MILJØstyrelsen                                                                           16. januar 2008   

Pesticider og genteknologi

Departementet

EU-koordination                                                                          J. nr. DEP-243-00012

                                                                                                                  NSH/BXJ

 

GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

 

Forslag til Kommissionsdirektiver om optagelse af aktivstoffet amidosulfuron på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebe­skyt­tel­sesmidler.

 

Resumé

Kommissionen foreslår, at aktivstoffet amidosulfuron optages på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler.Hvis forslaget bliver vedtaget, vil det betyde, at stoffet optages på bilag til bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen.

 

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser for borgerne og kun marginale konsekvenser for staten og erhvervsliv. Det er ikke muligt umiddelbart at vurdere konsekvenserne af forslaget for miljøbeskyttelsesniveauet.

1.      Status

Foreløbigt forslag til Kommissionsdirektiv “Draft Commission Directive amending Council Directive 91/414/EEC to include amidosulfuron as active substance” er fremsendt til medlemsstaterne.

 

Forslaget har hjemmel i direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler artikel 6, som fastlægger, at aktivstoffer skal optages på bilag I til direktivet.

 

Forslaget er blevet drøftet på arbejdsgruppemøde i Kommissionsregi den 3. - 4. december 2007.

 

Forslaget forventes at komme til afstemning i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 21. – 22. januar 2008. Det skal vedtages i komitéprocedure efter forskriftsprocedure (1999/468/EF, art. 5).

 

Hvis der er kvalificeret flertal, udsteder Kommissionen direktivet. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europa Parlamentet. Rådet kan med kvalificeret flertal vedtage forslaget uændret eller udtale sig mod det. Hvis der er kvalificeret flertal imod forslaget, skal Kommissionen behandle sagen på ny.

Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede direktivet.

 

Da amidosulfuron har været på markedet i EU før den 26. juli 1993, er baggrunden for forslaget direktivets artikel 8, stk. 2, hvorefter alle aktivstoffer, der var på markedet i EU før den 26. juli 1993 skal vurderes.

 

2.      FormÃ¥l og indhold

Det foreløbige forslag drejer sig om optagelse af aktivstoffet amidosulfuron på bilag I (positivlisten) til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler.

 

Stoffet er blevet vurderet af en medlemsstat, og vurderingen er derefter behandlet i mindre ekspertgrupper og endelig i arbejdsgrupper under Kommissionen eller i arbejdsgrupper under EFSA (Den Europæiske Fødevaresikkerheds Autoritet), hvor alle EU-landes pesticidmyndigheder har deltaget. Disse vurderinger har resulteret i ovennævnte forslag, der har til hovedformål at optage aktivstoffet på bilag I til direktiv 91/414/EØF.

 

EFSA har udarbejdet en konklusionsrapport[1] over risikovurderingen af stoffet.

 

I følge udkast til vurderingsrapport, der kommer til at høre til direktivforslagene, har vurderingerne af stoffet ud fra de i bilag IV angivne anvendelsesområder vist, at det kan antages, at stoffet og midler indeholdende dette stof opfylder betingelserne i henholdsvis artikel 4 og artikel 5 i direktiv 91/414/EØF for optagelse på bilag I; dvs. at der ikke er uacceptable effekter på sundhed og miljø. De angivne anvendelsesområder er:

 

Aktivstof

Anvendelsesområde

amidosulfuron

 

Ukrudtsbekæmpelse i græs

 

Når et aktivstof er optaget på bilag I, er det efterfølgende en national opgave at tage stilling til, om de plantebeskyttelsesmidler, aktivstoffet indgår i, kan godkendes til brug i det pågældende land. Denne stillingtagen skal ske på grundlag af de såkaldte ”ensartede principper” (bilag VI til direktivet) samt den viden om aktivstoffet, der er opnået ved vurderingen. Denne vurdering er sammenfattet på datablade i en vurderingsrapport, som er knyttet til direktivforslaget.

 

Når medlemsstaterne efterfølgende skal vurdere plantebeskyttelsesmidler indeholdende stofferne, skal der ifølge udkastet til vurderingsrapport for nogle af stofferne tages særligt hensyn til visse risici. Det kan f.eks. være risikoen for udvaskning til grundvandet af aktivstoffet og dets nedbrydningsprodukter, risiko for vandmiljøet, eller risiko for sprøjteførere. Det vil endvidere være angivet, at der om nødvendigt skal indføres risikobegrænsende foranstaltninger.

