerschmidt og Lone Dybkjær derefter ville få
det.
Henrik Dam Kristensen
sagde, at han godt kunne forstå, at det krævede tid
at få et overblik og komme til bunds i Metock-dommen.
Det, Henrik Dam Kristensen havde forstået på integrationsministerens indlæg
var, at denne dom måske kunne komme til at betyde en praksisændring i vo-
res udlændingeservice.
Han syntes, at det interessante var - og det var så også det, der lå i den ud-
lægning, integrationsministeren var kommet med i det indeværende møde - at
i denne her sag omgjorde EF-Domstolen sig selv i forhold til tidligere domme.
Som Henrik Dam Kristensens forstod den vurdering, regeringen havde, så
måtte man tage fat i gældende lovgivning, dvs. direktivet.
Henrik Dam Kristensens spørgsmål var, om EF-Domstolen var skruet sam-
men på en sådan måde, at der var mulighed for - når Domstolen selv erkend-
te, at den havde omgjort sig selv i forhold til tidligere domme, uden at der poli-
tisk var vedtaget ændringer i direktivet - for at man kunne bede EF-Domstolen
1226
 EUU, Alm.del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 407: Offentligt referat fra Europaudvalgets åbne møde den 12. august 2008
32. Europaudvalgsmøde 12/8-08
om at overveje det en gang til. Hvis Danmark kunne vælge på en eller anden
måde at anlægge en sag i forhold til det, kunne det i givet fald også være en
vej at gå, tilføjede han.
Henrik Dam Kristensens sagde, at hans sidste spørgsmål også drejede sig
om EF-Domstolen. Integrationsministeren havde i en kronik, som var blevet
offentliggjort i Berlingske Tidende, og som ikke var særligt gammel, skrevet:
”Som ansvarlig minister finder jeg nu, det er på tide, at rejse det principielle
spørgsmål, om ikke EF-Domstolen har fået for megen magt til skade for EU-
demokratiet, og om ikke EU på en måde også bestemmer for meget over
dansk udlændingepolitik”. Henrik Dam Kristensen syntes, at det var et mar-
kant citat, og han havde også bemærket, at integrationsministeren i det inde-
værende møde også havde brugt udtrykket, at EF-Domstolen var aktivistisk,
tilføjede han.
Henrik Dam Kristensen mente, at man måtte gå ud fra, at der var tale om en
mere principiel holdning, når integrationsministeren også brugte det udtryk i
en kronik. Derfor spurgte han, om integrationsministeren og regeringen så
ville lave en eller anden form for katalog over de sager, hvor man mente at
kunne konstatere, at EF-Domstolen havde været aktivistisk, og altså efter re-
geringens mening var gået ud over sine beføjelser.
Morten Messerschmidt
takkede integrationsministeren for redegørelsen og
sagde, at han syntes, det var interessant og særdeles positivt, at ikke bare
regeringen, men nu også andre af de traditionelt meget, pro EU-partier godt
kunne se et problem i, at EF-Domstolen optrådte som politiker. Det var ikke
mere end et halvt år siden, at Dansk Folkeparti i Folketingssalen havde rejst
den diskussion, hvor problemet i den grad var blevet bagatelliseret.
Det var ikke rigtigt, som integrationsministeren havde sagt, at man ikke kunne
indbringe EF-Domstolen for en højere myndighed, sagde Morten Messer-
schmidt. Højesteret havde meget klart sagt i Maastricht-dommen fra 1998, at
hvis EF-Domstolen gik ud over de beføjelser, som lå i tiltrædelsesloven, så
var de regler uanvendelige. Og deri lå, at EF-Domstolen ikke var over Grund-
loven, og at EF-Domstolen ikke var over højesteret. Det var trods alt stadig
væk Grundloven og højesteret, der havde det endelige ord i Danmark og ikke
embedsmænd ved EF-Domstolen, sagde Morten Messerschmidt.
Morten Messerschmidt havde bemærket, at integrationsministeren indled-
ningsvis havde sagt, at vores forbehold ikke gjaldt i denne sag, og at det jo
var rigtigt, at hvis man så på de artikler, som var citeret ved EF-Domstolen, og
så på de artikler, som direktivet baserede sig på, så var det Indre Markeds
regler. Men Metock-dommen gjorde dette her til andet end Indre Marked ved
at tilsidesætte det, som var omfattet af forbeholdet. Metock-dommen tilside-
satte jo netop den danske udlændingepolitik, sagde at den var irrelevant, at
man ikke behøvede at have lovligt ophold. Når Metock-dommen tilsidesatte
forbeholdet, var det så ikke et problem, spurgte Morten Messerschmidt.
Morten Messerschmidts første spørgsmål var derfor, om det var rimeligt, at
EF-Domstolen stod over det, som den danske befolkning havde ønsket ved at
forkaste Maastricht-aftalen og acceptere de fire forbehold.
1227
 EUU, Alm.del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 407: Offentligt referat fra Europaudvalgets åbne møde den 12. august 2008
32. Europaudvalgsmøde 12/8-08
Morten Messerschmidts næste spørgsmål var, om regeringen ikke var enig i,
at der var et stort problem, når man så klart fra højesterets side vidste, at der
var grænser for, hvad EU måtte blande sig i, at EF-Domstolen så hele tiden
udvidede sine grænser. Og om regeringen ikke var enig i, at det da måtte un-
dersøges og tages meget nøje op, om der var tale om overtrædelse af Grund-
loven.
Morten Messerschmidt gav utryk for tilfredshed med, at integrationsministeren
havde rejst problemet omkring opholdsdirektivet. Dansk Folkeparti havde ad-
varet imod opholdsdirektivet fra dag ét, de havde stemt imod regeringens
mandat i Europaudvalget, de havde rejst debatten i Folketingssalen, sagde
han og tilføjede, at han godt kunne tænke sig, om integrationsministeren ville
præcisere, hvad det var, der skulle ændres i opholdsdirektivet.
Dansk Folkeparti kunne sagtens komme med et katalog over forslag til æn-
dringer, men sagde, at det ville være interessant at høre, om regeringen også
kunne komme med en række forslag.
