MILJØstyrelsen                                                                           14. januar 2008   

Pesticider og genteknologi

Departementet

EU-koordination                                                                                         J. nr. DEP-243-00012

                                                                                                                  NSH/BXJ

 

GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

 

Forslag til Kommissionsdirektiver om optagelse af aktivstofferne nicosulfuron, benthiavalicarb, boscalid, carvon, fluoxastrobin, Paecilomyces lilacinus og prothioconazol på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebe­skyt­tel­sesmidler.

 

Resumé

Kommissionen foreslår, at aktivstofferne nicosulfuron, benthiavalicarb, boscalid, carvon, fluoxastrobin, Paecilomyces lilacinus og prothioconazol optages på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler.

 

Hvis forslagene bliver vedtaget, vil det betyde, at stofferne optages på bilag til bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen. Forslagene har ingen økonomiske konsekvenser for borgerne og kun marginale konsekvenser for staten og erhvervsliv. Det er ikke muligt umiddelbart at vurdere konsekvenserne af forslagene for miljøbeskyttelsesniveauet.

1.      Status

Foreløbige forslag til Kommissionsdirektiver “Draft Commission Directive amending Council Directive 91/414/EEC to include nicosulfuron, benthiavalicarb, boscalid, carvon, fluoxastrobin, Paecilomyces lilacinus, prothioconazol as active substance” er fremsendt til medlemsstaterne.

 

Forslagene har hjemmel i direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler artikel 6, som fastlægger, at aktivstoffer skal optages på bilag I til direktivet.

 

Forslagene er blevet drøftet på arbejdsgruppemøde i Kommissionsregi den 3. - 4. december 2007.

 

Forslagene forventes at komme til afstemning i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 21. – 22. januar 2008. De skal vedtages i komitéprocedure efter forskriftsprocedure (1999/468/EF, art. 5).

 

Hvis der er kvalificeret flertal, udsteder Kommissionen direktivet. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europa Parlamentet. Rådet kan med kvalificeret flertal vedtage forslaget uændret eller udtale sig mod det. Hvis der er kvalificeret flertal imod forslaget, skal Kommissionen behandle sagen på ny.

Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede direktiverne.

 

Da nicosulfuron har været på markedet i EU før den 26. juli 1993, er baggrunden for forslaget om dette stof direktivets artikel 8, stk. 2, hvorefter alle aktivstoffer, der var på markedet i EU før den 26. juli 1993 skal vurderes.

 

Da benthiavalicarb, boscalid, carvon, fluoxastrobin, Paecilomyces lilacinus og prothioconazol ikke har været på markedet i EU før den 26. juli 1993, er baggrunden for forslagene om disse stoffer direktivets artikel 6, stk. 2 og 3 om proceduren for optagelse af nye EU-stoffer på bilag I.

2.      FormÃ¥l og indhold

De foreløbige forslag drejer sig om optagelse af aktivstofferne nicosulfuron, benthiavalicarb, boscalid, carvon, fluoxastrobin, Paecilomyces lilacinus og prothioconazol på bilag I (positivlisten) til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler.

 

Stofferne er blevet vurderet af en medlemsstat, og vurderingen er derefter behandlet i mindre ekspertgrupper og endelig i arbejdsgrupper under Kommissionen eller i arbejdsgrupper under EFSA (Den Europæiske Fødevaresikkerheds Autoritet), hvor alle EU-landes pesticidmyndigheder har deltaget. Disse vurderinger har resulteret i ovennævnte forslag, der har til hovedformål at optage aktivstofferne på bilag I til direktiv 91/414/EØF.

 

EFSA har udarbejdet en konklusionsrapport[1] over risikovurderingen af stofferne.

 

I følge udkast til vurderingsrapport, der kommer til at høre til direktivforslagene, har vurderingerne af stofferne ud fra de i bilag IV angivne anvendelsesområder vist, at det kan antages, at stofferne og midler indeholdende disse stoffer opfylder betingelserne i henholdsvis artikel 4 og artikel 5 i direktiv 91/414/EØF for optagelse på bilag I; dvs. at der ikke er uacceptable effekter på sundhed og miljø. De angivne anvendelsesområder er:

Aktivstof

Anvendelsesområde

Nicosulfuron

 

Ukrudtsbekæmpelse i majs

Benthiavalicarb

 

Svampebekæmpelse i tomat (indendørs)

Boscalid

 

Svampebekæmpelse i vin, raps, ærter og bønner

Carvon

 

Spirehæmning af kartofler

Fluoxastrobin

 

Svampebekæmpelse i korn

Paecilomyces lilacinus

 

Nematode bekæmpelse i kartofler, tomater, tobak, salat, selleri, gulerod, vindruer, prydplanter

 

Prothioconazol

 

Svampebekæmpelse i raps og korn

 

Når et aktivstof er optaget på bilag I, er det efterfølgende en national opgave at tage stilling til, om de plantebeskyttelsesmidler, aktivstoffet indgår i, kan godkendes til brug i det pågældende land. Denne stillingtagen skal ske på grundlag af de såkaldte ”ensartede principper” (bilag VI til direktivet) samt den viden om aktivstoffet, der er opnået ved vurderingen. Denne vurdering er sammenfattet på datablade i en vurderingsrapport, som er knyttet til direktivforslaget.