 

­­­­­­­­­­­­­­I vurderingsrapporterne fastlægges bindende sundhedsmæssige værdier, og de anvendelsesområder, der er vurderet i forbindelse med direktivforslaget, angives.

 

Amidosulfuron har ikke været til høring i den Videnskabelige Komité for Planter eller Panelet for Plantesundhed, Plantebeskyttelsesmidler og Restkoncentrationer heraf, da EFSA eller Kommissionen ikke har fundet det nødvendigt at stille specifikke spørgsmål om stoffet og vurderingen.

 

Optagelse af stoffet på bilag I til direktiv 91/414 betyder, at Danmark forpligter sig til at acceptere fødevarer og foder med restindhold af stoffet, idet der i medfør af artikel 4, stk. 1, litra f i direktiv 91/414 bliver fastsat harmoniserede maksimalgrænseværdier for stoffet på en række afgrøder. Disse grænseværdier vil blive vurderet i forbindelse med, at de optages i særskilte direktiver.

3.      Nærhedsprincippet

Kommissionen har ikke redegjort for nærhedsprincippet. Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger af en allerede vedtaget rådsretsakt, hvorfor Regeringen vurderer, at forslagene er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

 

4.      Konsekvenser for Danmark

Lovgivningsmæssige konsekvenser:

Hvis forslaget bliver vedtaget, vil stoffet blive optaget på bilag 7 til bekendtgørelse nr. 533 om bekæmpelsesmidler.

 

Der er i dag godkendt midler med amidosulfuron til ukrudtsbekæmpelse i korn og græs.

 

Økonomiske og administrative konsekvenser:

Hvis stofferne optages på bilag I, forventes direktivet at træde i kraft et år efter afstemningen og at skulle være implementeret et halvt år efter ikrafttrædelsen.

 

4 år efter ikrafttrædelsen skal eventuelle danske godkendelser med amidosulfuron være vurderet på ny og eventuelt være ændret i overensstemmelse med direktivet. Denne revurdering får marginale administrative konsekvenser for Miljøstyrelsen og erhvervslivet.

 

Der er i øvrigt ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for stat og kommuner.

 

Beskyttelsesniveau: 

Det er ikke umiddelbart muligt at vurdere konsekvenserne for beskyttelsesniveauet i Danmark ved en optagelse af aktivstofferne på bilag I til direktiv 91/4141/EØF, idet effekten på beskyttelsesniveauet vil afhænge dels af, om der konkret søges om godkendelse af et middel med det pågældende aktivstof i Danmark, og dels af den efterfølgende nationale vurdering af, om midlerne kan godkendes under danske forhold.

5.      Høring

Der foreligger ingen høring af forslaget. Forslaget har været forelagt Miljøspecialudvalget, hvor der er indkommet høringssvar fra Forbrugerrådet, som oplyser at de af ressourcemæssige årsager ikke mulighed for at forholde sig til forslaget.

 

6.      Forhandlingssituation

Forslaget forventes vedtaget med kvalificeret flertal.

7.      Dansk holdning

Ved behandlingen i EU er det vurderet, at der generelt er sikre anvendelser for stoffet til de foreslåede formål. Danmark er enig i, at der er vist sikker anvendelse i græs.

 

Der er på EU-plan endnu ikke fastsat harmoniserede regler om beregning af den såkaldte AOEL-værdi (Acceptable Operator Exposure Level) eller modeller for beregning af den eksponering sprøjteførere eller arbejdere udsættes for under sprøjtningen eller ved arbejde med behandlede planter. I vurderingsrapporten for amidosulfuron er der imidlertid angivet AOEL-værdi under bindende sundhedsmæssige værdier.

 

I lighed med den danske linie i tidligere forslag om optagelse af aktivstoffer på bilag I til direktiv 91/414/EØF, er det vigtigt for Danmark, at Kommissionen afgiver en erklæring, der anfører, at AOEL-værdien ikke er bindende, såfremt der ikke er fastsat harmoniserede regler for fastsættelse af denne.

 

 

 



[1] Rapporterne er tilgængelige på EFSA’s hjemmeside http://www.efsa.eu.int/science/praper/conclusions/catindex_en.html