Endelig spurgte Morten Messerschmidt, hvad det var, regeringen agtede at
gøre i forhold til EF-Domstolen. Han tilføjede, at Dansk Folkeparti igen havde
masser af forslag, at de eksempelvis syntes, at man skulle arbejde for at få
dissenser ind. I dag var det jo sådan, at EF-Domstolens afgørelse skulle være
udtryk for en samlet holdning blandt dommerne.
Hvad med en ændring af hele grundlaget for EF-Domstolen, spurgte Moren
Messerschmidt videre og sagde, at Dansk Folkeparti havde masser af ideer,
men at regeringen måtte konkretiserer, hvad det var, regeringen ville. Det var
fint nok at holde det i generelle termer, men på et eller andet tidspunkt måtte
Europaudvalget også have noget præcist på bordet, og det var det, han bad
om at få nu, tilføjede Morten Messerschmidt.
Lone Dybkjær
sagde, at integrationsministeren var meget optaget af illegal
indvandring, at alle lande var det, at de var det med god ret, da der havde
været megen illegal indvandring i EU, at man selvfølgelig skulle bekæmpe
det, og at det derfor var godt, at det franske formandskab havde det på dags-
ordenen. Men spørgsmålet var, om det var relevant i denne her sammen-
hæng, sagde Lone Dybkjær.
Integrationsministeren havde kaldt ægteskab for hvidvaskning af illegal ind-
vandring. Hvis der var tale om et rent proforma ægteskab, sagde dommen jo
klart, at man kunne ophæve det. Lone Dybkjær spurgte, om integrationsmini-
steren kendte noget EU-land, hvor en statsborger i det pågældende land ikke
kunne gifte sig med en udlænding fra et ikke EU-land. Var der lande, der hav-
de en sådan bestemmelse, spurgte Lone Dybkjær og tilføjede, at hun i hvert
fald ikke var bekendt med det. Hun var bekendt med, at nogle lande havde
indført en aldersgrænse, der gik på, at man skulle være over 18 år for at ind-
gå ægteskab, men det var noget andet.
Lone Dybkjær ville også gerne vide, om integrationsministeren betragtede en
EU-borgers ægteskab med en ikke-EU-borger, som illegal indvandring. Skulle
man forstå integrationsministerens udtalelser sådan, at helt lovlige ægteska-
ber, som man kunne indgå, var illegal indvandring, eller hvad var det, integra-
1228
 EUU, Alm.del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 407: Offentligt referat fra Europaudvalgets åbne møde den 12. august 2008
32. Europaudvalgsmøde 12/8-08
tionsministeren mente med dette her med hvidvaskning af illegal indvandring,
spurgte Lone Dybkjær.
Integrationsministeren
sagde til Henrik Dam Kristensen, at udtrykket, at EF-
Domstolen var gået ud over sine beføjelser, havde integrationsministeren på
intet tidspunkt brugt. Det var en kendt sag, at EF-Domstolen var en aktivistisk
domstol, man ikke kunne sammenligne med dansk ret. Det, integrationsmini-
steren havde tilladt sig at sammenligne med, fordi hun havde de grundhold-
ninger, hun havde, var, EU-retten. Hun forventede, at EU bestod af demokra-
tiske lande, og at der var demokrati og en vis magtfordeling i EU, men at reg-
lerne selvfølgelig var lidt anderledes. Integrationsministeren sagde ikke, at
EF-Domstolen var gået ud over sine beføjelser, hun sagde, at hun var util-
freds med den afgørelse, EF-Domstolen her havde truffet. Regeringen øn-
skede at fastholde en fast og fair udlændingepolitik og sammen med de andre
lande at bekæmpe den illegale indvandring, sagde integrationsministeren.
På foranledningen af forslaget om et katalog sagde integrationsministeren, at
hun mente, at når det drejede sig om de domme, der havde haft betydning for
Danmark, havde man et katalog, der blev ført á jour.
På spørgsmålet, om man ville gøre noget for at få lavet den afsagte dom om,
svarede integrationsministeren, at man, som Udenrigsministeriet allerede
havde givet Europaudvalget besked om, fra dansk side ville intervenere i en
verserende sag, der i høj grad handlede om det samme. Hun vidste ikke,
hvornår dommen i den sag ville blive afsagt.
Man vidste jo af erfaring, at der ikke var to sager, der var ens, sagde integra-
tionsministeren, men nu havde man altså set, at EF-Domstolen direkte havde
sagt, at den omgjorde sig selv, så hun mente ikke, at man skulle blive hjem-
me, men at man skulle gøre synspunkterne gældende igen og gøre opmærk-
som på, hvad konsekvenserne af den dom ville blive for Danmark.
Integrationsministeren svarede Morten Messerschmidt, at det var rigtigt, at
Metock-dommen indholdsmæssigt vedrørte vores forbehold, men at den lå
under et andet regelsæt i Traktaten, og at vi derfor ikke kunne aktivere forbe-
holdene. Og det var også derfor, vi fra dansk side forsøgte at fortælle det til
de andre lande, da det selvfølgelig kom os meget på tværs.
Integrationsministeren understregede, at hun ikke vedrørende opholdsdirekti-
vet på noget tidspunkt havde sagt om eller, at det skulle ændres, da det præ-
cis var på det område, vi måtte prøve at høre, hvor de andre lande stod. Inte-
grationsministeren tilføjede, at hun ikke begyndte at stå og blafre med Dan-
nebrog helt alene og at afskære enhver diskussion ved at stille nogle krav fra
starten. Hun fulgte det gamle ord: Hvor der var en vilje, var der en vej. Men
hun var nødt til først at skabe viljen i de andre lande, før de kunne snakke om
vejen.
Integrationsministeren sagde, at hun syntes, at forslaget om dissens lød
enormt spændende, men at hun ville afholde sig fra at komme med nogen
løfter i det indeværende møde.
1229
 EUU, Alm.del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 407: Offentligt referat fra Europaudvalgets åbne møde den 12. august 2008
32. Europaudvalgsmøde 12/8-08
Til Lone Dybkjær svarede integrationsministeren på spørgsmålet, om der var
andre lande, hvor man ikke måtte gifte sig, at det havde hun ikke kendskab til,
det var fremmed ret, det kunne hun ikke tillade sig at udtale sig om.
