Den 16. januar 2008 |
|
|
|
|
Forslag til kommissionsbeslutning om ikke-optagelse af aktivstofferne azocyclotin, cyhexatin og thidiazuron på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler
Forslaget indebærer, at aktivstofferne azocyclotin, cyhexatin og thidiazuron ikke optages på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler.Hvis forslaget bliver vedtaget, vil det betyde, at stofferne optages på bilaget over ikke-optagede aktivstoffer, til bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen.
Forslaget forventes at komme til afstemning i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 21.- 22. januar 2008. Det skal vedtages i komitéprocedure efter forskriftsprocedure (1999/468/EF, art. 5).
Forslaget begrundes med, at ansøgerne har trukket deres ansøgninger tilbage.
Forslaget pålægger medlemsstaterne at tilbagekalde godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder azocyclotin, cyhexatin og thidiazuron som aktivt stof. Der er ikke godkendt midler med azocyclotin, cyhexatin og thidiazuron i Danmark.
Medlemsstaterne pålægges endvidere fremover ikke at give godkendelser eller forny sådanne til plantebeskyttelsesmidler med azocyclotin, cyhexatin og thidiazuron efter direktivets overgangsregel i artikel 8 (2). Endelig skal medlemsstaterne give en frist for afvikling af salg og anvendelse, der er så kort som mulig og ikke længere end 18 måneder efter beslutningens vedtagelse.
Det forventes, at forslaget har en positiv indflydelse på beskyttelsesniveauet i Danmark.
Regeringen agter at stemme for Kommissionens forslag om at azocyclotin, cyhexatin og thidiazuron ikke-optages på bilag I, da ansøgerne har tilbagetrukket ansøgningerne.