PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2007-08 (2. samling)
EUU Alm.del
Offentligt

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse

Dato:

Kontor:

J.nr.:

Sagsbeh.:

24. juli 2008

Retsstillings- og Internationalt kt.

2008-10333-419

llo/kav

Besvarelse af spørgsmål nr. 110 (Alm. del), som Folketingets Eu-

ropaudvalg har stillet til ministeren for sundhed og forebyggelse

den 9. juni 2008.

Spørgsmål nr. 110:

"Ministeren bedes - som lovet på Europaudvalgets møde den 4. juni 2008 - over-

sende et notat, der redegør for status mht. til udviklingen af patientrettigheder på

europæisk plan (særligt for så vidt angår patientmobilitet). Herunder bedes ministe-

ren redegøre for den udvikling af rettigheder, som har fundet sted i kraft af EF-

Domstolens retspraksis og de forslag, der har været til at gennemføre fælles euro-

pæisk lovgivning om patientrettigheder samt hvilke regler om patientrettigheder,

som allerede måtte være vedtaget."

Svar:

Jeg har i lyset af mødet i Folketingets Europaudvalg den 4. juni 2008 forstået

spørgsmålet således, at det vedrører patientmobilitet.

Med hensyn til

EF-Domstolens retspraksis

kan oplyses, at Domstolen i en række

domme afsagt siden 1998 har fastslået, at patientbehandling både i og uden for

hospitalssektoren er tjenesteydelser i EF-traktatens forstand og derfor omfattet af

traktatens regler om fri bevægelighed, herunder artikel 49 om fri bevægelighed for

tjenesteydelser. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til sag C-158/96 Kohll, sag

C-120/95 Decker, sag C-368/98 Vanbraekel, sag C-157/99 Smits og Peerbooms,

sag C-56/01 Inizan, sag C-385/99 Müller Fauré og Van Riet samt sag C-372/04

Watts. Dommene kan læses i deres helhed på EF-Domstolens hjemmeside

(www.curia.europa.eu)

Med dommene har EF-Domstolen gjort det klart, at sundhedsydelser, der normalt

leveres mod økonomisk vederlag, skal betragtes som tjenesteydelser i traktatens

forstand, og de er derfor omfattet af traktatens regler om fri bevægelighed for tje-

nesteydelser. Med dommen i sag C-372/04 Watts har Domstolen klarlagt, at det

afgørende for, om en ydelse er en tjenesteydelse i traktatens forstand, er det fak-

tum, at en patient rejser til en anden medlemsstat for dér at modtage behandling

mod vederlag. Det er i den forbindelse ikke nødvendigt at tage stilling til, om den

behandling, som patienten kunne have fået i sit hjemland, i sig selv udgør en tjene-

steydelse, der er omfattet af reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser. Det vil

sige, at medlemslande med rent offentlige sundhedssystemer, og hvor det offentlige

selv driver sygehusene og kun yder behandling dér, f.eks. som i Storbritannien,

også er omfattet af traktatens regler om fri bevægelighed.

En begrænsning i den frie udveksling af sundhedstjenesteydelser skal kunne be-

grundes i tvingende almene hensyn og må ikke overskride, hvad der er objektivt

nødvendigt med henblik på formålet, og det samme resultat må ikke kunne opnås

med mindre indgribende regler.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Domstolen har endvidere fastslået, at visse objektive hensyn efter omstændighe-

derne kan retfærdiggøre en begrænsning af den frie udveksling af sundhedstjene-

steydelser:

beskyttelse af folkesundheden, herunder opretholdelse af et stabilt læge- og

hospitalsvæsen, som alle har adgang til, og som bidrager til et højt niveau for

beskyttelse af sundheden ved opretholdelse af behandlingsmuligheder eller en

lægelig kompetence på sundhedsområdet eller en lægelig kompetence på det

nationale område,

risikoen for et alvorligt indgreb i sundhedsvæsenets økonomiske balance, så-

fremt det overordnede niveau for beskyttelse af den offentlige sundhed påvir-

kes.

Regler om forhåndsgodkendelse skal efter EF-Domstolens praksis således være

proportionale i forhold til formålene, og en forhåndsgodkendelse skal bygge på

objektive, saglige og på forhånd fastlagte kriterier.

I praksis har Domstolen ved efterprøvelsen af disse hensyn sondret mellem be-

handling i og udenfor hospitalsvæsenet. Domstolen har bemærket, at det kan være

vanskeligt at sondre mellem hospitalsydelser og ydelser, der ikke er hospitalsydel-

ser. Sondringen har imidlertid ikke været et omtvistet punkt i de for Domstolen

hidtil forelagte sager.

Med hensyn til ikke-hospitalsbehandling har Domstolen fastslået, at sådan behand-

ling, som en person har ret til i sin egen medlemsstat, kan vedkommende også søge

i en anden medlemsstat uden forhåndstilladelse og få godtgjort med et beløb, der

højst svarer til den godtgørelse, vedkommende ville have fået gennem sit eget sy-

stem. Domstolen har således ikke hidtil fundet, at der for så vidt angår ikke-

hospitalsbehandling i de konkrete sager har været sådanne tvingende hensyn, der

kunne retfærdiggøre begrænsninger i udvekslingen af sådanne ydelser.

For så vidt angår hospitalsbehandling, har Domstolen i de hidtidige sager fastslået,

at en person med ret til hospitalsbehandling i sin egen medlemsstat kan søge denne

behandling i en anden medlemsstat, hvis vedkommende har fået forhåndstilladelse

gennem sit eget system. Forhåndstilladelse skal gives, hvis personens eget sund-

hedsvæsen ikke kan yde den pågældende behandling inden for en frist, der er rime-

lig ud fra en objektiv, medicinsk vurdering af de samlede omstændigheder, der

kendetegner patientens tilstand og behandlingsbehov.