På spørgsmålet, om der var noget illegalt ved at gifte sig, svarede integrati-
onsministeren, nej, og at det heller ikke var det, sagen overhovedet handlede
om. Det, sagen handlede om, var opholdstilladelsen, og det, hun udtalte sig
om, var opholdstilladelsen. Hun mente, at det var tindrende forkert i forhold til
dansk udlændingeret og udlændingepolitik og i forhold til det, man talte om i
EU, hvis det blev sådan, at den, der opholdt sig illegalt i et land, gennem æg-
teskab kunne hvidvaske sig, så vedkommende kunne få en opholdstilladelse.
Det handlede ikke om ægteskab, det havde det aldrig gjort i denne regerings-
tid og heller ikke, da den var i opposition, det havde altid handlet om opholds-
tilladelse.
Formanden
takkede integrationsministeren og sagde, at han som den, der
havde stillet samrådsspørgsmålet, ville tillade sig selv, inden han åbnede for,
at medlemmerne i anden runde kunne stille spørgsmål, at tage det spørgsmål
op, der var stillet af flere af medlemmerne angående en oversigt over de
domme, man kunne sige var aktivistiske. Europaudvalget ville gerne have en
sådan redegørelse, sagde formanden. Han troede ikke, at Europaudvalget
kunne forlange, at Integrationsministeriet skulle lave den, men at det i givet
fald måtte være Indenrigsministeriet og Justitsministeriet, der lavede en sådan
redegørelse, og de måtte så se, om det var en uoverkommelig opgave.
Formanden gjorde opmærksom på, at der var blevet spurgt, om integrations-
ministeren mente, at Europaudvalget havde fået tilstrækkelige oplysninger,
inden beslutningen vedrørende direktivforslaget var blevet truffet i Europaud-
valget. Det lå jo før integrationsministerens tid som integrationsminister, sag-
de han og gjorde opmærksom på, at en foreløbig gennemgang af de pågæl-
dende dokumenter viste, at den nuværende regering havde ændret i ordlyden
i forelæggelserne af direktivforslaget. Under den tidligere regering, da sagen
første gang kom til udvalget, havde den lydt sådan: ”Direktivforslaget forven-
tes i sin nuværende udformning at medføre en vis udvidelse af retten til fami-
liesammenføring.” Der ville altså komme flere familiesammenføringssager,
hvorimod ordlyden, da Europaudvalget i 2003 skulle taget stilling til direktiv-
forslaget, i den nuværende regerings udformning lød: ”Direktivforslaget vil
kræve visse ændringer i udlændingeloven.” Men der stod altså ikke ét ord om
flere familiesammenføringer, der var heller ikke ét ord om det i den mundtlige
forelæggelse, og man kunne selvfølgelig ikke, sagde formanden, hænge par-
tier op på en stillingtagen, hvis ikke sagen havde været grundigt oplyst for
Europaudvalget. Men det kunne de i hvert fald ikke bebrejde den nuværende
integrationsminister, som ikke var minister på daværende tidspunkt, tilføjede
han.
Formanden stillede herefter et spørgsmål ud fra dommen. Dommen sagde, at
dens vurdering og dens præmis var, at opholdsdirektivet udtømmende be-
skrev de grunde, der kunne være til, at man ikke kunne få et ophold i EU. De-
finitionen på, hvem der var familie, altså ægtefæller, og bestemmelserne om,
1230
 EUU, Alm.del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 407: Offentligt referat fra Europaudvalgets åbne møde den 12. august 2008
32. Europaudvalgsmøde 12/8-08
hvorfor man kunne sige nej, var udømmende. Og i opholdsdirektivet var be-
tingelsen om, at man skulle have lovligt ophold i et andet land, ikke nævnt ét
eneste sted. Derfor, sagde EF-Domstolen, var der ikke nogen støtte i direkti-
vet for, at man kunne stille denne betingelse, og det var, gik formanden ud fra,
en af årsagerne til, at man havde ændret sin holdning. Og så var spørgsmålet
meget enkelt, sagde han: Hvorfor i himlens navn stillede man ikke det æn-
dringsforslag fra dansk side, hvis man fra den nuværende regerings side lag-
de så stor vægt på, at lovligt ophold skulle være en betingelse.
Formanden sagde, at han var enig med integrationsministeren i, at man sag-
tens kunne karakterisere den nuværende EF-Domstol som værende aktivi-
stisk, men at han mente, at man frem for at spille på det, hellere skulle gribe i
egen barm og se på, at denne regeringen plus regeringerne i de 11 andre
land, der var utilfredse med dommen, burde have sikret, at opholdsdirektivets
tekst var i orden, hvis man lagde så stor vægt på det.
Anne Grete Holmsgaard
indledte med at gøre opmærksom på, at integrati-
onsministeren ikke havde svaret på hendes tredje spørgsmål, som hun derfor
vendte tilbage til.
Integrationsministeren havde undervejs sagt, at Integrationsministeriet havde
ændret praksis i overensstemmelse med EF-dommene, efterhånden som de
var faldet, sagde Anne Grete Holmsgaard og tilføjede, at hun derfor havde
spurgt, hvordan regeringen havde ændret praksis i 2002, da Carpenter-
dommen og Mrax-dommen var faldet.
Anne Grete Holmsgaard havde også i den sammenhæng spurgt, om man så
igen havde ændret praksis, efter at integrationsministeren var kommet til som
minister.
Som opfølgning på Anne Grete Holmsgaards to andre spørgsmål gjorde hun
opmærksom på, at integrationsministeren havde svaret hende, at hun ikke
fortrød sine udtalelser om dommen, og at hun var utilfreds med dommen. Men
det, Anne Grete Holmsgaard havde spurgt integrationsministeren om, var, om
hun ikke fortrød sit ordvalg?
Anne Grete Holmsgaard vendte herefter tilbage til direktivet og sagde, at det
var blevet lavet på et tidspunkt, hvor der lå to domme, der klart sagde, at det
ikke var nogen forudsætning, at man som den ægtefælle, der kom fra tredje-
land udenfor EU, havde lovligt ophold for at kunne følge med sin ægtefælle,
der havde statsborgerskab i et EU-land, når vedkommende var vandrende
arbejdstager.
