EU-Koordination

J.nr. DEP-243-00012

Ref. bxj

Den 14. januar 2008

 

 

 

 

 

 

NOTAT til FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

 

Forslag til Kommissionsdirektiver om optagelse af aktivstofferne nicosulfuron, benthiavalicarb, boscalid, carvon, fluoxastrobin, Paecilomyces lilacinus og prothioconazol på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebe­skyt­tel­sesmidler.

 

Forslaget indebærer, at aktivstofferne nicosulfuron, benthiavalicarb, boscalid, carvon, fluoxastrobin, Paecilomyces lilacinus og prothioconazol optages på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler – den såkaldte positivliste. Hvis forslagene bliver vedtaget, vil stofferne også blive optaget på bilag til den danske bekæmpelsesmiddelbekendtgørelse.

 

Forslagene forventes at komme til afstemning i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 21. – 22. januar 2008. De skal vedtages i komitéprocedure efter forskriftsprocedure (1999/468/EF, art. 5).

 

Stofferne er blevet vurderet af en medlemsstat, og vurderingen er derefter behandlet i mindre ekspertgrupper og endelig i arbejdsgrupper under Kommissionen eller i arbejdsgrupper under EFSA (Den Europæiske Fødevaresikkerheds Autoritet), hvor alle EU-landes pesticidmyndigheder har deltaget. Vurderingsrapporten viser, at det kan antages, at stofferne og midler indeholdende disse stoffer opfylder betingelserne i henholdsvis artikel 4 og artikel 5 i direktiv 91/414/EØF for optagelse på bilag I; dvs. at der ikke er uacceptable effekter på sundhed og miljø.

 

Der er ansøgt om anvendelse af nicosulfuron til ukrudtsbekæmpelse i majs, benthiavalicarb til svampebekæmpelse i tomat (indendørs), boscalid til svampebekæmpelse i vin, raps, ærter og bønner, carvon til spirehæmning af kartofler, fluoxastrobin til svampebekæmpelse i korn, Paecilomyces lilacinus til nematodebekæmpelse i kartofler, tomater, tobak, salat, selleri, gulerod, vindruer, prydplanter og prothioconazol til svampebekæmpelse i raps og korn.

 

Når et aktivstof er optaget på bilag I, er det efterfølgende en national opgave at tage stilling til, om de plantebeskyttelsesmidler, aktivstoffet indgår i, kan godkendes til brug i det pågældende land. Denne stillingtagen skal ske på grundlag af de såkaldte ”ensartede principper” (bilag VI til direktivet) samt den viden om aktivstoffet, der er opnået ved vurderingen.

 

Optagelse af stoffet på bilag I til direktiv 91/414 betyder, at Danmark forpligter sig til at acceptere fødevarer og foder med restindhold af stoffet, idet der i medfør af artikel 4, stk. 1, litra f i direktiv 91/414 bliver fastsat harmoniserede maksimalgrænseværdier for stoffet på en række afgrøder. Disse grænseværdier vil blive vurderet i forbindelse med, at de optages i særskilte direktiver.

Der er i dag ikke godkendt midler med nicosulfuron, benthiavalicarb, carvon, fluoxastrobin eller Paecilomyces lilacinus i Danmark.

 

Der er givet provisorisk godkendelse til midler med boscalid og prothioconazol. Midler med boscalid er godkendt til svampebekæmpelse i korn, raps, en lang række grønsager og frugt, mens midler med prothioconazol er godkendt til svampebekæmpelse i korn.

 

Forslagene har ingen økonomiske konsekvenser for borgerne og kun marginale konsekvenser for staten og erhvervsliv. Det er ikke muligt umiddelbart at vurdere konsekvenserne af forslagene for miljøbeskyttelsesniveauet.

 

Der er efter dansk opfattelse vist sikker anvendelser for stofferne benthiavalicarb, boscalid, carvon, Paecilomyces lilacinus og prothioconazol.

 

For nicosulfuron og fluoxastrobin er der efter dansk opfattelse derimod ikke vist sikker anvendelse for de søgte anvendelser i EU på grund af risiko for udvaskning af nedbrydningsprodukter til grundvand i koncentrationer over 0,1 µg/L.

 

Regeringen agter at stemme for Kommissionens forslag, idet der lægges afgørende vægt på, at den sundhedsmæssige værdi for eksponering af sprøjtefører og arbejdere bliver vejledende og idet der stemmes imod optagelse af nicosulfuron og fluoxastrobin på bilag I.