 

Når medlemsstaterne efterfølgende skal vurdere plantebeskyttelsesmidler indeholdende stofferne, skal der ifølge udkastet til vurderingsrapport for nogle af stofferne tages særligt hensyn til visse risici. Det kan f.eks. være risikoen for udvaskning til grundvandet af aktivstoffet og dets nedbrydningsprodukter, risiko for vandmiljøet, eller risiko for sprøjteførere. Det vil endvidere være angivet, at der om nødvendigt skal indføres risikobegrænsende foranstaltninger.

 

­­­­­­­­­­­­­­I vurderingsrapporterne fastlægges bindende sundhedsmæssige værdier, og de anvendelsesområder, der er vurderet i forbindelse med direktivforslaget, angives.

 

Nicosulfuron, benthiavalicarb, boscalid, carvon, fluoxastrobin, Paecilomyces lilacinus og prothioconazol har ikke været til høring i den Videnskabelige Komité for Planter eller Panelet for Plantesundhed, Plantebeskyttelsesmidler og Restkoncentrationer heraf, da EFSA eller Kommissionen ikke har fundet det nødvendigt at stille specifikke spørgsmål om stofferne og vurderingerne.

 

Optagelse af stoffet på bilag I til direktiv 91/414 betyder, at Danmark forpligter sig til at acceptere fødevarer og foder med restindhold af stoffet, idet der i medfør af artikel 4, stk. 1, litra f i direktiv 91/414 bliver fastsat harmoniserede maksimalgrænseværdier for stoffet på en række afgrøder. Disse grænseværdier vil blive vurderet i forbindelse med, at de optages i særskilte direktiver.

3.      Nærhedsprincippet

Kommissionen har ikke redegjort for nærhedsprincippet. Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger af en allerede vedtaget rådsretsakt, hvorfor Regeringen vurderer, at forslagene er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

4. Konsekvenser for Danmark

Lovgivningsmæssige konsekvenser:

Hvis forslagene bliver vedtaget, vil stofferne blive optaget på bilag 7 til bekendtgørelse nr. 533 om bekæmpelsesmidler.

 

Der er i dag ikke godkendt midler med nicosulfuron, benthiavalicarb, carvon, fluoxastrobin eller Paecilomyces lilacinus i Danmark.

 

Der er givet provisorisk godkendelse til midler med boscalid og prothioconazol. Midler med boscalid er godkendt til svampebekæmpelse i korn, raps, en lang række grønsager og frugt, mens midler med prothioconazol er godkendt til svampebekæmpelse i korn.

 

Økonomiske og administrative konsekvenser:

Hvis stofferne optages på bilag I, forventes direktivet at træde i kraft omkring et halvt år efter afstemningen og at skulle være implementeret et halvt år efter ikrafttrædelsen.

 

Et halvt år efter ikrafttrædelsen skal eventuelle danske godkendelser med boscalid og prothioconazol være vurderet på ny og eventuelt være ændret i overensstemmelse med direktivet. Denne revurdering får marginale administrative konsekvenser for Miljøstyrelsen og erhvervslivet.

 

Der er i øvrigt ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for stat og kommuner.

 

Beskyttelsesniveau: 

Det er ikke umiddelbart muligt at vurdere konsekvenserne for beskyttelsesniveauet i Danmark ved en optagelse af aktivstofferne på bilag I til direktiv 91/4141/EØF, idet effekten på beskyttelsesniveauet vil afhænge dels af, om der konkret søges om godkendelse af et middel med det pågældende aktivstof i Danmark, og dels af den efterfølgende nationale vurdering af, om midlerne kan godkendes under danske forhold.

5.      Høring

Der foreligger ingen høring af forslagene. Forslaget har været forelagt Miljøspecialudvalget, hvor der ikke er indkommet høringssvar.

6.      Forhandlingssituation

Forslagene forventes vedtaget med kvalificeret flertal.

7.      Dansk holdning

Ved behandlingen i EU er det vurderet, at der generelt er sikre anvendelser for stofferne til de foreslåede formål. Danmark er enig for så vidt angår stofferne benthiavalicarb, boscalid, carvon, Paecilomyces lilacinus, og prothioconazol.

 

For nicosulfuron og fluoxastrobin er der efter dansk opfattelse derimod ikke vist sikker anvendelse for de søgte anvendelser i EU på grund af risiko for udvaskning af nedbrydningsprodukter til grundvand i koncentrationer over 0,1 µg/L. Derfor støtter Danmark ikke optagelse af nicosulfuron og fluoxastrobin på bilag I.

 

Der er på EU-plan endnu ikke fastsat harmoniserede regler om beregning af den såkaldte AOEL-værdi (Acceptable Operator Exposure Level) eller modeller for beregning af den eksponering sprøjteførere eller arbejdere udsættes for under sprøjtningen eller ved arbejde med behandlede planter. I vurderingsrapporterne for henholdsvis nicosulfuron, benthiavalicarb, boscalid, carvon, fluoxastrobin, og prothioconazol er der imidlertid angivet AOEL-værdier under bindende sundhedsmæssige værdier.

 

I lighed med den danske linie i tidligere forslag om optagelse af aktivstoffer på bilag I til direktiv 91/414/EØF,  er det vigtigt for Danmark , at Kommissionen afgiver en erklæring, der anfører, at AOEL-værdien ikke er bindende, såfremt der ikke er fastsat harmoniserede regler for fastsættelse af denne.

 



[1] Rapporterne er tilgængelige på EFSA’s hjemmeside http://www.efsa.eu.int/science/praper/conclusions/catindex_en.html