Hvad havde man dengang gjort sig af overvejelser i regeringen, spurgte Anne
Grete Holmsgaard. Der var ikke blevet sagt noget i Europaudvalget om det.
Havde man ment, at det var helt fint, eller var det noget, man ville se igennem
fingre med, eller havde man simpelt hen kludret i det. I givet fald var det rege-
ringen og ikke Europaudvalget, der havde kludret i det.
Anne Grete Holmsgaard havde bemærket, at integrationsministeren talte rig-
tigt meget om illegal indvandring, men dette her handlede om ægtepar, der
kunne følge hinanden rundt i EU. Det kunne hun ikke få til at handle om illegal
indvandring, medmindre man ville have så vidtgående et synspunkt, så det at
1231
 EUU, Alm.del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 407: Offentligt referat fra Europaudvalgets åbne møde den 12. august 2008
32. Europaudvalgsmøde 12/8-08
blive gift med en, der var statsborger i et andet land end et EU-land, var en
illegal handling. Hvis det i sig selv var nok til at sige, at det var illegalt, var det
jo helt ude i hampen, sagde Anne Grete Holmsgaard. Hun gjorde opmærk-
som på, at et af de par, som den seneste dom fra juni måned vedrørte, var et
ægtepar, som havde kendt hinanden i 13 år, og som havde to børn.
Line Barfod
havde bemærket, at integrationsministeren i forhold til, hvornår
der ville komme en vejledning til borgerne om, hvad det var, de kunne regne
med, at Integrationsministeriet ville lægge til grund for retstilstanden i Dan-
mark, havde sagt, at det havde ikke nogen betydning for borgene, hvor længe
de skulle vente på, at en sådan vejledning kom.
Line Barfod syntes, at integrationsministeren måtte kunne give en eller anden
vurdering af, om det var en vejledning, man kunne regne med at få indenfor
ganske få dage, ganske få uger, eller om det ville tage et halvt eller et helt år.
Hvornår forventede integrationsministeren, at der ville komme en vejledning til
borgerne om deres rettigheder, spurgte Line Barfod.
Vedrørende EF-Domstolen havde integrationsministeren i noget af det, der
var blevet sagt i det indeværende møde og også tidligere i pressen, sagt, at
der var behov for at se på magtfordelingen og se på, om EF-Domstolen i
denne sag tiltog sig alt for stor magt.
Derfor ville Line Barfod gerne høre, om integrationsministeren mente, at der
skulle ændres på magtfordelingen, og i så fald, hvad integrationsministeren
og regeringen mente, at der skulle gøres for at ændre på magtfordelingen.
Line Barfod mente også, at det var meget afgørende, at man gjorde det, men
at man så måtte undre sig over - hvis regeringen mente, at der var behov for
at ændre på magtfordelingen - at man lige havde tiltrådt Lissabon-traktaten,
hvor man gav EF-Domstolen meget mere magt.
Man havde selvfølgelig lov til at blive klogere, sagde Line Barfod, men så ville
det være rart at høre helt konkret, hvad regeringen ville ændre på, hvad man
kunne gøre for at ændre på magtfordelingen, så det var folkevalgte, der sad
og bestemte retstilstanden, og så EF-Domstolen ikke kunne gå ind og under-
kende det, som alle politikerne havde lovet deres befolkninger.
Integrationsministeren
sagde, for så vidt angik dommen og formandens ud-
talelse om, at direktivet var udtømmende, at hun måtte holde fast i, at EF-
Domstolen havde sagt, at den havde omgjort sig selv.
På formandens spørgsmål , om det så ikke havde været klogere, at man i for-
bindelse med behandlingen af direktivet havde set sig bedre for, svarede in-
tegrationsministeren, at hun da altid ville være villig til at udvise rettidig omhu
med tilbagevirkende kraft, hvis det var menneskeligt muligt.
Til formanden sagde integrationsministeren endvidere, at det jo ikke var men-
neskeligt muligt for hende at vide, hvad der var blevet diskuteret, når hun ikke
havde kunnet se andet end de papirer, der havde været i Europaudvalget, og
deraf havde hun kun kunnet se, at heller ikke Europaudvalget specielt havde
rejst problemet.
1232
 EUU, Alm.del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 407: Offentligt referat fra Europaudvalgets åbne møde den 12. august 2008
32. Europaudvalgsmøde 12/8-08
Integrationsministeren sagde, at hun havde fulgt udlændingepolitikken i over
25 år, og at hun vidste, at signaler og ændrede regler rygtedes ud i den yder-
ste afkrog af verden.
Det, der var integrationsministerens bekymring var, at det ville rygtes ude i
verden, at man bare kunne komme ind i EU, og hvis man var kommet ind, var
det godt, for så kunne man blive der gennem indgåelse af ægteskab.
Integrationsministeren sagde, at man jo vidste, at der var folk, der kunne finde
ud af at arrangere det, og så var det jo meget godt at komme og sige, at pro-
forma ægteskaber kunne ophæves. Men så enkelt var det slet ikke, tilføjede
hun. Man vidste jo, hvordan det gik, når først folk havde indgået ægteskab i
EU, og man skulle til at behandle alle de sager.
Integrationsministeren mente ikke, at der var noget grund til at lægge skjul på,
at der var nogle i Folketinget, der ligesom regeringen mente, at der skulle væ-
re en fast og fair udlændingepolitik, og at vi skulle opretholde den udlændin-
gepolitik, vi havde, og at der så var andre partier, der ønskede, at der blev
givet flere opholdstilladelser. Sådan var det, og indlæggene i Europaudvalget
bar jo præg af, hvilken vej man ønskede at gå i udlændingepolitikken, og det
var da også helt i orden sagde hun. Integrationsministeren syntes bare, at det
skulle siges ærligt, at regeringen ønskede sin udlændingepolitik opretholdt så
meget, det overhovedet var muligt, og at den derfor ville forsøge at få ændret
den fremtidige retsstilling i EU.
