UDENRIGSMINISTERIET                                                              EUP j.nr. 400.A.2-10-2007.

Nordgruppen                                                                                      Den  august 2008

 

 

 

Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål 137 ad EUU alm. del af 21. juli 2008

 

 

Spørgsmål:

”Vil udenrigsministeren oplyse, om det er Kommissionen eller Frankrigs præsident, der træffer afgørelse om lovligheden af statsstøtte, jf. vedlagte telegram fra Ritzau af 15. juli 2008?”

 

Svar:

Det følger af EF-traktatens artikel 87, stk. 1, at statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, er uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

 

Af traktatens artikel 88, stk. 2 fremgår, at det alene er Kommissionen, der kan træffe afgørelse om en støtteforanstaltnings forenelighed med fællesmarkedet. Med hjemmel heri, kan Kommissionen beslutte, om en støtteordning skal ophæves eller ændres. Kommissionens beslutningskompetence gælder for såvel eksisterende støtte som nye støtteordninger, jf. traktatens artikel 88, stk. 1 og 3.

 

Det er således Kommissionen, og ikke de enkelte medlemsstaters regeringer eller regeringsledere, der har kompetence til at afgøre, hvorvidt statsstøtte ydet af et medlemsland, er foreneligt med fællesskabet.