Vurderingen skal ifølge Watts-sagen omfatte alle de parametre, der kendetegner

patientens sygdomstilstand på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen, eller i

givet fald på det tidspunkt, hvor anmodningen fornyes. Dvs. at vurderingen skal

omfatte patientens sygdomstilstand, baggrunden for og den forventede udvikling af

sygdommen, omfanget af patientens smerter og/eller arten af hans handicap på

tidspunktet for anmodningen om tilladelse eller for fornyelse af anmodningen om

tilladelse.

Med hensyn til refusion af udgifterne til behandlingen i den anden medlemsstat har

Domstolen fastslået, at godtgørelsen skal svare til mindst den godtgørelse, som

vedkommende ville have fået gennem sit eget sundhedsvæsen.

Har den kompetente myndighed fejlagtigt givet afslag på forhåndstilladelse ved

ventetid på behandling, selvom patienten opfylder betingelserne herfor, skal myn-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

digheden give patienten refusion for patientens eventuelle udgifter til behandling i

udlandet.

Domstolen har for så vidt angår traktatens artikel 152, stk. 5, om, at Fællesskabets

indsats på sundhedsområdet fuldt ud respekterer medlemslandenes ansvar for orga-

nisation og levering af sundhedstjenesteydelser og medicinsk behandling, fastslået,

at denne bestemmelse ikke udelukker, at medlemslandene kan være forpligtet til i

henhold til andre traktatbestemmelser, f.eks. artikel 49, eller i henhold til fælles-

skabsforanstaltninger vedtaget på grundlag af andre traktatbestemmelser at foretage

tilpasninger af deres nationale socialsikringssystemer.

Domstolen bemærker således i sine afgørelser, at der i anden EF-lovgivning, nem-

lig EF-forordning nr. 1408/71 om social sikring af vandrende arbejdstagere m.fl. er

fastsat regler, der gør det muligt for sikrede fra de kompetente myndigheder at få

en tilladelse til at rejser til en anden medlemsstat for at få en nødvendig behand-

ling.

Der er i

EF-forordning 1408/71

fastsat regler med betydning for patientmobilitet.

EF-forordning 1408/71 er udformet til støtte for arbejdskraften frie bevægelighed,

jf. traktatens artikel 42. Forordningen koordinerer medlemsstaternes sociale sik-

ringsordninger, herunder også offentlige sundhedsordninger. Forordningen fast-

lægger regler for sikredes adgang til offentlige sundhedsydelser, når de midlertidigt

opholder sig i eller flytter mellem medlemsstaterne. Sundhedsydelser gives på

samme vilkår som til offentligt sikrede i den medlemsstat, hvor en behandling sø-

ges, men til udgift for patientens forsikringsstat.

Forordningen regulerer i artikel 22 sikredes adgang til med en forudgående tilladel-

se at få planlagt behandling i andre medlemsstater. Efter artikel 22, stk. 2 har en

sikret krav på at få en sådan tilladelse, hvis behandling i bopælsstaten ”under hen-

syn til den pågældende aktuelle helbredstilstand og udsigterne for sygdommen

udvikling ikke kan ydes inden for en frist, der normalt er nødvendig for at opnå

denne behandling i den medlemsstat, hvor han er bosat”.

Disse kriterier er imidlertid ændret i den nye EF-forordning 883/04, som skal aflø-

se EF-forordning 1408/71, når en ny gennemførelsesforordning til EF-forordning

883/04 er vedtaget. I

EF-forordning 883/04

fastlægges, at en tilladelse skal gives,

hvis der er tale om en behandling, som ydes i den sikredes bopælsstat, og behand-

ling ”ikke kan ydes inden for en frist, der er lægeligt forsvarlig under hensyn til den

pågældende aktuelle helbredstilstand og udsigterne for sygdommen udvikling.”

EF-forordningen 883/04 er trådt i kraft, men vil først finde anvendelse, når den

nødvendige implementerende forordning træder i kraft. Denne forordning er endnu

ikke vedtaget.

Spørgsmålet om patientmobilitet og samarbejdet mellem de nationale sundhedsvæ-

sener har også været i politisk spil i EU i forbindelse med forhandlingerne om Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets direktiv af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det

indre marked, populært kaldet

servicedirektivet.

Forhandlingerne endte med, at

forslaget til artikel 23, der direkte tog sigte på at kodificere Domstolens praksis,

udgik af teksten. Patientmobilitet er derfor ikke omfattet af servicedirektivet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Senest er patientmobilitet og spørgsmålet om kodificering af Domstolens praksis

kommet i spil i forbindelse med Kommissionens forslag af den 2. juli 2008 til

Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets direktiv om patientrettigheder i forbindelse med

grænseoverskridende sundhedsydelser,

KOM (2008) 414.

Det fremgår af forslaget, at formålet er at sikre en klar og gennemsigtig generel

ramme for grænseoverskridende sundhedsbehandling inden for EU, uanset på hvil-

ken måde den er organiseret, leveret og finansieret, og uanset om den er offentlig

eller privat. Disse sundhedsydelser skal være sikre og af god kvalitet og samtidig

respektere principperne for universalitet, lighed og solidaritet. Medlemslandene

skal bl.a. sikre, at patienter, der er socialt sikret i landet, kan rejse til et andet med-

lemsland og modtage behandling dér for hjemlandets regning, hvis behandlingen er

blandt de ydelser, som patienten har ret til i hjemlandet.

Europaudvalget vil få oversendt et grundnotat om direktivforslaget.