Til Line Barfod, der havde sagt, at det var vigtigt for borgerne, at der snart
kom en vejledning, sagde integrationsministeren, at selvfølgelig var det det,
men at det også var vigtigt at få den rigtige afgørelse. Hun troede, at Line Bar-
fod ville være den første til at bebrejde regeringen det, hvis der blev givet et
afslag, som man ikke burde have givet, derfor troede integrationsministeren
nok, det var den rigtige måde at gøre det på, at man sørgede for at være helt
sikker, før man begyndte at foretage sig noget.
Vedrørende spørgsmålet, om der skulle ændres på magtfordelingen i EU,
sagde integrationsministeren, at det sådan set var det, man forsøgte at få
gjort, når man her trådte i karakter som politiker.
Integrationsministeren
sagde, at hendes hensigt var den, hun havde sagt
fra starten, at tage ned i EU og forklare, hvad vores bekymringer var i forhold
til den politik, vi førte i RIA-kredsen og i kredsen af integrationsministre, og
prøve at overbevise dem om, at det ikke gik med Metock-dommen, og prøve
at få den lavet om på den ene eller den anden måde.
Når integrationsministeren havde besluttet sig for, hvordan man kunne kom-
me længere, ville hun meget gerne vende tilbage til Europaudvalget og fortæl-
le om det, tilføjede hun.
Formanden
takkede integrationsministeren for besvarelserne og tilføjede, at
Lars Barfoed ville få ordet først, og at Lone Dybkjær og Morten Messer-
schmidt derefter ville få det.
Lars Barfoed
spurgte, om integrationsministeren ikke delte den opfattelse, at
man i sin kritik af dommen måtte sondre mellem det, integrationsministeren
gjorde, nemlig at kritisere dommens indhold – det kunne man sagtens gøre,
1233
 EUU, Alm.del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 407: Offentligt referat fra Europaudvalgets åbne møde den 12. august 2008
32. Europaudvalgsmøde 12/8-08
sagde Lars Barfoed og tilføjede, at han var enig i kritikken – og så det, at kriti-
sere dommen for at være politisk og for i virkeligheden at bidrage til at gøre
EU udemokratisk, fordi den – som man sagde - tog magten fra de folkevalgte.
Grunden til, at Lars Barfoed stillede det spørgsmål, var, at han syntes, at an-
dre omkring bordet – især Line Barfod – misbrugte denne her sag til en politi-
sering ud over alle grænser. Han mente, at hun helt sikkert gjorde det, fordi
Enhedslisten ønskede at skabe uro omkring EU, EU’s udvikling og Danmarks
tilknytning til EU.
Det, der var tale om her, var, at man kunne være uenig i det, dommen sagde,
at man ikke skulle tage udgangspunkt i, om et ophold var lovligt eller ulovligt,
sagde Lars Barfoed. Men dommen var en stringent fortolkning af direktivet,
som formanden havde sagt.
Lars Barfoed sagde, at han var enig med integrationsministeren i, at Metock-
dommen var en forkert dom, men den var ikke udtryk for, at EF-Domstolen
politiserede, sagde han. Der var fra EF-Domstolens side tale om en fortolk-
ning af det eksisterende direktiv, derfor syntes han, at det var en urimelig poli-
tisering, der fandt sted i Europaudvalget omkring den sag.
Lars Barfoed sagde, at de i det konservative folkeparti mente, at man måtte
se på, hvordan man kunne få ændret dette direktiv, så det helt præcist kom til
at fremgå, at der ikke kunne træffes en lignende dom i fremtiden, altså at
man fik sikret, at man ikke kunne tage udgangspunkt i ulovligt ophold. Den-
gang direktivet var blevet gennemført, havde man jo ikke i sin vildeste fantasi
troet, at man kunne tage udgangspunkt i en ulovlig tilstand og bruge den til at
give folk en retssikkerhed omkring familiesammenføring. Men det var åben-
bart det, man kunne, og derfor måtte man forventeligt se at få ændret direkti-
vet, så der ikke kunne træffes lignende domme i fremtiden. Det var helt kon-
kret det, øvelsen måtte gå ud på i den kommende tid, tilføjede Lars Barfoed.
Lone Dybkjær
sagde, at hun i lyset af Lars Barfoeds bemærkninger syntes,
at man måske nok kunne sige, at hvis visse regeringsmedlemmer havde væ-
ret lige så forsigtige, som Lars Barfoed ønskede, så havde man måske også
haft en mere klar diskussion.
Integrationsministeren havde selv sagt, at dommerne kørte ud ad en tangent,
sagde Lone Dybkjær og tilføjede, at hvis det ikke var en politisering, så vidste
hun ikke, hvornår der var tale om politisering. Så regeringens medlemmerne
havde selv bidraget til det.
Lone Dybkjær gjorde opmærksom på, at Anne Grete Holmsgaard havde taget
spørgsmålet om illegal indvandring op, og sagde, at hun syntes, at det var
fantastisk, at integrationsministeren kunne blive ved med at tale om hvidvask-
ning af illegal indvandring.
Når man snakkede om illegal indvandring i det europæiske system, som Lone
Dybkjær udmærket godt vidste ikke havde interesseret integrationsministeren
særligt meget tidligere, så var der altså tale om folk, der på en helt anden må-
de kom ind i EU som illegale indvandrere, end de folk, integrationsministeren
her kaldte illegale indvandrere.
1234
 EUU, Alm.del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 407: Offentligt referat fra Europaudvalgets åbne møde den 12. august 2008
32. Europaudvalgsmøde 12/8-08
Det Lone Dybkjær tidligere havde spurgt integrationsministeren om, var, om
der fandtes noget andet land, hvor en statsborger ikke måtte gifte sig med en
ikke-EU-borger. Integrationsministeren havde svaret fuldstændigt arrogant, at
det vidste integrationsministeren ikke noget om, da det var fremmed ret. Det
var helt utroligt, men det blev integrationsministeren da nødt til at undersøge,
sagde Lone Dybkjær, for det spørgsmål ville hun i hvert fald gerne have et
svar på.
Lone Dybkjær tilføjede, at hun kendte ingen lande, der havde et sådant for-
bud, og gjorde opmærksom på, at det hun snakkede om var, hvorvidt EU-
statsborgere måtte gifte sig med eksempelvis en amerikaner, en nigerianer
eller en tyrker og fortsat opholde sig i det pågældende EU-land, hvor EU-
borgeren havde statsborgerskab. Var der noget land, der havde et sådant
forbud, spurgte hun igen.
Lone Dybkjær sagde, at hun gik ud fra, at integrationsministerens ministerium
ikke var så dårligt kørende, at man ikke dér kendte de regler, da man selvføl-
gelig ikke kunne forhandle det spørgsmål med andre lande, hvis man ikke til
punkt og prikke kendte de regler. Derfor syntes hun, at det var vigtigt at Euro-
paudvalget fik de regler oplyst. De viste jo også lidt om, hvad integrationsmi-
nisterens chance var for at få noget som helst igennem.
Formanden
gjorde opmærksom på, at de i Europaudvalget ikke arbejdede
under den forudsætning, at ministrene var alvidende - og det var uafhængigt
af regeringens farve, tilføjede han. Derfor havde man i hemmelighed lavet den
regel, at ingen minister tabte ansigt, hvis han eller hun havde en medarbejder
med i Europaudvalget, som kendte svaret på et stillet spørgsmål, og at ved-
kommende da gav det. Ellers stillede man spørgsmålet skriftligt. Hvis der var
indikation på, at der var en, der kende svaret, ville det måske være meget
godt at få det, sagde formanden, men det var ministerens egen afgørelse, der
lå intet pres i så henseende, han havde bare villet sige det.
Morten Messerschmidt
sagde, at det var spændende sager, man skulle sva-
re på som minister, og at han næsten ville sige, at han var glad for, at han
ikke var integrationsministeren, som skulle svare på, hvordan de 27 landes
ægteskabslove så ud. Det var ikke bare spændende, det var også irrelevant,
tilføjede han.
Morten Messerschmidt gjorde opmærksom på, at han manglede et svar på
det spørgsmål, der var blevet rejst i forhold til Carpenter-dommen, for hvis
integrationsministeren var enig i, at Carpenter-dommen, der jo handlede om
tjenesteydelser, var anvendelig her, så var integrationsministeren ude i en
langt videre fortolkning af familiesammenføringsreglerne end nødvendigt var.
Carpenter-dommen handlede nemlig ikke om familiesammenføring. Den
handlede om, at hvis fru Carpenter, som var filipinsk statsborger, ikke fik op-
hold i EU, så ville hr. Carpenters udøvelse af tjenesteydelser, være umulig-
gjort, idet hun passede hr. Carpenters børn fra et tidligere ægteskab. Det var
det, Carpenter-dommen handlede om, ikke familiesammenføringsregler, det
fremgik klart af præmisserne, hvis man gad sætte sig ind i dem, tilføjede han.
1235
 EUU, Alm.del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 407: Offentligt referat fra Europaudvalgets åbne møde den 12. august 2008
32. Europaudvalgsmøde 12/8-08
Morten Messerschmidt sagde, at det var rigtigt, at det med lovligt ophold ikke
var nævnt i direktivet, men da integrationsministeren jo var en dygtig jurist,
kunne han godt tænke sig at høre, om integrationsministeren havde kendskab
til, at begrebet bonus pater familias var nævnt noget sted i dansk lovgivning.
Det var grundprincippet i al dansk privatret, i al erstatningsret, men var der én
eneste paragraf i hele Karnov, hvor det begreb stod, spurgte Morten Messer-
schmidt? De kunne også tage culpa, det var også grundlaget for al privatret i
Danmark. Stod det én eneste sted i Karnov, spurgte han igen og tilføjede, at
det var et lidt ledende spørgsmål, og at svaret for ham var: ”nej, det stod in-
gen steder”, men det var en hvilende forudsætning for hele privatretten.
Var integrationsministeren enig i, at det på tilsvarende vis måtte være sådan,
når man vedtog et direktiv, at den retsstilling, der gjaldt på det pågældende
tidspunkt, var forudsætningen for det direktiv, og at det derfor – når forudsæt-
ningen indtil da var, at folk efter national ret skulle have lovligt ophold – var et
brud med direktivet, et brud med det politiske ønske, som lå i direktivet, når
Domstolen omgjorde det.
Morten Messerschmidt mente, at integrationsministeren på nogle områder var
på rette spor, men at hun var lidt fodslæbende, fordi hun havde det hænge-
dynd på bagsmækken af ja-partier, hun ikke rigtigt kunne frigøre sig fra det,
og han ville gerne høre, om Europaudvalget kunne få et tidsperspektiv for det,
der skulle ske. Det var fint nok, at regeringen på et eller andet tidspunkt i en
udefinerbar fremtid kunne se, at der var behov for et opgør med EF-
Domstolen, men hvornår var det? Var det i hans levetid, var det i integrati-
onsministerens levetid? Hvordan lå det, spurgte Morten Messerschmidt og
tilføjede, at det jo - med al respekt - udgjorde en vis margin.
Formanden
bad Morten Messerschmidt gentage udtrykket med hængedyng
af hensyn til referenten, da det vist var et nyt parlamentarisk udtryk, som det
ikke var helt let at fange.
Integrationsministeren
sagde til Lars Barfoed, at hun bestemt ikke havde
haft nogen mening om at anfægte EF-Domstolens ret til at være aktivistisk -
det var en diskussion, man havde haft i årevis - men at hun blot ville gentage,
at EF-Domstolen måtte finde sig i kritik. Integrationsministeren sagde, at hun
bestemt ikke ønskede uro omkring EU, men at det var klart, at de, der ønske-
de det, benyttede lejligheden til at forsøge at skabe det.
For integrationsministeren var det afgørende, at man, når man kritiserede EF-
Domstolen, også måtte følge det op med en idé om, hvad man så ville gøre.
Man kunne ikke bare kritisere, og derfor havde hun sagt, at man måtte gøre
noget ved det, og at det så var det, regeringen ville.
Til Lone Dybkjær sagde integrationsministeren, at det jo var beklageligt, hvis
hun blev kaldt arrogant, men at hun bare var nødt til at sige, at hun var fuld-
stændigt enig med Morten Messerschmidt i, at det var fuldstændigt irrelevant,
hvordan ægteskabslovgivningen var i andre lande. Det havde hun også prø-
vet at sige, det handlede ikke om ægteskab, det handlede om opholdstilladel-
se, og derfor var det ikke afgørende, hvordan ægteskabslovgivningen var. Det
afgørende var, hvad det var for en familiesammenføringslov, vi ønskede.
1236
 EUU, Alm.del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 407: Offentligt referat fra Europaudvalgets åbne møde den 12. august 2008
32. Europaudvalgsmøde 12/8-08
Integrationsministeren gentog, at hendes bekymring stadig var, at afviste
asylansøgere skulle kunne gifte sig og dermed få opholdstilladelse, mens de
burde være rejst ud. Hvis de kunne det, kaldte hun dem illegale indvandrere,
men andre kunne kalde dem for noget andet, tilføjede hun.
Vedrørende Carpenter-dommen sagde integrationsministeren, at den var et
godt eksempel på, at alle dommene kunne fortolkes, og ikke bare fortolkes på
flere måder, men at de også sagde flere ting. Og det, integrationsministeren
specielt havde hæftet sig ved i starten af sommeren, var ikke så meget det,
som Morten Messerschmidt havde sagt, men at man her havde at gøre med
en mand, der skulle sælge annoncer også over landegrænserne. For at holde
virksomheden i gang, var han nødt til at rejse ud engang imellem og pleje sit
kundegrundlag, og så havde man på et tidspunkt sagt, at det for så vidt var at
sammenligne med fri bevægelighed.
På foranledning af spørgsmålet vedrørende culpa sagde integrationsministe-
ren, at det var sjovt, at der i Danmark og i mange andre lande – så vidt hun
havde forstået – var grundlæggende principper, som i hvert fald i mange
hundrede år havde bestået, uden at de egentlig var nævnt i lovene.
Til Lone Dybkjær sagde integrationsministeren, at hun troede, at de fleste i
den danske befolkning ville finde det fuldkommen grotesk, hvis man forestille-
de sig, at en afvist asylansøger i Danmark gennem ægteskab med en, der
rejste til Sverige, kunne få familiesammenføring og rejse tilbage til Danmark.
Det var sådanne bekymringer, integrationsministeren havde, og det var der-
for, hun sagde, at nu måtte man diskutere konsekvenserne af den dom i EU.
Formanden
takkede integrationsministeren og gjorde opmærksom på, at man
i den sidste runde, der nu begyndte, ville følge de regler, Europaudvalget
havde om, at det var korte bemærkninger efter de regler, der også var gæl-
dende i Folketingssalen.
Line Barfod
sagde, at hvis Lars Barfoed havde ret i, at den dom var udtryk
for en strikt fortolkning af direktivet, var det selvfølgelig klart, at sådan skulle
direktivet fortolkes, og så havde regeringen administreret i strid med direktivet
i den tid, som man havde administreret.
Den anden mulighed var, sagde Line Barfod, at EF-Domstolen ikke var kom-
met med en strikt fortolkning af direktivet, men var gået noget længere, havde
været aktivistisk, eller hvilket udtryk man nu ville sætte på den, og at det der-
for var væsentligt at diskutere, hvad det var for en rolle, man ønskede, at
dommen og EF-Domstolen skulle have.
Integrationsministeren havde adskillige gange givet udtryk for sin politiske
opfattelse af, hvordan retstilstanden burde være, sagde Line Barfod, men det
var jo væsentligt, hvis man fik den retstilstand, at man så fortalte borgerne, at
der var en anden retstilstand ifølge EU-retten, som gav borgene mulighed for
at gå til EF-Domstolen. Hvis man ikke gjorde det, ville man være ovre i noget,
der lignede Tamilsagen, hvor man heller ikke havde fortalt borgerne om, hvad
de havde ret til. Derfor mente Line Barfod, det var væsentligt at få det afklaret.
Line Barfod sagde, at hun havde forstået på integrationsministeren, at man
skulle være helt sikker på, at det var den rigtige fortolkning, den rigtige afgø-
1237
 EUU, Alm.del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 407: Offentligt referat fra Europaudvalgets åbne møde den 12. august 2008
32. Europaudvalgsmøde 12/8-08
relse, der kom, og at hun var helt enig i det. Men integrationsministeren måtte
komme med et tidsperspektiv for, hvordan integrationsministeren ville sikre
sig det.
Line Barfod spurgte, om det, at man skulle være sikker på, at det var den helt
rigtige fortolkning, betød, at regeringen havde tænkt sig at forelægge den
danske løsning og den danske fortolkning for EF-Domstolen. Da hun kunne
forstå, at det var EF-Domstolen, der bestemte, hvad der skulle være ret i
Danmark, syntes hun, det var væsentligt at høre, hvordan integrationsministe-
ren ville sikre sig, at det var den rigtige afgørelse, man nåede frem til, og hvor
lang tid man forventede, at der skulle gå, før den forelå.
Anne Grete Holmsgaard
sagde, at hun nu for tredje gang ville forsøge at få
svar på det spørgsmål, hun havde stillet allerede i første runde, nemlig: Hvor-
dan var det, Integrationsministeriet havde ændret praksis i overensstemmelse
med dommene, efterhånden som de var blevet afsagt? Anne Grete Holms-
gaard gjorde opmærksom på, at hun endnu ikke havde fået noget svar på det
spørgsmål, integrationsministeren havde ikke engang sagt, at hun ikke var i
stand til at svare på det i det indeværende møde. Hvis det var sådan, at inte-
grationsministeren ikke var i stand til at svare på det i det indeværende møde
og ikke ønskede, at en af embedsmændene skulle gøre det, bad Anne Grete
Holmsgaard om, at der kom et svar på det spørgsmål inden det samråd, der
skulle være den kommende fredag i integrationsudvalget.
Anne Grete Holmsgaard gjorde opmærksom på, at hun også havde stillet
spørgsmål om, hvilke overvejelser Integrationsministeriet havde gjort sig, da
opholdsdirektivet blev vedtaget, og man lavede indstillingen, både den, der
kom til Europaudvalget, og den, man fremførte på rådsmødet.
Endelig sagde Anne Grete Holmsgaard, at hun ikke kunne forstå, at integrati-
onsministeren kunne blive ved med at vægre sig så hårdnakket imod at skel-
ne mellem de to begreber dom og dommere. Anne Grete Holmsgaard sagde,
at hun ikke satte spørgsmålstegn ved, om integrationsministeren var i sin go-
de ret til at være utilfreds med dommen. Det, Anne Grete Holmsgaard satte
spørgsmålstegn ved, var den bredside, integrationsministeren havde leveret
gennem flere uger - indtil statsministeren kom hjem, hvor den havde taget af i
styrke - ved bl.a. at sige, at dommerne gik ud ad deres egen tangent. Det ad-
varede Anne Grete Holmsgaard stærkt imod at man sagde, da det simpelt
hen var at kaste spørgsmålet et forkert sted hen, fordi regeringen selv havde
været med til at vedtage de regler og ikke kunne være i tvivl om, hvad de
handlede om.
Der var nogle af os, der stemte for dem, fordi vi syntes, det var fornuftigt med
den retsbeskyttelse, sådan at man rent faktisk i en moderne verden kunne
bevæge sig rundt, også selv om man skulle være i den situation, at man var
blevet gift med en amerikaner eller en kineser, sagde Anne Grete Holms-
gaard.
Lone Dybkjær
sagde, at hun gerne på grund af Morten Messerschmidts ud-
talelser ville præcisere, at det, der var afgørende, selvfølgelig ikke var, om
man kunne gifte sig, det, der var afgørende, var, om der fandtes nogen EU-
1238
 EUU, Alm.del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 407: Offentligt referat fra Europaudvalgets åbne møde den 12. august 2008
32. Europaudvalgsmøde 12/8-08
statsborger, der giftede sig med en fra et tredjeland, som ikke kunne bo i sit
eget land, og at hun gerne ville have et svar på det.
Lone Dybkjær gik ud fra, at Integrationsministeriet havde svaret, men hun ville
i hvert fald gerne vide, om Integrationsministeriet ikke havde svaret, fordi det
svar var afgørende, og det ville hun også gerne have inden den følgende fre-
dag. For hvis integrationsministeren virkelig ikke vidste det, så syntes Lone
Dybkjær, at det blev meget diffust, hvad integrationsministeren ville diskutere
med sine kollegaer.
Morten Messerschmidt
efterlyste igen, hvad tidsplanen var for fjernelsen af
dette hul, denne omgåelse af vores forbehold, der lå i dommen. Dansk Folke-
parti ville ikke finde sig i det, sagde han og spurgte, hvornår integrationsmini-
steren kunne levere noget.
Lars Barfoed
sagde, at han egentlig ikke havde tænkt sig at bede om ordet,
men da Line Barfod nu havde benyttet sin korte taletid i den afsluttende runde
til at fordreje det, han havde sagt i første omgang, blev han nødt til lige at kor-
rigere det.
Det var jo ikke korrekt, sagde Lars Barfoed, at han havde sagt, at det var en
strikt fortolkning forstået sådan, at så måtte den dom være rigtig. Lars Barfoed
gjorde opmærksom på, at han havde understreget meget omhyggeligt, at han
var fuldstændigt enig med integrationsministeren i hendes kritik af dommen
og dens indhold, men havde sagt, at det var en strikt fortolkning af reglerne,
som Domstolen havde forfulgt her.
Integrationsministeren
sagde, at hun ville have svaret Line Barfod, at hun
ikke havde opfattet Lars Barfoed på den måde, som Line Barfod havde, men
det havde Lars Barfoed nu selv svaret på.
Integrationsministeren sagde, at hun ikke forstod det der med, at der var ble-
vet administreret i strid med dommen. Det fattede hun ikke. Det var præcis
det, man blev udsat for, at retten ændrede sig, fordi der blev afsagt domme,
og hun mente altså, at det var Akrich-dommen, som var relevant her.
Det var rigtigt, at der et par gange var blevet spurgt, hvordan det var gået med
de domme, der var blevet afsagt, og hvordan man havde rettet ind, sagde
integrationsministeren og tilføjede, at Europaudvalget meget let kunne få
sendt det notat over, i hvilket Rikke Hvilshøj havde givet en redegørelse for,
hvordan man havde rettet ind efter dommene, men hvor man altså så selv på
et tidspunkt var nået til en anden retsopfattelse af en dom og – set fra vores
synspunkt – en lempet retsopfattelse.
På spørgsmålet, om det skulle afvente EU, før borgerne fik at vide, hvordan
retstilstanden nu var, svarede integrationsministeren, at det skulle det ikke.
Det var klart, at de to spor kørte til dels uafhængigt af hinanden. I Integrati-
onsministeriet ville de prøve at blive færdige så hurtigt som overhovedet mu-
ligt med fortolkningen af dommen og vurderingen af, hvad den betød for bor-
gerne, og så var det det, der ville blive kommunikeret ud, og så blev de sager,
der måtte være, blive behandlet efter det. Samtidig ville der så blive taget
kontakter til EU og kørt videre ad den vej.
1239
 EUU, Alm.del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 407: Offentligt referat fra Europaudvalgets åbne møde den 12. august 2008
32. Europaudvalgsmøde 12/8-08
Integrationsministeren sagde til Lone Dybkjær, at hun stadig væk mente, at
det ikke var ægteskabsreglerne, der var de afgørende her, at hun gerne ville
se, om hun inden den kommende fredag kunne fremsende det ønskede svar,
men at det ville blive suppleret med, at hun mente, det var tindrende ligegyl-
digt, at det slet ikke var det, det handlede om. Det, det handlede om, var
spørgsmålet om opholdstilladelse, det var ikke ægteskabsreglerne i de enkel-
te lande.
Formanden
takkede integrationsministeren og de øvrige fremmødte for de
mange gode spørgsmål og svar, Europaudvalget havde fået.
Formanden takkede også integrationsministeren for tilsagnet om at ville ven-
de tilbage til Europaudvalget, når der måtte være taget et initiativ i forhold til
denne sag.
1240